Annonce
Leder For abonnenter

Det mener avisen om omskæringslægen: Der er huller i sundhedssystemet

Danmark har generelt et sundhedssystem, der på mange punkter er formidabelt, og med nogle fremskridt indenfor f.eks. kræftbehandling, som er bemærkelsesværdige. Men det er også et system, der tilsyneladende har svært ved at følge op på sager, hvor der er sket erkendte fejl. Sådanne historie kommer frem fra tid til anden, når dygtige journalister graver dem frem. Det være sig den groteske psykiater-sag som DR 1 bragte, eller helt aktuelt sagen, som vores fælles avis, avisen Danmark, har skrevet om de seneste dage. Avisen Danmark har kunne afsløre, at en berygtet omskæringslæge, der i flere omgange har været i myndighedernes søgelys, lystigt har kunnet skære videre, selvom der var nedlagt forbud fra Styrelsen for Patientsikkerheds side. Tilbage i 2016 fik lægen - i kølvandet på en lang række klagesager - forbud mod at foretage omskæringer. Men på grund af en fejl fra Styrelsens side har han siden februar i år igen kunne lave de omstridte operationer, nu fra en klinik i Aarhus, som er ejet af hans hustru. Det erkender Styrelsen er en gedigen brøler, men det er først nu, at det kommer frem i lyset - bragt frem af avisen Danmark. Nu forsøger Styrelsen så at stoppe lægen i form af en sag mod ham med krav om livsvarigt forbud mod omskæringer. Men uanset, hvordan den falder ud, så er det et problem, at der går så lang tid inden man kan nå at stoppe konsekvenserne af Styrelsens fejl. Han har nået at deltage i 90 omskæringer i år, selvom man samtidig fra myndighedernes side har sagt, at manden aldrig nogensinde må foretage den type operationer. Der var jo en mening med, at han fik udstedt et forbud i første omgang, blandt andet at der var alvorlige hygiejne-problemer, der hvor operationerne blev foretaget. Vi har kontrol med et hav af ting i dette samfund. Vi indfører regler, der set udefra mest af alt ligner øget bureaukrati. Men at opfinde et system, der f.eks. holder øje med om en hjerneskadet psykiater praktiserer videre, eller om en omskæringslæge, der har fået frataget sin tilladelse, reelt arbejder videre. Det magter vi tilsyneladende ikke.
Læserbrev

DF'er i sagen om genoptræningspladser i Horsens: Hold valgløfter og drop centraliseringen

Læserbrev: I dag får horsensianere genoptræning på sygehuset i Horsens efter en blodprop i hjernen. Det er sund fornuft, da sådanne patienter kun tåler korte besøg. Det er derfor vigtigt, at de er indlagt på hjemhospitalet tæt på pårørende. Administrationen vil desværre lukke genoptræningsafdelingen på Horsens' og Randers' sygehus og centralisere disse senge til Aarhus. Derved forsvinder funktionen og viden fra de lokale sygehuse, og horsensianere og randrusianere skal fremover være indlagt til genoptræning i Aarhus. DF har stillet ændringsforslag om at droppe centraliseringen og i stedet lade genoptræningen fortsætte lokalt. Og hospitalsudvalget i regionen var enige i, at centraliseringen ikke skulle gennemføres og har derfor også indstillet, at centraliseringen droppes. Alligevel har et flertal i forretningsudvalget nu omgjort hospitalsudvalgets indstilling. Flertallet vil lukke genoptræningen på hjemhospitalet i Horsens og Randers og centralisere pladserne til Aarhus. Det vil betyde, at samtlige østjyder fremover skal være indlagt i Aarhus under genoptræningen efter en blodprop i hjernen, ligesom genindlæggelser skal ske i Aarhus. Flertallet vil centralisere på trods af, at det bliver 2,9 mio. kr. dyrere årligt, som så skal spares på andre områder. Og på trods af, at der i høringssvar udtrykkes bekymring for, at nærhedsprincippet bringes i fare, og der advares om, at centraliseringen risikerer at give rekrutteringsproblemer af sygeplejersker, hvis man centraliserer genoptræningspladserne. Må vi minde om, at Aarhus Universitetshospital allerede er presset og får hjælp af nabohospitaler. Men nu tager regionsrådet endnu mere fra hjemhospitaler og propper ind i Aarhus Universitetshospital. I første omgang var der tale om et besparelsesforslag, der skulle spare regionen én mio. kr. Men efter høringssvar og spørgsmål fra DF er det nu dokumenteret, at det er 2,9 mio. kr. dyrere at centralisere pladserne til Aarhus. Det er derfor helt uforståeligt, at forretningsudvalget blæser på hospitalsudvalgets indstilling og i stedet centraliserer genoptræningen, koste hvad det vil. Socialdemokratiet skrev i valgkampen i deres sundhedsudspil: "Det er et politisk valg, om vi vil prioritere nærhed. Det vil Socialdemokratiet!" På regionsrådsmødet 27. november vil de i stedet centralisere genoptræningen af blodproppatienter og lukke genoptræningsafdelingen på Horsens' og Randers' sygehus, så man ikke længere kan være indlagt på hjemhospitalet tæt på ens pårørende. Venstre, DF og Kristendemokraterne fastholder hospitalsudvalgets ændringsforslag om at bevare genoptræningen på Horsens' og Randers' sygehus.

Mest læste

Seneste nyt

Annonce
Debat

Debat: Karen Blixen som fransk kok

Mange husker Blixens franske mesterkok Babette. At forfatterinden også selv var en dygtig kok, har været en velbevaret hemmelighed - lige indtil kogebogen fra hendes læretid hos en fransk kok dukkede op. At Karen Blixen kunne noget med mad og vin ved de fleste fra "Babettes gæstebud". Fortællingen handler om den kvindelige køkkenchef, der vinder den store lotterigevinst og efterfølgende bruger alle pengene på ét måltid, som hun serverer for menigheden i en lille norsk by, hvor hun er i huset hos to puritanske provstedøtre. Hvis vi regner kuvertprisen ud i dag, svarer det til i omegnen af 25.000 kroner Undersøger man Babettes menu nærmere, er det indlysende, at den fiktive køkkenchef er en stor gastronom, men det er lige så klart, at Blixen for at skabe en sådan figur, selv måtte besidde en dyb viden om vin og mad. Spoler vi tiden knap 20 år tilbage fra udgivelsen af "Babettes gæstebud", står Karen Blixen ved et vendepunkt. Efter 17 år i Afrika måtte hun i 1931 forlade sin elskede farm, der var blevet solgt på tvangsauktion. Og hendes livs kærlighed, Denys Finch-Hatton, var styrtet ned med sit fly. Hele hendes tilværelse smuldrede. Her ved sit livs skillevej skrev hun til sin bror og delagtiggjorde ham i sine tanker om fremtiden. Hun så to scenarier for sig: Hun kunne tage til Paris og blive kok. Eller hun kunne begynde at skrive. Hun valgte som bekendt forfatterskabet. Men hvordan kunne det være, at baronessen overhovedet så kokkegerningen som en nærliggende mulighed for sin fremtid? Det var et af de spørgsmål, jeg stillede mig selv under arbejdet med min bog, "I køkkenet med Karen Blixen". Den store overraskelse for mig var, hvordan hendes breve fra Afrika er fulde af maleriske beskrivelser af arbejdet med at bygge et køkken op på farmen - et køkken, der endte med at få ry som det lokale Ritz blandt hendes rige venner. Jeg studsede også over Karen Blixens udtalelser til Femina i maj 1961. Her fortalte hun om sin tid som kokkelærling hos en fransk kok på Restaurant Rex i Bredgade under et ophold i Danmark i 1925. Det har stået hen i det uvisse, om denne historie var et udtryk for forfatterindens livlige fantasi, eller om der faktisk var realiteter bag. Som en kulinarisk detektiv gennemgik jeg minutiøst Kraks vejvisere, til jeg fandt restauranten. Det var dog ikke nok til fuld bevisførelse for, at hun skulle have slået sine folder som kokkeelev. Blixen fortalte også i sit interview, at kokken var tidligere operasanger, der øvede skalaer, mens han knaldede æg ud i gryden for at pochere dem. På en måde lød det mere som et udslag af storytellerens lyst til at entertaine end en sandfærdig erindring. Mens jeg studerede hendes kogebøger på Rungstedlund, fandt jeg dog det fældende bevis i form af en notesbog. Den var fuld af håndskrevne opskrifter på fransk og dansk - nogle nedfældet af Blixen, andre med en ukendt, svungen skrift. Jeg følte mig overbevist om, at dette måtte være opskrifterne fra læretiden. Som en slags arkæolog løftede jeg forsigtigt bogbindet af hæftet. Bindet dækkede over en fin découpage med en kok bøjet over en stor gryde og Karen Blixens letgenkendelige håndskrift henover: ”REX”. Hermed blev hendes udsagn om, at hun havde været kokkeelev dokumenteret, og alle tanker om, at det var storytellerens fri fantasi gjort til skamme. Da Blixen vendte tilbage til Afrika, brugte hun opskrifterne flittigt og lærte sin kok Kamante op efter dem. Og det var i denne periode, at hendes køkken for alvor løftede sig. Rygterne om hendes geniale køkken fik da også den senere kong Edward VIII til at invitere sig selv på middag hos Karen Blixen. Han ville have det bedste mad, kontinentet kunne byde på, og middagen til ham blev nok den største præstation i Blixens afrikanske køkken. I "Babettes gæstebud" fik Karen Blixen for alvor forenet sine to livsmuligheder. I fortællingen illustrerede Blixen, at hun betragtede kogekunsten som en ægte kunstart - og at gastronomi kan tale til vores følelser og bevæge os, ligesom musik kan fremkalde tårer, og litteratur kan gribe os om hjertet. Jeg har lavet retterne, som Karen Blixen lader Babette skabe i den berømte fortælling. Blixens oprindelige menu er kostbar og raffineret modsat den menu, de fleste kender fra Gabriel Axels filmatisering. Trumfen i måltidet er en foie gras-farseret vagtel tilberedt i en udhulet trøffel. En ret man ikke lige glemmer. Et mesterværk, der befinder sig på lige så højt gastronomisk niveau, som "Babettes gæstebud" er det litterært.
Debat

Debat: Hvad er det, der smager godt? Det er minderne

Hver sommer tager jeg på en budgetvenlig madrejse inden for landets grænser og under åben himmel. Jeg besøger et af de utallige loppemarkeder med rustikke keramiklamper, strikkede nisser og ridsede legetøjsbiler, mange af os elsker at frekventere, hvor sang og bløde guitartoner lyder fra en lille musiktribune, og der kan købes fadøl, brød og pølser til en frokostpause direkte på det tyndslidte græs. Genbrugsguld og gammelt fajance går jeg udenom. Jeg kommer med et bestemt formål. Jeg vil mindes den mad, jeg havde glemt, jeg kunne huske. Jeg finder den i en 60'er-årgang af ugebladet Hjemmet, en orange og brun Kenwood-håndmixer fra 1970'erne, Eksportslagteriernes Gris-På-Gaflen-kalendere og Raadvads ikoniske brødmaskine af stål og træ fra dengang, et rigtigt rugbrød vitterligt ikke kunne skæres i med brødkniv og håndkraft alene, så massivt og hårdt var det. Har vi spist schweizisk raclette i Danmark? Ja det har vi! Jeg stod i sommer med hele raclette-udstyret i hånden, den elektriske varmeplade til at stille ind på spisebordet, og de små pander i legetøjsstørrelse, som hver rundt om bordet kan tilberede sine egne grøntsager, kød og ost på. Racletten skulle være en efterligning af det bål og de redskaber, schweiziske kvæghyrder anvendte ude i bjergene til at tilberede deres aftensmad. Vi snusede til racletten i Danmark, måske i 1980'erne og glemte det igen. Apparaterne led samme skæbne som fonduegryderne. Først røg de i pulterkammeret, siden på genbrugspladsen eller loppemarkedet. Mit lykkeligste fund i år var Lilian Kaufmanns ”Fremmed mad” fra 1968 udgivet af Bo Bedre. Her fandt jeg den lammesteg, vi sværmede for i 1970'erne. Skrællede kartofler blev skåret i skiver og taglagt i en smurt bradepande, og oven på dem blev lagt en blanding af hakket hvidløg og persille. Bouillon blev hældt ved kartoflerne, og lammekøllen lagt ovenpå, så saften dryppede ned på kartoflerne under stegningen. På et kollegiekøkken en gang i 1970'erne, smagte jeg for første gang lammekød i denne ”lammekølle som i Provence”-udgave. Skulle jeg tilberede lam i morgen, ville jeg uden betænkning vælge samme opskrift. For mad har med længsel at gøre. Man kan læse en kogebog fra 1960'erne og mærke lugtene fra alle bogens sider, hvis man altså selv har levet i 1960'erne. Søren Gericke har sagt: ”Det smager godt, siger man. Men hvad er det, der smager godt? Det er det, man kan huske. Det er minder.” Hvem har ikke mærket sandheden af disse ord på egne smagsløg. Som 13-årig smagte jeg for første gang den franske ost gruyère. Det var i Paris i 1966. Rejsebudgettet var skrabet. Et kulinarisk højdepunkt blev en croque monsieur fra en typisk fransk bistro. I Danmark kendes den også under navnet parisertoast. Lykkeligvis var det gruyère, der var pakket i croque monsieuren. Det var mit første møde med smeltet ost, og gruyére havde jeg aldrig hørt om, men jeg vidste omgående, at den her smag var skelsættende, og jeg holder aldrig op med at lede efter en croque, der smager præcist som dengang. Jeg har hørt en forsker sige, at lugt og smag har forbindelse til det limbiske system i den centrale del af hjernen, hvor man mener, følelser opstår. Det kan bruges i praksis for eksempel over for gamle mennesker, der får hjulpet hukommelsen på gled med mad, de husker fra hele deres liv. En samling gamle opskrifter kan virke som et fotoalbum med billeder af alle vores kære. Dufte og smag af mad kan få os til at huske ting, vi ellers troede vi havde glemt. Om lidt vil mange af os kollektivt ride på en bølge af madminder. Duftene af Brunkagerne, risalamanden, rødkålen, de brune kartofler kan åbne for sluserne med erindringer om til strikkede nisser, selvkørende legetøjsbiler, duften af ny dukke og farmors hvide blondebluse og øjenbrynene, der pludselig var tegnet op med mørk farve, fordi det var juleaften. Hun, Esther, talte odenseansk til sin dødsdag, selv om hun boede i Nordjylland. Hun kunne sin flæskesteg til perfektion, foruden hjemmelavet rullepølse og julesild. Hvem der bare kunne stjæle af hendes kagedåse en lige en gang til.

Seneste leder

Annonce
Annonce
Læserbrev

Enig med Tommy Poulsen: Sagen er en dårlig reklame for Horsens

Læserbrev: Anders Vaagan stiller i Horsens Folkeblad i forbindelse med pølsevognssagen fra Søndergade spørgsmålet, hvor hensynet til "den lille mand" er henne. Må jeg anbefale Anders Vaagan at kigge historien og geografien rundt: Hvor i alverden har socialister - uanset om de bekender sig til den nationale eller internationale udlægning - taget hensyn til enkeltindivider, når de først selv sidder på magten og flæsket? Så skal halsen knækkes på "de andre", og det sker jorden rundt. Horsens Folkeblads bedste skribent, Tommy Poulsen, rammer plet, når han kalder sagen en dårlig reklame for Horsens!
Debat

Debat: Nato-topmøde - Grønland bliver et varmt emne mellem Mette F. og Trump

Om to uger - den 3.- 4. december - mødes NATO's 29 stats- og regeringschefer i London for at fejre 70 årsdagen for grundlæggelsen i 1949. Dengang var der kun 12 medlemslande - herunder Kongeriget Danmark med Grønland og Færøerne (Island var trådt ud 1944). Den seneste tids udvikling i forholdet mellem USA og Rigsfællesskabet og USAs stigende geopolitiske interesse for Grønland og Arktis kan næppe undgå at dukke op på topmødet - dersom ikke direkte på dagsordenen - som endnu ikke foreligger - så vel sagtens i separate og mere uofficielle samtaler i margenen af topmødet mellem Mette Frederiksen og Donald Trump. Men først lidt mere om selve topmødet generelt: London husede NATO's første hovedsæde i to år, indtil dette 1951 flyttede til Paris og bliver derfor rammen om en en storslået begivenhed med Donald Trump med fru Melania i spidsen og modtagelse af Dronning Elizabeth II på Buckingham Palace. Men topmødet bliver ikke bare pomp og pragt. Der er lagt op til en substantiel debat af aktuelle sikkerheds- og forsvarspolitiske temaer herunder ikke mindst USA's krav om en mere balanceret byrdefordeling, hvor i dag kun fem-seks medlemslande med USA, UK og Polen i spidsen lever op til tilsagnet fra 2014 i Wales om at anvende to procent af BNP til forsvarsudgifter. Det fremgår tydeligt af forsvarsminister Trine Bramsens (S) referat af det seneste NATO-forsvarsministermøde den 24. - 25. oktober: Den amerikanske forsvarminister Mark Esper understregede her, at alle medlemslande senest på det kommende Nato-topmøde forventes at have "en plan for, hvordan de vil nå to procent". Danmark har indtil nu kun lovet 1,5 procent på linje med Tyskland og Holland. Men det er næppe nok for Trump. Herudover drøftedes - i følge referatet - NATO's koncept for forsvar i hele det euro- atlantiske område. Og i den sammenhæng gjorde Trine Bramsen opmærksom på de særlige forhold i Arktis og omkring Grønland og den vægt Danmark " lægger på en tættere dialog i Rigsfællesskabet om sikkerheds- og forsvarspolitiske spørgsmål ". Dette punkt kan derfor meget vel dukke op på NATO-udenrigsminister mødet i morgen onsdag den 20. november som led i topmødeforberedelserne I sidste uge mødtes udenrigsminister Jeppe Kofod (S) nemlig med sin amerikanske kollega Mike Pompeo i Washington D.C. - i øvrigt Kofods første besøg i USA's hovedstad som udenrigsminister. I mødet deltog også Grønlands minister for udenrigsanliggender Ane Lone Bagger. Kofod udtalte i den forbindelse , at "vi sammen med Grønland skal fortsætte vores konstruktive dialog med amerikanerne om udviklingen i Arktis og Grønland " Men opretholdelse af en "konstruktiv dialog" er næppe tilstrækkelig for USA, der tilsyneladende har betydelig større ambitioner med Grønland: USA har gennem de seneste år udviklet en helt ny strategi for Arktis som benævnes " Look North" . I den sammenhæng har USA fået et godt øje til Grønland - ja måske lidt for godt i følge flere danske poltikere på Christiansborg: - Et højtstående amerikanske delegationsbesøg i Grønland for nylig med eksperter fra Udenrigsministeriet, Pentagon og CIA har forhandlet direkte med grønlandske politikere og topembedsmænd. - Chefen for USAs kystbevogtning, admiral Karl Schultz, har medio oktober besøgt Grønland og drøftet øget farvandsovervågning og beskyttelse. - USAs ambassadør i Danmark Carla Sands har regelmæssigt besøgt Grønland det seneste par år og der er nu planer om at åbne et konsulat i Nuuk. Men hvad er det egentligt der gør Grønland så attraktiv for USA? Først og fremmest den strategiske beliggenhed på det nordamerikanske kontinent som en "buffer" mellem USA (og Canada) og Rusland, hvis nærmeste missil- og luftbaser kun ligger mindre end 1000 kilometer fra Østgrønlands kyster. Også Kinas arktiske ambitioner - ikke mindst i Grønland - indgår naturligvis i denne strategi. Udover rene forsvarspoltiske interesser rummer Grønland en betydelige naturresourcer i form kollosale fiske- og rejeforekomster, ædle- og sjældne metaller og ikke mindst olie og gas, som klima ændringerne efterhånden vil gøre mere og mere tilgængelige. Det samme gælder den kommercielle og strategiske besejling af Nordøst- og Nordvestpassagerne, som kontrolleres af grønlandsk søterritorium. Hertil kommer den arktiske kontinentalsokkel, som vil kunne sikre Grønland en stor bid af Nordpols-kalotten og medfølgende ressourcer. Alt i alt bliver det spændende at følge NATO-topmødet i London om få uger. Mette Frederiksen får nok sin sag for med to procents kravet og USAs udfordringer af Rigsfællesskabet. Men mon ikke London-mødet alligevel munder ud i en behørig fejring af den 70 år med den ubrydelige, transatlantiske forsvarsalliance, der har skabt så gode og stabile fredstider for Europa og den vestlige verden.
Annonce
Debat

Debat: 3F arbejder for lønmodtagerne - Kristelig Arbejdsgiverforening varetager arbejdsgivernes interesser.

I forbindelse med en faglig konflikt i Vestjylland er jeg blevet spurgt, hvorfor 3F blander sig i, hvilke løn- og arbejdsvilkår medarbejderne har på virksomheder, der ikke er omfattet af 3F's overenskomst? Det korte svar er, at dét præcis er en af fagforeningernes opgaver. At det er medarbejderne, der betaler prisen, når en virksomhed har overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening – og virksomhedsejerne, der tjener på det. Hvis man vil forstå, hvorfor fagbevægelsen ”blander sig”, skal man kende den over 120 år lange historie for dialog, armlægning og konfliktløsning, som præger det danske arbejdsmarked og et dansk erhvervsliv, hvor konkurrenceevnen er i verdensklasse. Eksempelvis løser 3F og vores 11.000 tillidsvalgte hvert år 30.000 små og større konflikter uformelt og lokalt på arbejdspladserne. Det er konstruktiv dialog og konkrete løsninger til gavn for både virksomhederne og deres ansatte. Når det kommer til anlægsbranchen og byggeriet, er 3F og Dansk Byggeri de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter. Når vi indgår en frivilligt forhandlet aftale om løn- og arbejdsvilkår for branchen, skal vi også påse, at brancheoverenskomsten bliver efterlevet. Det gør vi derfor både af hensyn til medarbejderne i branchen og til de virksomheder, der lever op til de aftalte vilkår. Dermed sikrer man fair konkurrencevilkår og fair løn- og arbejdsvilkår. Virksomhederne skal konkurrere på blandt andet kundeservice, kvalitet og dygtige medarbejdere, produktivitet og innovative løsninger. De skal ikke konkurrere på, hvem der kan trykke medarbejderne mest muligt på løn- og arbejdsvilkår. Det står naturligvis virksomhederne frit for at tilbyde deres medarbejdere bedre vilkår, end der er aftalt i overenskomsten, for eksempel bedre løn. De lokale forhandlinger sikrer, at løn- og arbejdsvilkår afspejler forholdene på den enkelte virksomhed, på det lokale arbejdsmarked og med hensyn til leveomkostningerne, der som bekendt er ret forskellige rundt om i Danmark. Derfor er det forkert, når Kristelig Arbejdsgiverforening påstår, at en medlemsvirksomhed vil skulle forringe vilkårene for deres medarbejdere, hvis de efterlever 3F's overenskomst med Dansk Byggeri. Tværtimod. 3F's er på 20 punkter bedre for lønmodtagerne end Kristelig Arbejdsgiverforenings, mens der er 4 punkter, hvor det er omvendt. 3Fs overenskomst angiver endvidere de aftalte minimumskrav. Vores arbejde for at få overenskomsten respekteret sker også for at beskytte lønmodtagerne på de øvrige virksomheder i lokalområdet, der efterlever overenskomsten. Deres jobs og arbejdspladser kommer i fare, hvis en virksomhed får lov til at sætte en lavere standard. Hvis en virksomhed mener, at 3F ikke i fuldt omfang respekterer de arbejdsretlige spilleregler, står det virksomheden frit for at indbringe konflikten for Arbejdsretten. Det er altså ikke en repræsentant for arbejdsgiverne i Kristelig Arbejdsgiverforening, der skal afgøre, om 3F optræder forsvarligt og efter spillereglerne. Det afgør Arbejdsretten og de fagretlige regler, som Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation har været enige om i mere end 120 år – til umådelig gavn for det danske samfund, vores virksomheder og de danske lønmodtagere. Historisk interesserede vil vide, at Kristelig Arbejdsgiverforening netop blev etableret i protest imod disse aftaler og regler. Kristelig Arbejdsgiverforening er altså på ingen måde en del af – men blev tværtimod født i protest imod – den danske arbejdsmarkedsmodel! For tiden kører Kristelig Arbejdsgiverforening kampagne, hvor de taler om frihed, men i virkeligheden ønsker et forbud mod, at vi og andre faglige organisationer kan arbejde for bedre løn- og arbejdsvilkår for lønmodtagerne på en given arbejdsplads, hvis arbejdsgiverne har bestemt, at medarbejderne skal være underlagt en såkaldt ”alternativ overenskomst”. Ønsket om et forbud vil i praksis betyde, at en virksomhed med enhver form for sølle undskyldning af en overenskomst ikke længere behøvede at leve op til de gældende standarder på det danske arbejdsmarked. Det vil åbne en ladeport for discount-aftaler og slå bunden ud af det danske arbejdsmarked.
Læserbrev

Replik til leder: Forældre vil gerne bidrage til at øge normering i daginstitutioner

Læserbrev: Kære Torben Andersen (kommentar til leder i Horsens Folkeblad 13. november 2019). Tusind tak for, at du retter opmærksomheden mod et meget vigtigt indsatsområde i Horsens kommune - nemlig kvaliteten af kommunens dagtilbud. Vi har som politikere lyttet til forældrene, som både i vores forældreundersøgelser omkring børns trivsel - samt i den store forældrekampagne 'Hvor er der en voksen?' , argumenterer for, at der bør være flere pædagoger i vores dagtilbud. Derfor har vi øget tildelingen af midler til dagtilbud med syv millioner kroner, hvilket som du nævner har medført en større forældrebetaling, da forældre betaler 25 pct. af udgiften til dagtilbud samlet set. Du argumenterer for, at vi politisk kan vælge at fritage forældre for øget betaling, hvilket er helt korrekt. Konsekvensen af dette vil dog være, at vi ikke får ansat så mange pædagoger som ønsket, da forældrenes betaling jo også er med til at øge personaleressourcer - og dermed medvirker til, at vi på sigt kan nå de anbefalede normeringer i vores dagtilbud. Helt konkret kan man sige, at hvis kommunen bidrager med tre kroner., så bidrager forældrene med en krone. Jeg tror faktisk, at rigtigt mange forældre gerne bidrager til dette. Endnu en gang tak for, at du Torben også synes, at børneområdet er et vigtigt fokusområde i Horsens Kommune.

Seneste plus

Annonce
Annonce
Debat

Debat: Dannebrog er kærlighedens flag

I sidste uge besøgte jeg Konservativ Ungdom i Aabenraa. En fredag aften sammen med unge om noget så gammeldags som en faneindvielse - endda på de unges initiativ. Det er både vigtigt og prisværdigt, at ungdommen står vagt om Dannebrogs betydning. Dannebrog er verdens ældste, eksisterende nationalflag. Historien om dengang det faldt ned fra Himlen i Estland for 800 år siden er lidt mærkelig. Det vender jeg tilbage til om lidt... Vi flager, når vi skal markere noget stort eller skabe en særlig stemning. Det være sig en fødselsdag, sejr eller mærkedag. Vi flager fra tage, busser og flagstænger - eller maler os rød-hvide i ansigtet, når vi hepper på landsholdet. Vi bruger flaget ved fødsel og død, og efter en begravelse sættes flaget fra halv til hel stang. Synligt, stumt og værdigt. Dannebrog kan opleves alle steder og i mange former. Af plastik, papir eller stof. På busser, kager eller som julepynt. Kun fantasien sætter grænser, for Dannebrogs betydning er hævet over flagets fysiske materiale og værdi. Det er selve symbolet på den danske folkesjæl. Derfor har andre flag en sekundær betydning for de fleste danskere. Mange bryder sig ikke om, at Dannebrog vajer side om side med andre landes eller sammenslutningers flag på dansk jord. Nogle vil gerne udfordre flagreglerne, mens andre mener, at for eksempel EU-flaget ikke bør behandles med samme agtelse som Dannebrog. Jeg synes, at EU-flaget sagtens kan vaje fra rådhuse og Christiansborg, hvis det sker velovervejet og med ærbødig respekt for, at Dannebrog er vores primære flag i Danmark. Jeg kan heller ikke hidse mig op over, at folk flager med andre flag i private haver. Jo, det sender et særligt budskab til omgivelserne, men det vil jeg hellere invitere til en samtale om, end jeg vil lade mig fornærme og kræve forbud. Dannebrog bliver ikke mindre værd, fordi det vajer ved siden af et andet flag - tværtimod. Vi ser i disse år en bekymrende nationalisme strømme ind over Europa. Den næres blandt andet af stærkt føderalistiske og union-elskende liberalister, som vil udviske nationale forskelle. I stedet for at lade samfundet polarisere af yderfløjene, bør vi respektere både kærligheden til vores fædreland og fællesskabet med vores naboer. De to ting udelukker ikke hinanden. Det giver mening at vise andres flag respekt, netop fordi mit eget flag er Dannebrog - et kærlighedens flag. For mig er historien om Dannebrogs nedfald fra Himlen (med stort H) forklaringen på dets betydning. Ligesom Biblen er fuld af historier, som ikke altid skal tages fuldstændigt bogstaveligt, foregik Dannebrogs “fødsel” nok heller ikke præcist som overleveret. Det siger vores sunde fornuft os. Men det er også lige meget. Pointen er, at Dannebrog ikke blev kreeret af en fancy design- eller systue på bestilling fra datidens magthavere. Dermed fik flaget sin guddommelighed indvævet - og det forklarer måske, hvorfor det har overlevet så mange år uden at miste betydning eller hænder. Dannebrog er hævet over enkeltpersoners initiativ eller magt. I stedet signalerer flaget kærlighed til fædrelandet, som vi hylder med sange på vores modersmål. Men kærlighedens budskab i Dannebrog handler om mere end landegrænser og sprog. Det handler især om næstekærlighed og det forpligtende fællesskab mellem os danskere. Et fællesskab, hvor vi har regler og traditioner for omgang med flaget, som var den en kærlig ven, vi ikke bare smider på jorden, brænder af eller overbelaster med brug i tide og utide. Forholdet til Dannebrog er et udtryk for den næstekærlighed, vi danskere føler dybt i vores sjæl og udtrykker i hverdagens gøremål og mærkedage. Tydeligt og roligt står vi i vores eget lys med vores fane i hånden eller tankerne. Men også fulde af rummelig anerkendelse over for naboens flag - om det så er i regnbuens farver eller blåt med guldstjerner på. Alle har ret til at have deres flag og symboler - og med hånden på vores eget Dannebrog bør vi værne om og respektere denne grundlæggende rettighed. For Dannebrog er kærlighedens flag.
Debat

Debat: Nairobi Summit - kvinder og pigers skal bestemme over egen krop

Nargis, en 16-årig pige fra Bangladesh, gik indtil for to år siden i skolegården og drømte om at læse jura. Hendes yndlingsfag var fysik. I dag lever Nargis sammen med sin 27-årige ægtemand og arbejder på den lokale fabrik for at spare penge sammen til hendes søns fremtidige uddannelse. I år er det 25-året for vedtagelsen af Kairo-handlingsplanen. Planen var skelsættende, da 179 lande gik sammen og satte retten til at bestemme over egen krop allerøverst på den internationale dagsorden. Placerede kvinder og pigers rettigheder i hjertet af bæredygtig udvikling. Danmark er i denne uge vært for Nairobi Summit sammen med Kenya og FN’s Befolkningsfond (UNFPA). Håbet er at få skabt fornyet dialog om kvinder og pigers rettigheder og danne nye alliancer på tværs af lande, organisationer og generationer. Som politikere har vi en vigtig rolle i at arbejde for netop det. Kairo-handlingsplanen har været selve rammen for arbejdet for kvinders og pigers rettigheder siden 1994 – og vi er på den ene side nået langt. Men på den anden side oplever vi lige nu markante konservative kræfter ude i verden, der trækker udviklingen den forkerte vej. Så kampen er langt fra forbi. Mødredødelighed er faldet med 40 procent omskæring af piger er faldet med mere end en tredjedel i de 24 værst ramte lande. Det er godt, men vi er langt fra i mål. For 232 millioner kvinder i udviklingslande har stadig ikke adgang til moderne prævention. 33.000 piger bliver hver dag giftet bort. Det er 12 millioner kvinder om året, der ikke selv bestemmer, hvem de vil giftes med. Hvem de vil have børn med. Hvordan de vil forme deres liv. Det er helt og aldeles uacceptabelt. Og udviklingen bekymrer os. Og kalder på, at vi som land fortsætter kampen og arbejdet. De seneste år har konservative kræfter nemlig sat et massivt pres på for at begrænse kvinder og pigers ret til at bestemme over deres egen krop. Særligt, når det kommer til at bestemme, hvornår de ønsker at danne en familie. Og hvor mange børn de ønsker at få. Det er dybt bekymrende, at for eksempel retten til abort er under angreb i lande, hvor abort har været mulig i mange år. For en ting er, at man ikke kan få abort, selvom man ønsker det. Men det har flere konsekvenser. Måske lever familien i forvejen under sultegrænsen. Måske bliver pigen smidt ud af skolen. For to år siden besluttede USA at trække støtten til internationale organisationer, der informerer om eller tilbyder kvinder abort. Som modreaktion gik Danmark sammen med andre ligesindede lande og skabte bevægelsen ”SheDecides”, der gik op mod USA’s beslutning. I dag gives stafetten som Danmarks SheDecides Champion videre fra en udviklingsminister til den næste. Vi er enige om, at stafetten altid skal holdes højt og være højt hævet over partifarve. Som tidligere og nuværende minister for udviklingssamarbejde har vi mødt alt for mange kvinder og piger, der på daglig basis har været udsat for seksuel og kønsbaseret vold. Er blevet omskåret. Eller blevet gift væk som børn. Vi har talt med dem og hørt deres historier. Hver og én har de ret til et godt liv og en tryg fremtid på lige fod med alle andre. Vi skal blive ved med at kæmpe for den ligestilling. Som 14-årig blev Aïssa fra Burkina Faso truet og voldtaget af hendes skolelærer efter en eksamen. Hun blev gravid. Hendes forældre aftalte med skolelærens forældre, at hun skulle bo hos dem, så de kunne forsøge hende. Hendes far ønsker nu ikke at se hende længere. I dag bor Aïssa igen hos sin mor sammen med hendes datter Fati. Danmark står i helt front, når det gælder kvinder og pigers lige rettigheder og muligheder, og det skal vi blive ved med. Vi bliver lyttet til og set som et af de mest progressive lande, når vi taler om kvinder og pigers ret til at bestemme over egen krop. Ligesindede lande ser til os, når vi forhandler i FN eller EU. Vi vil kæmpe sammen for kvinder og pigers rettigheder. Og vi vil fortsætte den kamp, indtil vi er helt i mål. Først den dag, hvor alle kvinder og piger bestemmer et hundrede procent over deres egen krop, deres eget liv og deres egen fremtid, kan vi tillade os at læne os tilbage.
Læserbrev

Udvikling. Færgebyen Hou er udtryk for en dybt forældet tænkning

Læserbrev: Det virker helt surrealistisk at læse artiklen i Odder avis om et byggeprojekt for det byggefrie område ved Hou Færgehavn. Og ens fordomme i forhold til Odder Kommunes mere end kortsigtede udvikling/afviklingsvisioner for området bliver desværre mere end bekræftet. Det er udtryk for en håbløs mangel på realistiske visioner for et kystnært område i klimasammenbruddets tidsalder. Mere af det samme, flere boliger tæt på den nuværende kystlinje, kunne have været en åbenbaring for alverden for fyrre/halvtreds år siden. Men ikke i 2019 hvor alle fremskrivninger opererer med 0,7 til 1,0 meters havvandstigning inden 2100, og hvor stormfloder vil skylle ind over allerede bebyggede arealer op til flere hundrede meter ind i landet. Hvad tænker de såkaldte beslutningstagere på, når det ifølge alle fremskrivninger drejer sig om, at trække sårbar bebyggelse i klassisk forstand tilbage fra kystlinjen? Det er en ommer af flere grunde. For det første fordi det sender et fuldstændigt uforskammet signal til de kommende generationer om, at flosklen ”det holder nok i min tid” er værdigrundlaget for megen af den politik, der praktiseres i det ganske danske land! For det andet fordi arealet ved Hou færgehavn kunne bruges konstruktivt i den nødvendige omstillings tjeneste. Man kunne tænke så progressivt og langsigtet, at man for alvor turde satse på den nye tids kystsamfund. Turde erkende, at mere af det samme, fordi det kan betale sig her og nu, ikke har noget værdi i forhold til den udvikling hen imod reel bæredygtighed, som Odder Kommune også er en del af. Turde erkende og melde ud rent politisk, at Hou og andre kystområder i Odder Kommune ikke kan forvente at forblive uberørt af klimaforandringernes hærgen. Grunden ved færgehavnen skal derfor bruges til at skabe et bud på, hvordan kystsamfund i fremtiden kan forblive bosteder for mennesker og dyr: Derfor skal arealerne ved færgehavnen kun sparsomt bebygges. På søjler, der kan modstå stormfloder og andet, skal et Fremtidens Medborgerhus bygges. Så stort, at Institut for reel Omstilling kan have til huse der. Et institut, der har et nært samarbejde med Energi Akademiet på Samsø. Så stort, at en kombination af bibliotek og cafe kan være der. Så stort, at lokaler til mindre erhvervsdrivende og folkeoplysning kan være der. Så stort, at lokale borgere i tilfælde af den utænkelige stormflod kan søge tilflugt der og overleve! Den klassiske redningsbåd forankret på land. Det er sådanne tanker, Odder Kommune bliver nødt til at levere, hvis man som borger skal kunne tage den alvorligt. Mere af det samme er selvmord for bebyggelsen Hou og den kystnære civilisation, som vi kender den!
Læserbrev

Replik: Det minder om magtmisbrug af værste klasse

Læserbrev: Det var med blandede følelser, jeg læste artiklen i Horsens Folkeblad torsdag 7. november ("20 høringssvar til Juelsminde Digelag giver kun mindre justeringer", red.) Hedensted kommune oplyser, at 20 indsigelser ikke får nogen indvirkning. Jeg var en af dem, der gjorde opmærksom på, at det at udtage 1100 gidsler, blot fordi de bor under kote 2,5 meter, forekommer urimeligt. Det er jo ikke os, der har skabt behovet for højvandssikring. Jeg stiller mig stærkt tvivlende overfor lovligheden af at pålægge disse 1100 gidsler udgifterne til at højvandssikre en privatejet havn med kommunal deltagelse i bestyrelsen. Det minder om magtmisbrug af værste klasse. Jeg vil hermed stærkt opfordre kommunalbestyrelsen til at sikre lovligheden af det påtænkte udkast til vedtægter. Det blev på informationsmødet oplyst, at betalingen ikke var afklaret i forbindelse med havnen. Argumentet om en fælles løsning holder heller ikke. Hedensted Kommune vil have repræsentanter i begge bestyrelser. Driften af højvandssikringen af havnen må forventes at være betragtelig højere end digebyggeri. Derfor bør havnen selv finansiere sin højvandssikring.
Læserbrev

Syrienkrigere. Sæt handling bag ordene og forbyd dem adgang til Danmark, kære regering

Læserbrev: Det er ikke mange år siden, at såkaldte 'danskere' i hundredvis strømmede til Syrien for at kæmpe under Islamisk stats sorte og væmmelige faner. Fanatiske muslimer fra hele Europa - og også danske muslimer, som er født og opvokset i Danmark - tog til Syrien og myrdede, voldtog og lemlæstede et hav af uskyldige mennesker. Folk blev korsfæstet og halshugget. De religiøse mindretal yazidierne blev angrebet. Piger ned til ni år blev brugt som sexslaver af Islamisk stats usle terrorister. Islamisk stat blev nedkæmpet til sidst. Gudskelov. Men i dag sidder der nu såkaldte 'danske statsborgere' i lejre i Syrien og vil tilbage til Danmark. De angrer, siger de! Har travlt med at vaske hænder og opføre sig ynkeligt. I denne uge kom den første fremmedriger fra Islamisk Stat tilbage til Danmark fra Tyrkiet, hvor han hidtil har siddet i en fangelejr. Nogle kan måske huske manden, som hedder Ahmad Salem el-Haj. Han blev kendt for en video, hvor han sad i en ørken og skød efter billeder af Anders Fogh Rasmussen, Naser Khader mfl. Dansk Folkeparti er ikke - og har aldrig været i tvivl: IS-krigere bør ikke kunne vende 'hjem' til Danmark! Når andre lande kan nægte at tage imod deres statsborgere - et problem, som man kæmper indædt med på Christiansborg - så kan vi sørme også afvise at tage imod nogle folk, som har kæmpet mod os selv! IS-krigerne valgte side, da de rejste fra Danmark og sluttede sig til Islamisk stat. De bør ikke kunne komme ind i Danmark igen. Jeg synes, jeg har hørt de samme toner fra Socialdemokratiet. Nu er det på tide, at regeringspartiet træder i karakter og sætter handling bag deres mange ord. Min opfordring lyder derfor således til justitsminister Nick Hækkerup: Nægt IS-krigerne adgang til Danmark! Også dem med dansk statsborgerskab!
Læserbrev

Debat: Horsens Kommune manipulerer med forholdene for de ansatte i ældreplejen

Læserbrev: Horsens Kommune kommer seriøst til at mangle varme hænder i ældreplejen. Derfor skal vi, ifølge sundhedscenterchef Lone Nygaard Boysen, sætte alle sejl til. Dog uden at gå til yderligheder og give vore ansatte i plejen den løn, de kunne forvente ved f.eks. også at arbejde i weekender. Vi skal alene konkurrere på trivsel, arbejdsmiljø og kvalitet forstås. Hvad vi i Maren Spliid Gruppen ikke forstår er, hvordan kommunen vil sikre god trivsel, godt arbejdsmiljø og kvalitet for vore ansatte uden at ændre deres forhold, men alene ved at lave en kampagne målrettet unge skoleelever! Målet er at vise sundhedsfagene frem og gøde de gode historier fra området. Til dette bruger man unge skoleelever. Nogle er ansat til at hygge med beboerne på plejecentre. Andre har været på besøg på et plejecenter, og en avisoverskrift beretter: ’Det var meget sjovere, end vi troede.’ Skoleeleverne skal så sprede de gode historier og sørge for en positiv markedsføring. Der ligger en udfordring i at være ung skoleelev, ansat på plejecenter og med en kommunal forventning om, at man spreder den gode historie, og så den tavshedspligt der er i forbindelse med omgang med borgere i vores system. Der er også et etisk dilemma i at fremstille virkeligheden alene fra én vinkel, nemlig sjovt og hyggeligt. Man bør forstå, at det ikke er vore ældre medborgere, der er noget galt med, når vi mangler varme hænder. Det er de forhold, vi som kommune vælger at give vore medarbejdere. Og jo, vi har forstået, at FOA er tilfredse med forholdene for deres medlemmer, selvom alt ikke er perfekt, og at formand m.v. ikke synes vi skal blande os i emnet. Sagen er, at Horsens Kommune har valgt at tage af plejepersonalets løn, presse dem på tid osv. for der skal jo spares et sted, hvis vi skal blære os andre steder. Og hvad pokker - de der varme hænder - det har jo altid været et kald, og de fleste ansatte er kvinder. Nu er vi på røven, så vi manipulerer kraftigt med virkeligheden og stikker nogle unge skoleelever et hyggeligt fritidsjob, og får dem til at sprede det glade budskab. Det er ikke alene manipulation, men også en form for misbrug. Kære politikere, sundhedscenterchef og FOA folk. I vil garanteret ikke lade Jer selv byde de forhold, vi som kommune her byder vore ansatte i plejen. Vær dog ordentlige!
Debat

Debat: Om at blande sig i debatten om integration og kultur

Jeg har ofte fornøjelsen af at tage i rundt i landet og holde foredrag. Jeg fortæller om min egen baggrund og om det arbejde, jeg har med etniske minoriteter. I sidste uge var jeg for eksempel i Vestjylland. Et af de spørgsmål jeg fik – og det er et spørgsmål jeg ofte får - var, hvordan det er er at være debattør med flygtningebaggrund og samtidig have stærke holdninger til flygtninge/indvandrerpolitik og en kritisk tilgang til æresbegreber i etniske miljøer? Jeg tror ikke altid, at jeg får svaret helt klart på spørgsmålet. Derfor vil jeg gerne forsøge på skrift. For, hvis jeg svarer lidt vagt, så skyldes det, at det faktisk har en pris at være politiker/debattør med mellemøstlig baggrund. Man skal være tykhudet for at blande sig i integrationsdebatten. Specielt hvis man gerne vil have en nuanceret tilgang til debatten. Det er ikke alle, der accepterer, at virkeligheden er i farver og nuancer. Der er én fløj – mange kalder dem for det yderste højre - som decideret har en angst for fremmede og problematiserer alt og alle med fremmed baggrund. De mennesker ser ”spøgelser”, de overfortolker og deres tilgang skaber kun splid i stedet for integration. I et nyligt eksempel postede en politiker et billede af en gruppe unge mænd med ikke-vestlig baggrund samlet ved et hus i sådan et typisk dansk parcelhuskvarter. Overskriften blev: ”Bandekonflikten breder sig til andre bydele”. Et faktatjek afslørede dog at, selvom billedet var rigtigt nok, så var der tale om et helt almindeligt polterabendselskab, som hentede den vordende brudgom i hjemmet. Ingen af de unge mænd på billedet havde nogensinde begået nogen form for kriminalitet. Jeg anfægter ikke, at der kan fortælles mange negative – men sande - historier om unge ikke-vestlige mænd. Men hvorfor så sprede usande historier? Den slags kan kun skyldes, at der er mennesker med angst for fremmede – og med et ønske om at sprede den frygt. Så er der en anden fløj som består af både etniske danskere og personer med udenlandsk herkomst. Jeg tror endda, der er flest etniske danskere i blandt. Den fløj mener, at alt er samfundets skyld. Det er ofte højt uddannede mennesker, som sagtens kunne integrere sig – ofte endda har gjort det – men som blot sætter en ære i at kritisere samfundet. Gode eksempler fra den debat så jeg, da vi diskuterede burkaer eller kønsopdelt svømning. I forbindelse med sidstnævnte læste jeg blandt andet følgende ”guldkorn”: "Langt de fleste sportssvømmehold er kønsopdelt i Danmark. Det er således helt normalt, at kvinder i Danmark går til kønsopdelt svømning. Vi skal vise dem respekt og give dem mulighed for at udfolde sig, som de selv ønsker det. Alt andet er i bedste fald ineffektivt, og i værste fald fører det til mere racisme" Det er jo absurd at sammenligne sportssvømmehold med den kønsopdeling af svømmehaller, som visse islamister ønsker. Og det er overhovedet ikke racistisk at påtale, at vi altså lever i et land, hvor det er et væsentligt princip, at kvinder og mænd er lige og derfor kan gå i svømmehallen sammen. Den tredje fløj er det, som jeg vil kalde ”baglandet” – det vil sige andre flygtninge/indvandrere, der – ligesom jeg og alle andre – egentlig blot vil prøve at skabe et godt liv for dem selv og deres børn. Den fløj er delt i dem, der faktisk er enige i mine holdninger, men som ikke tør stå frem. Fordi de oplever et stort socialt pres fra den gruppe, som ikke deler mine holdninger – som oplever integration som noget skræmmende og derfor ønsker at holde fast i gamle normer. Alle de tre grupperinger presser mig i forskellige sammenhænge. Nogle skriver negativt på sociale medier, andre sender deciderede trusler og nogle fravælger mig bare i mere private sammenhænge. Helt ærligt, så ville jeg da ønske, at der var mere opbakning blandt specielt danskere. Der burde være større vilje hos de tolerante danskere til at tage dialogen om, at visse medbragte traditioner er der ikke plads til i det danske samfund. Kvinders ligeberettigelse og frihed for eksempel. Hvorfor accepterer vi, at muslimske kvinder bliver holdt væk fra arbejdsmarkedet? Det er berøringsangst, og det er en bjørnetjeneste, som skaber polarisering, fordi den får flere danskere til at distance sig fra flygtninge og indvandrere og blive angste og få de her overdrevne forestillinger om, at den danske kultur er truet. Det er ikke "tolerance" at lukke øjnene for problemerne. Tolerance er at acceptere andre, men samtidig at turde opdrage dem til at følge de normer, der gælder i det danske samfund.
Læserbrev

Socialdemokratiet spiller russisk roulette med den danske vækst

Læserbrev: I Danmark vil vi åbenbart ikke længere belønne det at skabe vækst og arbejdspladser i landet. De ejerledede og familieejede virksomheder bliver nu under den røde regering straffet for at foretage et generationsskifte. Den socialdemokratiske regerings forslag vil lede til en tredobling af afgiften på generationsskifte i familieejede virksomheder. 300.000 arbejdspladser er på spil, da de vil blive påvirket af den enorme forhøjelse af afgiften. Regeringen vil altså straffe helt almindelige lønmodtagere, som er beskæftiget i de ramte virksomheder. Det er ikke kun virksomhederne selv, der råber vagt i gevær og undrer sig over Socialdemokratiets hovedløse beslutning. 3F, Dansk Metal og DI kæmper ligeledes med næb og kløer overfor Socialdemokratiets brandbeskatning. I Region Midtjylland er der en andel på 36 pct., som er ansat i en ejerledet eller familieejet virksomhed, bl.a. Bestseller i Brande. Brandbeskatningen rammer dog også især de små og mellemstore virksomheder, bl.a. håndværksfirmaer og landbrug. Der er tale om, at 12.000-14.000 landbrugsbedrifter, som svarer til halvdelen af alle bedrifter i Danmark, har brug for et ejerskifte inden for de næste 10 år. Det danske landbrug står derfor til at blive ramt særligt hårdt af Socialdemokratiets vanvittige skattestigninger, især hvis landbruget går videre til næste generation i familien. Det er simpelthen ikke acceptabelt, at virksomheder skal straffes for deres innovation, iværksætteri og økonomiske fremdrift, blot fordi der er tale om en familieejet virksomhed. Mette Frederiksen fører altså en politik, som vil gøre Danmark fattigere ved at beskatte virksomhederne hårdere. Hun bidrager derudover til, at der skabes et større skel i mellem land og by, da det er yderkommunerne, der vil blive ramt hårdest. Fagbevægelsen er dybt bekymret for brandbeskatningen og den følgende indvirkning på yderkommunerne, da tre ud af fire private arbejdspladser uden for de store byer er placeret i virksomheder, som enten er familieejede eller ejerledede. Sammenlignet med byerne er det to ud af fem af arbejdspladserne, der er placeret i familieejede eller ejerledede virksomheder. Den røde brandbeskatning vil altså bidrage til at skævvride Danmark og gøre vilkårene for de i forvejen pressede områder, i forhold til nye indbyggere og fastholdelse af arbejdspladser, dårligere. Socialdemokratiet spiller russisk roulette med den danske vækst og bidrager bestemt ikke til, at et ejerskifte bliver indenfor familien, så virksomheden stadig vil være på danske hænder. Hvis regeringen fortsætter sin nuværende politik, vil det koste Danmark dyrt, og vi risikerer at miste vækst, velstand og arbejdspladser.
Annonce
Læserbrev

Hvorfor er det, at Horsens Kommune ikke kan lave planlægning på højt niveau?

Læserbrev: I dag kl. 12.30 ankommer der en Horsens Kommune-bil, og der stiger en kommunal arbejder ud, som nu meget gerne vil levere grønne poser til mit madrestaffald. Jeg roser ham meget for hans arbejde, for det sker ikke så tit, at man oplever god service i Horsens Kommune. Super. Sikken service. Og dog. Sig mig engang? I morgen kommer bilen fra Horsens Kommune og henter det affald, så hvorfor i himlens navn kan de folk ikke have de poser med i bilen? Hvorfor er det, at Horsens Kommune ikke kan lave planlægning på højt niveau? Det er jo totalt op ad bakke, at der skal så mange ansatte i kommunen til at varetage så simpel en lille opgave. Det hedder beskæftigelsesterapi i min verden og total spild af borgernes penge. Glæder mig så meget til at høre, hvad Horsens Kommunes svar er til mig. P.S. Der har lige været en artikel i Horsens Posten om, hvor meget vi borgere sparer på de grønne poser: 18 ton plastik.
Læserbrev

Replik: Grøn udvikling = politisk ævlevævle (?)

Læserbrev: Vil S-formand i Odder Jesper Hjort ikke være så venlig lige at bevise, at en såkaldt "grøn" udvikling også er en bæredygtig udvikling?! Og med bevis mener jeg ikke velduftende politisk følelses-ævlevævle eller begrebsgentagelser i ét væk. Gentagelser er en yndet politisk metode, men har i reglen lige så begrænset substans som det, der kan ligge på en babys lilletånegl.
Læserbrev

I den nuværende indstilling skal ændringen finansieres af andre besparelser på de tre hospitaler - det er ikke i orden!

Læserbrev: I denne uge skal Region Midtjyllands hospitalsudvalg og udvalg for nære sundhedstilbud igen tage stilling til et forslag om at flytte neurorehabilitering fra Horsens og Randers til Aarhus. Som næstformand i udvalget for nære sundhedstilbud har jeg naturligvis fulgt sagen tæt, for netop spørgsmålet om nærhed og kvalitet i behandlingen betyder meget for Alternativet. Fagligt er der både fordele og ulemper ved at samle neurorehabiliteringen i Aarhus. En samling i Aarhus vil fjerne behovet for overflytning mellem hospitalerne, og det giver mulighed for større specialisering. Desuden vil der være fordele alene i placeringen tæt ved neurologien. Til gengæld kan placeringen længere væk fra patienternes hjem give mindre støtte fra patienternes pårørende. Der er næppe tvivl om, at fordelene trods alt overstiger ulemperne, og samlingen dermed vil være et kvalitetsmæssigt løft af neurorehabiliteringen. Der er til gengæld heller ikke tvivl om, at det giver en større udgift, end den nuværende løsning. Hvis vi skal lave ændringen, skal vi derfor være klar til at betale mere for det. I den nuværende indstilling skal ændringen finansieres af andre besparelser på de tre hospitaler. Det er ikke i orden! Alternativet kan derfor kun støtte forslaget om at flytte neurorehabiliteringen fra Horsens og Randers til Aarhus, hvis vi kan finde pengene til merudgiften, uden at de tre hospitaler skal lave kompenserende besparelser.
Læserbrev

Bevar genoptræning af hjerneskadede på sygehuset i Horsens

Læserbrev: Regionsrådet skal nu igen behandle et forslag om at lukke alle genoptræningssenge for hjerneskade på Horsens' sygehus og flytte dem til Aarhus. Så når horsensianere bliver indlagt til genoptræning efter operation af blodprop i hjernen, skal de fremover være indlagt i Aarhus. Sådanne patienter tåler ikke langvarige besøg. Det er i stedet vigtigt med hyppige korte besøg. Derfor er det vigtigt at være indlagt på hjemhospitalet i Horsens tæt på pårørende fremfor på AUH i Aarhus. Desuden forsvinder vigtig viden fra Horsens' sygehus, hvis alle genoptræningssenge centraliseres i Aarhus. Oprindeligt var der tale om en strukturbesparelse, der skulle spare regionen for én mio. kr. Men efter høringssvar og opfølgende spørgsmål fra Dansk Folkeparti blev det afsløret, at det årligt vil være 2,8 mio. kr. dyrere at have genoptræningssengene i Aarhus. Så der er tale om en rigtig Aarhus-historie, hvor skrivebordsgeneraler vil gennemføre en besparelse på én mio. kr., der i virkeligheden medfører ekstraudgifter for 2,8 mio. kr. Derfor har Dansk Folkeparti igen fremsendt et ændringsforslag om at droppe centraliseringen, og vi håber, at der nu er flertal for at bevare genoptræningen af hjerneskadede på det lokale sygehus, tæt på pårørende. I valgkampen var alle imod centraliseringer - nu er det tid at holde sine løfter.
Læserbrev

Socialdemokratiet vil gerne tilbage til samarbejde over midten, men...

Læserbrev: Socialdemokratiet ønsker naturligvis at være med til at præge udviklingen i Odder Kommune. Derfor er vi også næsten hvert år med i budgetforlig. Desværre ikke i år. Det, der skiller, er især grønthøstermetoden forklædt som "hverdagseffektiviseringer", manglende satsning på grøn og bæredygtig udvikling og detailstyring på fagområderne. Med detaljerede retningslinjer og puljer udstråler budgetforliget desværre mistillid til medarbejderne. Det er new public management og djøficering, når det er værst. Hverdagseffektiviseringerne, puljerne og flere eksempler på beslutninger, der ikke føres ud i livet, tegner et billede af en kommune, der er ved at gå i stå, med politikere, der ikke tager ansvar for udviklingsretningen og ikke tager ansvar for at rette økonomien op i tide. Ved sidste års budgetlægning blev det vedtaget, at der skulle udarbejdes et udviklingskatalog over mulige smarte investeringer/besparelser. Det er ikke udarbejdet. Ved anden behandling af budgettet argumenterede borgmesteren for, at der ikke er afsat nye penge til energibesparende foranstaltninger, fordi penge i sidste års budget ikke er brugt. Det er eksempler blandt flere på manglende tempo og vilje til at udføre byrådets beslutninger. Det hjælper ikke at give forvaltningen skylden, ansvaret ligger entydigt hos borgmesteren. Manglerne i forhold til grøn og bæredygtig udvikling har fået mindre opmærksomhed. Lone Jakobi trak forskellen op således: "Sølle 1,4 mio. kr. har I afsat til grøn og bæredygtig omstilling i Odder Kommune - over fire år! Men derfra så finder I ingenting. Som i absolut ingenting. Og I stopper endda det daglige arbejde med energirenoveringer, hvor vi har afsat 3 mio. kr. I har 1,4 mio. kr. over fire år i nye penge, hvor vi har afsat otte mio." Socialdemokratiet vil gerne tilbage til samarbejde over midten. Men det forudsætter, at borgmesteren leverer på byrådets beslutninger og herunder ikke mindst det omstillingskatalog, som også hans forligspartnere har bestilt. Der er brug for seriøs prioritering og handling, hvis vi skal rette op på både økonomi og kernevelfærd og samtidig bidrage til en grøn og bæredygtig udvikling.
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.