Nye Borgerlige i Horsens og Hedensted melder klar til valg: Slut med lappeløsningerne

Niels Børge Eriksen, Nye Borgerliges spidskandidat til Folketinget i Horsens- og Hedenstedkredsen, blev uddannet som elektronikmekaniker i 1980'erne og har rejst i hele verden som supervisor og servicetekniker. For 10 år siden blev han træt af rejseriet og fik arbejde som værkfører på PM Pack i Horsens., der sælger og servicerer pakkemaskiner til food- og nonfood. Foto: Søren E. Alwan

Nye Borgerlige i Horsens og Hedensted melder klar til valg: Slut med lappeløsningerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Niels Børge Eriksen fra Brædstrup melder klar til valgkampen. Han er Nye Borgerliges kandidat i Horsens- og Hedenstedkredsen og vil især ændre politikken på udlændingeområdet.

Horsens: "Jeg er en ganske almindelig person i Danmark, som synes, at de nuværende folkevalgte kører Danmark i sænk med lappeløsninger. Det vil jeg gerne være med til at gøre noget ved, inden det er for sent."

Sådan præsenterer Niels Børge Eriksen sig på den flyer, han har fået produceret, og som han har medbragt til interviewet med Folkebladet.

Nye Borgerliges kandidat til Folketinget i Horsens- og Hedenstedkredsen er 58 år, bor i Brædstrup med sin hustru på 23. år, har fire bonusbørn og arbejder som værkfører på PM Pack i Horsens.

- Når man som jeg har set lidt af verden, får man et lidt andet syn på, hvordan man snakker sammen nede på gulvet. Og man får et billede af, hvor godt vi har haft det i Danmark. Med det, der vel er verdens højeste skattetryk, burde vi have en bedre velfærd, men pengene bliver brugt forkert, blandt andet på udlændingeområdet. Vi var tidligere kendt i Danmark for den gode velfærd. Den synes jeg ikke, at vi har mere, siger han.

Horsens er jo slet ikke så hårdt ramt som for eksempel Gjellerup og Vollsmose, men vi har en politik i Nye Borgerlige om, at alle udlændinge, der ikke kan forsørge sig selv, skal ud af landet. Det gælder også i Sundparken.
Niels Børge Eriksen, folketingskandidat for Nye Borgerlige i Horsens og Hedensted

Flygtninge på motorvejen

Niels Børge Eriksen har ikke været involveret i partipolitik, endsige medlem af et parti, før han for tre år siden meldte sig ind i Nye Borgerlige - og for et år siden blev valgt som partiets kandidat i Horsens-kredsen. Horsens og Hedenstedkredsen er siden blevet lagt sammen, så han nu er kandidat i begge kredse. Sammenlagt har partiet cirka 100 medlemmer i de to kommuner.

Den lokale kandidat stemte på Dansk Folkeparti ved det seneste folketingsvalg i 2015, men blev kort efter introduceret til Nye Borgerlige af en bekendt, fortæller han.

- Det var på det tidspunkt, at vi oplevede flygtninge komme gående op ad motorvejen. Da tænkte jeg, at det ikke kunne være rigtigt, at det kunne lade sige gøre. Det var grundlæggende forkert. Der måtte ske noget, og siden er det bare gået slag i slag, siger han.

Niels Børge Eriksen har rødder i begge de kommuner, han er opstillet i. Han er vokset op i Uldum og Tørring og har også boet i Lund. Det traditionelle Ny Borgerlige-medlem har en borgerlig baggrund, men det har Niels Børge Eriksen ikke.

- Jeg stammer fra en rigtig arbejderfamilie, min far var fodermester og jord- og betonarbejder. Jeg er vokset op med, at man skal yde for at nyde, og det er den samme grundholdning, jeg har i dag i Nye Borgerlige, siger han.

Pengene bliver brugt forkert

- Du stiller op i Horsens og Hedensted. Hvad er de store, lokale temaer?

- Man må jo sige, at Socialdemokraterne gør det godt her i byen. Horsens er en udviklingsby, og det handler om at fortsætte den vækst. Her er det meget vigtigt, at vi får en udvidelse af E45. Jeg vil også meget gerne være med til at lave en politik, hvor vi får en bedre offentlig sektor, bedre ældrepleje og skoler. Det vil også være til gavn for Horsens, siger han.

- Hvad mener du om ghetto-planen i forhold til Sundparken?

- Horsens er jo slet ikke så hårdt ramt som for eksempel Gellerup og Vollsmose, men vi har en politik i Nye Borgerlige om, at alle udlændinge, der ikke kan forsørge sig selv, skal ud af landet. Det gælder også i Sundparken, siger han.

- Du er ny i politik. Hvordan forbereder du dig på valget, der bliver udskrevet lige om lidt?

- Det er da en stor udfordring. Jeg skal læse en masse, så jeg kan give svar på tiltale. Faktisk er jeg allerede inviteret til to vælgermøder på Learnmark på mandag. Det glæder jeg mig til.

- Kommer du ind i Folketinget?

- Realistisk set bliver det meget svært. Får vi et godt valg, får vi nok valgt spidskandidaterne i ni ud af de 10 storkredse, men mit håb er, at jeg kan blive førstesuppleant for spidskandidaten i Østjyllands Storkreds, Lars Boje Mathiesen. Det ville være fantastisk, siger han.

Nye Borgerlige i Horsens og Hedensted melder klar til valg: Slut med lappeløsningerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce