Annonce
Læserbrev

Vi mener, at der alt for ofte er sket favorisering af landbruget på bekostning af klima, drikkevand og naboer

Læserbrev: TV 2 og Greenpeace sætter nu fokus på livet som nabo til store svinefarme. I Skanderborg har naboer til store industri-svinebrug også mange gener fra lugt/ventilationsluft, støj og heftig trafik af store køretøjer. Nogle får helbredsproblemer uden kendt diagnose. Når de gør opmærksom på problemerne, får de ofte at vide, at sådan er det at bo på landet. Men mange af naboerne flyttede til, da livet på landet var et andet. Der var svin, og der var lugt, men ikke i en grad som nu. Der produceres i dag mere end 30 mio. svin i Danmark årligt. Det sker i stigende grad på kæmpe bedrifter, og generne for naboerne vokser i takt hermed. De får også at vide, at de bare kan flytte. Det vil nogen af dem også gerne, men deres bolig er faldet voldsomt i værdi eller er blevet usælgelig pga. gener fra svinefarme. Men bør de så ikke klage? Jo, og det gør de også. Men den tidligere regering forringede kommunernes muligheder for at lave lokale skøn i sager om miljøgodkendelse til udvidelser af svinebrug. Hvis landmanden overholder gældende regler, skal kommunen give godkendelse, også selvom det vil være voldsomt belastende for naboer og hele landsbyer. Alternativet og Enhedslisten i Skanderborg rejste forslag om, at byrådet overfor ministeriet skulle gøre opmærksom på de problemer, som den manglende kommunale indflydelse skaber. Forslaget blev vedtaget, og henvendelsen er sket. Alternativet Skanderborg har også haft kontakt med lederen af kommunens miljøafdeling. Han fortæller, at kommunen intet kan gøre, så længe lovgivningen er, som den er. Hvorfor har kommunen så tre gange givet miljøgodkendelse til udvidelse af et lokalt svinebrug, når godkendelserne siden blev tilbagevist af Miljøklagenævnet? Sættes landmandens ønsker over hensyn til f.eks. natur og naboer? Landbruget er dybt forgældet, og der er delte meninger om, hvor meget det bidrager til landets økonomi. Vi mener, at der alt for ofte er sket favorisering af landbruget på bekostning af klima, natur, biodiversitet, drikkevand, dyrevelfærd og naboer/lokalområder. Der bør ske en regulering af antallet af svin i Danmark og besætningernes størrelse. Omkostningerne ved en svineindustri af den nuværende størrelse er simpelthen for store. Vi håber, den nuværende regering vil tage problemerne seriøst og gøre det muligt for kommunerne at lave individuelle skøn. Vi håber, at Skanderborg Kommune forstår, at det ikke kun handler om at kunne sige ja til en persons drøm om at kunne udvide, men også om de omkostninger, det intensive svinebrug har.

Debat

Debat: Lad os følge Holland - Grønne obligationer kan finansiere grøn omstilling

Klima: Finansministeren var klar i mælet, da han mødte pressen efter de første forhandlinger om finansloven: ”Der er mange ønsker, men ikke lige så mange finansieringsforslag”. I Alternativet vil vi gerne hjælpe regeringen med at finde de mange grønne milliarder, som der desværre ikke blev plads til i regeringens første udspil. Vi har tidligere foreslået at finde pengene ved at øge beskatning af CO2 og forurening og ved at fremrykke pensionsbeskatningen. Nu foreslår vi så at finansiere den grønne omstilling ved at udstede grønne obligationer. Forslaget om grønne obligationer handler kort sagt om, at staten kan udstede statsobligationer – som øremærkes grønne initiativer – til en lav og sikker rente, hvilket gør dem særligt attraktive for private investorer. På den måde kan staten nemlig dirigere private midler over i gode grønne investeringsprojekter, for eksempel til grøn transport, klimasikring eller større infrastrukturprojekter, som ellers vil ende i alle mulige andre projekter. Investorerne kunne for eksempel være de danske pensionskasser, som netop har bebudet, at den vil øremærke 350 mia. kr. til grønne investeringer frem mod 2030 – og som flere gange har efterspurgt flere grønne investeringsmuligheder. Det smarte ved hele ideen er, at regeringen altså kan skaffe de nødvendige milliarder uden at hæve skatter og afgifter, men ved at lede private formuer over i bæredygtige initiativer. Er man i tvivl om potentialet, kan man bare kigge mod Holland. Her har den borgerlige regering netop indhentet 45 mia. kr. til grønne omstillingsprojekter ved at udstede grønne statsobligationer – og blandt investorerne var i øvrigt det danske pensionsselskab, PKA, som har udtalt, at man ikke vil tøve med at investere i et lignende tiltag i Danmark, hvis bare muligheden er der. I Alternativet vil vi gerne give de private pensionsselskaber den mulighed. Ikke mindst fordi eksemplet fra Holland vidner om, at investorerne nærmest står på spring for at investere i den grønne omstilling. Så værsartig, Nicolai Wammen: her har du et godt, konkret og realistisk forslag fra os i Alternativet til, hvordan de mange grønne ønsker skal finansieres.

Debat

Debat: Nordlige Syrien i brand. Derfor invaderer Erdogan kurderne

Naturligvis har den tyrkiske præsident Erdogan let gennemskuelige motiver til at angribe ind i Syrien: Med tre valgnederlag i træk, en vaklende økonomi og en tilslutning til hans parti (AKP) på under 30 procent er der ikke noget, der kan skabe hjemlig opbakning som en rask lille krig. Når præsident Trump så oven i købet trækker de amerikanske tropper tilbage fra den syrisk-tyrkiske grænse og overlader vore kurdiske allierede i kampen mod IS til deres egen skæbne, ja, så er vejen banet for en tyrkisk intervention. Det tyrkiske angreb burde ikke komme bag på nogen: Erdogan har ved flere lejligheder gennem de senere år bebudet angreb mod de kurdiske stillinger i det nordlige Syrien angiveligt for at sikre Tyrkiet mod terror. Efter tyrkisk opfattelse er den kurdiske YPG-milits i Syrien en terrororganisation og i virkeligheden en forlængelse af Kurdistans Arbejderparti, PKK i Tyrkiet, som kæmper for kurdisk selvstyre i det sydøstlige Tyrkiet. Formålet med angrebet er at skabe en 30 kilometer bred såkaldt sikkerhedszone, som skal løbe 120 kilometer langs grænsen til Syrien. For at imødegå den tyrkiske invasion har de kurdiske styrker i Syrien med Rusland som fødselshjælper indgået en aftale med regeringen i Damaskus. Aftalen indebærer, at kurderne i første omgang afgiver kontrollen over en række byer i det nordlige Syrien - på sigt måske hele det nordøstlige Syrien - til gengæld for at blive beskyttet af den syriske regering. Kurderne henviser til, at den syriske regering har en "forpligtigelse til at beskytte landets grænser og bevare Syriens suverænitet" og nu er klar til at stationere tropper langs den syrisk-tyrkiske grænse. Aftalen markerer et vendepunkt i den syriske konflikt, hvor USA hidtil har samarbejdet med kurderne for sammen at bekæmpe Islamisk Stat og begrænse Ruslands og Irans indflydelse; to lande der bakker op bag den syriske regering. Aftalen er kun indgået tøvende, og alene fordi kurderne er så hårdt presset af tyrkiske bombardementer fra artilleri og fra luften. Den er udtryk for kurdernes desperation, efter de er blevet prisgivet af amerikanerne. For første gang i flere år er de syriske tropper nu tilbage i det nordlige Syrien, og aftalen betyder formentlig en bitter de facto afslutning på det kurdiske selvstyre i den del af landet. Baggrunden for det tyrkiske angreb stikker dybt. Erdogan vil af al magt sætte en stopper for det selvstyre, de kurdiske syrere har haft fred til at indrette gennem tre år i de områder, der grænser op til Tyrkiet. Frygten er, at dette selvstyre i Tyrkiets baghave vil styrke det kurdiske mindretal i Tyrkiet og dets kamp for selvstændighed eller selvstyre. Derfor kan Tyrkiet ikke acceptere en kurdisk autonom enklave i de to syriske provinser Raqqah og Hasakaf. Det er udelukket. De aktuelle begivenheder foregår på det store bagtæppe af ”Sèvres-syndromet”, der refererer til den udbredte mistænkeliggørelse af såvel ydre som indre fjender, som kun ønsker at splitte den tyrkiske republik. Sèvres-traktaten fra 1920 lagde op til at hakke det, der var tilbage af det osmanniske rige i små stykker, så de europæiske stormagter kunne dele rovet. Men efter nogle spektakulære militære sejre og dygtigt diplomati lykkes det Mustafa Kemal (Atatürk) at få forhandlet en langt mere attraktiv fredsaftale i Lausanne i 1923. I denne traktat anerkendes Tyrkiets nuværende grænser. Men Sèvres-syndromet, angsten for en opsplitning af Tyrkiet – for eksempel på grund af den kurdiske befolkningsgruppe - er den dag i dag et nationalt traume. I 1923 stod det klart, at Tyrkiet var en anerkendt stat, og at omverdenen respekterede det tyrkiske territorium. Derimod var det mere uklart, hvad den tyrkiske nation egentlig var for en størrelse. Opbygningen af en nation blev Ataürks store projekt, dvs. skabelsen af et forestillet fællesskab – en myte – om tyrken, der kunne danne grundlag for en nationsopfattelse, som passede til det territorium, der var blevet givet den nye enhed i international politik, staten Tyrkiet. Der var tale om et topstyret eliteprojekt, som kan sammenfattes i det slogan, der stadig kan læses på tyrkiske militærkaserner: "En stat, et folk, et sprog, et land, et flag”. Det er her, kurderne kommer i klemme. Kurderne blev ved overgangen til republikken i 1923 ikke betragtet som en minoritet, men som en del af det muslimske flertal. De nye magthavere med Atatürk i spidsen forfulgte en nationaliseringspolitik, som var inkluderende: Enhver muslim, der boede inden for Republikkens grænser og som accepterede dens grundlæggende principper, blev antaget som tyrkisk statsborger. Der måtte være en udelelig sammenhæng mellem territorium, stat og nationen. Selv om befolkningen grundlæggende bestod af mange etniske og kulturelle grupper, herunder den kurdiske, var der et desperat behov for at skabe en fælles identitet. Enhver ytring om at tilhøre noget andet end den tyrkiske nation blev anset som en afvisning af den tyrkiske enhedskultur og dermed landsforræderi. Atatürk tilbød ikke en løsning til de, der som kurderne ikke var rede til at opgive den identitet, der tidligere havde været væsentligst i deres selvforståelse. Atatürk lagde dermed grunden til den kamp for kurdernes rettigheder, der siden har redet Tyrkiet som en mare. En lang række opstande i det kurdiske område i den sydøstlige del af Tyrkiet i 1920’erne og 1930’erne bidrog til at styrke frygten. Republikkens ledere holdt sig ikke tilbage fra at svare igen med de mest hårdhændede metoder: henrettelser, ødelæggelser af kurdiske landsbyer og tvungen massedeportation til det vestlige Anatolien. Bl.a. blev mange flyttet til den konservative provins Konya i det inderste Anatolien, hvilket er en vigtig grund til, at der i Danmark i dag er et stort antal kurdere blandt tilflytterne fra Tyrkiet – mange danskere af tyrkisk afstamning stammer netop fra denne provins. Efter de kurdiske oprør i 1930’erne faldt modstanden mod staten til ro i nogle årtier. Men grundlæggende forblev den tyrkiske stat dybt skeptisk over for enhver etnisk bevidsthed som konkurrent til nationsprojektet. I 1960-1970’erne fik grupper af yngre intellektuelle fra middelklassen vækket den kurdiske nationalisme. De slog på, at der eksisterede et undertrykt kurdisk folk og myndighederne svarede hårdt igen. Reelt i 1973, formelt i 1978, opstår PKK omkring Abdullah Öcalan. Der var tale om et kurdisk, stærkt venstreorienteret parti, der blev grundlagt på ideen om, at der nødvendigvis måtte føres væbnet kamp for at komme af med de eksisterende strukturer. Ikke blot den tyrkiske regering, men også USA og EU, fra 2002, stemplede PKK som en terrororganisation. De følgende års borgerkrig førte til 35.000 dræbte, flest kurdere. Mere end 3000 landsbyer i det sydøstlige Tyrkiet blev jævnet med jorden og henved 2 mio. kurdere blev drevet på flugt. I 2000’erne vedtog Tyrkiet flere reformpakker i lyset af perspektivet om EU-medlemskab. Selv om reformerne ikke altid blev ført ud i livet, var de med til at lette forholdene for den kurdiske befolkningsgruppe. Den tyrkiske elite indså, at man ikke kom uden om det kurdiske spørgsmål, hvis Tyrkiet skulle gøre sig realistiske forhåbninger om EU-medlemskab. EU-processen så ud til at blive den afgørende variabel, der kunne forandre ligningen i forhold til det kurdiske spørgsmål. Perspektivet om medlemskab satte gang i en forandring af de principper om den tyrkiske enhedsstat, som har været gældende i snart 100 år. Der var tale om dramatiske indgreb i hele den måde, hvorpå tyrkerne definerer sig selv – med en mere åben og moderne fortolkning af begrebet ”tyrker”, der kan rumme landets reelle etniske og religiøse forskelligheder. I slutningen af 2012 lancerede præsident Erdogan en fredsproces, som dog kun fik en kortvarig levetid. Motiverne var da også åbenlyse: Erdogan ønskede at gennemføre en forfatningsændring, der kunne skabe et stærkt præsidentielt styre og havde i den forbindelse brug for nogle stemmer i Parlamentet i Ankara, som det kurdiske parti BDP kunne levere, hvis fredsprocessen kom i gang. Samtidig med at EU-perspektivet fortoner sig, har kampen for kurdernes rettigheder i de senere år været præget af tilbageslag; et skridt frem og to tilbage. I lyset af præsident Erdogans stigende vanskeligheder på den nationale og internationale scene har kurderne været en bekvem syndebuk.

Annonce
Debat

Debat: Udskiftning til elbil er ikke løsning på grøn handling

Miljø: Jeg bliver træt, når lønnede politikere har så indskrænket et syn på grøn handling, som f.eks. Mai Villadsen (MV) og Henning Hyllested (HH) fra Enhedslisten 13/10 i avisen Danmark giver udtryk for, ved at udråbe statsstøtte til el- bilen, som den hurtige hjælp til klimaet. MV og HH’s ønske om ekspresfart på udskiftning af benzin- og dieselbiler til elbiler må være det, som kaldes symbolpolitik, for det har intet med miljøpolitik at gøre. Miljøpolitik må være at anskue og beregne ’livscyklus’ for produktets eller handlingens klimapåvirkning – herunder CO2 aftryk. Elbilen er ikke løsningen på klimaudfordringen, i bedste fald er den en lille del af løsningen – og derfor skal den ikke favoriseres med statsstøtte eller speciel lempelige afgifter. Politisk bør udvikling af alternativer til transportsektorens drivmidler støttes. Det vil dermed inkludere el som drivmiddel, men også udvikling af brint, metanol, etanol, naturgas, biogas m.m. som mulige drivmidler. En støtte, der favoriserer et enkelt drivmiddel vil bremse forskning i andre drivmidler, for ikke at tale om forskning i håndtering af ’affald’ fra anvendelsen af disse drivmidler, herunder brugte batterier. Hvis man i stedet for at give økonomisk støtte, omlagde energiafgiften, så man beskattede det, vi ville reducere – nemlig CO2. Beskatningen skulle ikke kun være på drivmidlets udledning fra f.eks bilen, men også på produktionen af drivmidlet. At anvende el giver ikke mening, hvis det er produceret på træflis eller kul. Forskning og evt. støtte bør i stedet rettes mod lagring af el fra vind og sol, så vi sikrer anvendelse af grøn strøm, frem for at standse vindmøllerne, når der er overproduktion. Når vi nu er ved den grønne energi, så bør den energi, der produceres også beskattes/støttes efter det CO2 aftryk vindmøller og solceller afsætter, når de produceres og opstilles. Vi ser i dag en favorisering af vindmøller, der i en ’livscyklus’ – fra produktion over opstilling og drift til skrotning - er langt mere CO2 belastende end f.eks. solceller. Skal der for alvor snakkes ’grøn handling’, skal blikket også rettes mod genbrug – og endelig ikke ved at vore lønnede politikkere skal afgøre, hvordan der skal genbruges. De bør i stedet sikre, at al produktion beskattes/afgiftsbelægges efter det enkelte produkts CO2 aftryk i en ’livscyklus’. Det vil sætte skub i anvendelse af genbrugsmaterialer og produktion af produkter med lang levetid og høj grad af genanvendelighed efter skrotning. Omkring 70 procent af den råolie, der pumpes op af undergrunden, anvendes til produktion af plastik, der ender som kolossale plastikøer i verdenshavene, eller eksporteres som ’genbrug’ til fattige dele af verden, hvor det bl.a. afbrændes som energikilde i den produktion, vi også har eksporteret for at nå vore ’klima-mål’ for Danmark. Vi skal derfor ikke skifte benzin og diesel iler ud til elbiler i ekspresfart, men i stedet beholde de biler, der er produceret i drift så længe som muligt, for det er produktionen af bilen, der har det store CO2 aftryk. Meget af den ovenfor nævnte produktion ligger ikke i Danmark, så mange tiltag vil blive begrænset eller umuliggjort af EU-regler, men så kæmp kampen der. Det giver også mere mening at fokusere på Europas klima end at se isoleret på Danmarks klima. Sæt nu embedsværket i gang med at producere beregninger af livscyklus på jeres forslag, og giv os og jer selv et reelt billede af jeres miljøtiltag.

Debat

Debat: Efter nej fra Sundhedsstyrelsen - Rystesyge lades i stikken

Behandling: I maj sendte Sundhedsstyrelsen en patient til Madrid for at modtage ultralydsbehandling for essentiel tremor. Behandlingen lykkedes perfekt, og patienten blev fri for sine ufrivillige rystelser. Efterfølgende har der været stor pressedækning i Danmark, og tusindvis af patienter med denne invaliderende lidelse har fattet håb om, at behandlingen kan komme til Danmark. For nylig har Sundhedsstyrelsen meldt ud, at de ikke skønner, der er patienter nok i Danmark til at indføre denne behandling. Som repræsentant for danske patienter med lidelsen essentiel tremor er vi fuldstændig uforstående overfor denne udmelding, når vi kan dokumentere i hundredvis af egnede patienter til behandlingen. Selv hospitaler og læger i Danmark ønsker at indføre behandlingen og nævner samtidig, at patientgrundlaget er til stede. Sundhedsstyrelsen påtænker nu at sende nogle patienter af sted til udlandet og dermed evaluere behandlingen. Dette selvom Sundhedsstyrelsen anerkender ultralydsbehandlingen som værende sikker og effektiv. Det er forbundet med store omkostninger at sende patienter til udlandet, mens økonomien og det praktiske allerede er på plads fra hospitalsside i Danmark. Et ophold af flere ugers varighed i udlandet er ikke ønskværdigt for vore medlemmer, når behandlingen nemt kan etableres i Danmark. Flere af vore medlemmer er oppe i årene, hvorfor rejser til ukendte steder i flere uger og uden pårørende ikke er en mulighed. De af vore medlemmer med rystesyge og egnede for ultralydsbehandling har i dag nået et stadie, hvor deres medicin ikke har effekt, eller hvor bivirkningerne af medicinen overstiger effekten af medicinen. Det skal nævnes, at der ikke findes medicin målrettet essentiel tremor, men alene præparater udviklet til andre sygdomme. Danmark har altid været et foregangsland med specialiseret behandling og patienten i fokus. Dette gælder dog ikke for de omkring 50.000 mennesker der lider af essentiel tremor i Danmark. I Danmark diagnosticeres op mod 1000 nye patienter om året med rystesyge. Samtlige patienter med lidelsen lades nu i stikken – børn, unge, ældre. Især en stor gruppe af vores erhvervsaktive medlemmer kan imødese en usikker fremtid, hvor deres eksistens og levebrød er truet pga. manglende behandlingstilbud. Eneste kendte alternativ, når medicin ikke virker, er en såkaldt åben hjerneoperation – DBS/Deep Brain Stimulation – hvor kraniet åbnes, og der indsættes elektroder i hjernevævet. Denne operation er skræmmende for mange af vore medlemmer og samtidig er der en aldersgrænse på 65 år. Der tilbydes ganske få DBS operationer om året, hvorfor vi ser ultralydsbehandlingen som et oplagt supplement. Bl.a. fordi der ikke skal bores i kraniet, eller implantater indopereres i hjernen. Med dette indlæg vil vi gerne gøre opmærksom på Sundhedsstyrelsens nedslående melding og samtidig gøre opmærksom på de initiativer vi som patientgruppe har iværksat. Vi har brug for opbakning fra de mange patienter, der sidder derude i landet og ikke kender til denne problematik og muligheden for skånsom behandling med ultralyd. Vores Facebook gruppe for Essentiel Tremor er altid åben for nye medlemmer, ligesom vi holder flere åbne arrangementer omkring oplysning, udveksling af mestringsteknikker og netværk. Der findes ligeledes en større underskriftindsamling på nettet. Sluttelig kan denne ultralydsbehandling anvendes til Parkinsons patienter med tremors eller rystelser med stor effekt. Kan vi som samfund være bekendt at ignorere så stor en del af befolkningen med en så invaliderende en lidelse, at folk ufrivilligt isolerer sig, ikke kan vælge drømmeuddannelse eller må forlade deres arbejde på grund af ufrivillige rystelser?

Annonce
Debat

Debat: Den grønne omstilling begynder med dit første skridt

Hvad skal vi spise? Hvor skal vi hen på ferie? Hvornår er det tid at udskifte mobilen? Skal jeg cykle til arbejde og børnene i skole, eller kræver vejret en bil? Vigtige spørgsmål i de fleste familier, og svarene findes ofte i en løbende forhandling mellem forskellige behov og holdninger. Eller vi gør, som vi plejer. Ureflekteret – fordi det umiddelbart er det letteste, og fordi meget af det, vi gør i vores liv, er vaner, og de er ikke sådan at lave om på. Samtidig er der en stigende opmærksomhed på, at vores daglige handlinger og valg sætter spor på planeten og i vores fælles CO2regnskab. Det begynder at gå op for os, at det faktisk har betydning, om vi vælger bil eller cykel, kød eller grønt, Grækenland eller Grenå. Mange af os har et oprigtigt ønske om ikke bare at tænke på klima og miljø, men også gøre noget konkret i dagligdagen. Men hvad er de kloge handlinger? Nytter det hvis det kun er mig og ikke naboen? Og hvorfor skal Danmark løbe foran, når Polen er fodslæbende, og USA melder sig ud? Legitime overvejelser, som skal med i ligningen, men som også kan blive til gode eller dårlige undskyldninger for, hvorfor det ikke lige er mig, der skal gøre noget. Meget handler om de vaner og mønstre, vi er vokset op med, og som hænger fast. For det kræver helt bestemt vilje og en aktiv indsats at skabe nye vaner – ikke mindst hvis man skal have en hel familie til at skifte spor. Så er det nemmere at lade være. Allerførst: Det nytter! Vores hverdag er fyldt med små mikrohandlinger, som i sig selv måske ikke gør den store forskel for verdens tilstand. Men hvis man begynder at lave tilstrækkelige mange små handlinger i den samme retning, gør de en forskel. For en selv – fordi man skaber en bedre balance mellem holdninger og handlinger, og det giver en god mavefornemmelse. For ens familie, venner og kollegaer, som kan lade sig inspirere, og ikke mindst for ens egne og andres børn, der efterligner og lærer af det, vi voksne gør. Måske er din nabo ikke med nu, men det kommer han, for lige nu går det stærkt. Der er en bølge i gang, og hvorfor ikke surfe på den? Det sidste år har vist, at det virker, når mennesker i milliontal verden over går på gaden, og når danskere, unge som gamle, bruger deres demokratiske stemme og ret til at demonstrere. Det flytter de politiske målsætninger. På samme måde kan vi skabe forandringer ved hver dag have fokus på at lette vores klima- og miljømæssig aftryk på planeten. Og hvis bæredygtighed er for stort en mundfuld i hverdagen, så del den op i 53 små mikrohandlinger. Små skridt og ændringer du kan sætte i gang i hver af årets uger og langsomt gøre til dine nye vaner og rutiner. Det ligger lige for at indføre en kødfri dag og beslutte at cykle til arbejde eller vælge offentlig transport. Måske ikke hver dag, men nogle gange. Bonus er, at cyklister er både gladere og sundere end bilister ligesom nedsat kødforbrug forlænger livet. Men lige så vigtigt er det at købe mindre af alt det, vi fylder vores hjem og liv med: tøj, elektronik, køkkengrej, møbler osv., da det udgør en stor del af vores CO2 belastning. Ting kan repareres og få forlænget levetid og kan man ikke selv, så er der måske hjælp at hente hos naboen. Vi kan også blive bedre til at deles om værktøj, haveredskaber og de køkkenmaskiner, vi kun bruger sjældent. At dele, bytte, låne og hjælpes ad styrker samtidig de sociale fællesskaber. I det hele taget er der mange ekstragevinster i at leve et mere bæredygtigt liv. Når vi først får gang i de nye vaner, så opdager vi, at det ikke handler om tab og afsavn, men meget mere om at mærke, hvad der giver glæde og mening i livet. At det kan give os tid og overskud til nærvær og samvær, når vi slipper forestillingen om, at lykken ligger i mængden af ting, vi ejer. Langt vigtigere er antallet og kvaliteten af livgivende relationer. Og de købes ikke for penge Du kunne jo begynde med at udfordre familiens julevaner. Hvis du tør! Lone Belling udgiver i begyndelsen af november ”Din bæredygtige kalender” (Muusmann Forlag) med superkort information om inspiration til konkrete mikrohandlinger i hver af årets uger.

Debat

Debat: 90-års fødselsdagen og de tyske paradokser

Min far, som døde for 13 år siden, ville være fyldt 90 år i denne uge. Livet igennem brød han sig hverken om tysk eller tyskere. Han huskede jo besættelsestiden. Alligevel blev tysk mit hovedfag. Fordi min mor var tysklærer? Næppe. Fordi det tyske sprog er vidunderligt? Egentlig ikke. Fordi erhvervslivet har hårdt brug for tyskkyndige? Slet ikke. Jeg har aldrig fået en henvendelse fra et firma, der handler med Tyskland. Man vil nok ikke have humanisten, der ved en ting eller to om tysk kultur. Man foretrækker ingeniøren, der også taler tysk. Mit valg af tysk som hovedfag har - paradoksalt nok – noget at gøre med min fars skepsis mod Tyskland og tyskere. Når han påstod, at det ikke var tilfældigt, at nazismen blomstrede i Tyskland, pirkede det til min hang til at være Rasmus Modsat. Kunne det nu også passe? Jeg protesterede og sagde ham imod. Det var ikke ualmindeligt dengang. I dag, hvor forældre og børn bare er gode venner med hinanden – og Greta Thunberg, lyder det måske underligt: Jeg begyndte – som en slags oprør mod min fars forestillinger og fordomme – at studere tysk. Jeg ville forstå den tyske sjæl! I virkeligheden var min far anti-tysk på en meget tysk måde. Han havde et had-kærlighedsforhold til Wagner. Han beundrede den tyske ingeniørkunst, men kørte alligevel i svenske biler. Først som pensionist købte han en tysk bil, en VW Polo med automatgear. Han elskede den. Min far ville nok undre sig over dagens danskeres paradoksale forhold til tysk og Tyskland: Aldrig har Tyskland været så populært. Berlin bugner med danskere på efterårsferie. Men de taler ikke længere sproget. Tillykke med fødselsdagen, far!

Annonce
Læserbrev

Alt i alt er det et budgetforslag, der sætter fokus på børnene

Læserbrev: Løft af velfærdsområderne i Horsens Kommune er en af de vigtigste prioriteringer for Socialdemokratiet i Horsens Kommune. Det er derfor dejligt, at et bredt flertal i Horsens Kommune med budgetforslag 2020 er enige om at sikre grundlaget for vores velfærd, hvor vi både afsætter midler til de flere børn i kommunen, men også øger tildeling til vores dagtilbud med seks mio. kr., så vi i løbet af en fire-årig periode kan få hævet normeringerne. De flere medarbejdere vil medvirke til at give vores børn omsorg og skabe nære relationer til børnene. Dette er helt afgørende for deres trivsel og udvikling. For at kunne leve op til forældres ønsker til dagtilbud har vi også afsat anlægsmidler til udbygningsplaner ved det nye Campus, Bygholm Bakker, Torsted og Hatting. Endvidere operetter vi flere pladser i Sønderbro Børnehus, så vi skaber et større rekrutteringsgrundlag til Horsens Byskole, afdeling Lindvigsvej. Derudover afsættes en mio. kr. til at rumme og skærme de børn, som har særlige behov i vores dagtilbud. På skoleområdet er der tilført fem mio. kr. i 2020. Derudover ser vi frem til, at vi får vurderet, om de nationale tests har den ønskede effekt - og om det er den rigtige måde, vi har tilrettelagt skoledagens længde på. Begge dele naturligvis med afsæt i viden og forskning på området. Men samtidig er det vigtigt at anerkende, at vores folkeskoler også i år ligger over landsgennemsnittet på afgangskaraktererne. Faktisk har skolerne de sidste syv år formået at hæve afgangskaraktererne fra 6,1 til 7,1. Det er meget imponerende. Alt i alt er det et budgetforslag, der sætter fokus på børnene; bedre rammer og mere tid.

Læserbrev

Skydning af rådyr på kirkegård: Det er da godt, at de samme regler ikke gælder for os mennesker

Læserbrev: Da jeg så indslaget i går (8. oktober, red.) om, at de på Østre Kirkegård vil have skudt tre rådyr, fordi de spiser blomster på kirkegården og ødelægger barken på træerne, så tænkte jeg, at det måtte da være løgn. Jeg kan godt forstå, at man som pårørende bliver ked af, at de blomster, man har sat, bliver ødelagt, men så rækker min forståelse heller ikke længere. Rådyrene gør jo kun det, der er helt naturligt for dem, og de ved jo ikke, at de ikke må være på kirkegården. Skovfogeden rundt omkring i skovene kan altså godt finde ud af at sætte hegn omkring deres træer, så dyrene ikke beskadiger dem - så kan man vel også på en kirkegård. Man kan da ikke vælge at skyde dyrene, fordi de ikke ved, at det er "forkert" det, de gør. Sådan er naturen altså nu engang - rådyr spiser grønt. Når jeg så tænker på, hvordan vi mennesker sviner i naturen til skade for dyrene, er det totalt uetisk at skyde rådyrene. Det er da godt, at de samme regler ikke gælder for os mennesker, at vi skulle skydes, hver gang vi gjorde noget, som generede andre, og som vi ikke vidste var "forkert".

Debat

Debat: Godt at Mette Frederiksen har øje for den kritiske situation på medicinske afdelinger

I det udmærkede radioprogram ”Slotsholmen”, der sendes på Danmarks Radios P1 og handler om politik, kunne man forleden høre et langt og interessant interview med statsminister Mette Frederiksen. Særlig interessant ud fra et sundhedsperspektiv var den del af interviewet, som handlede om sygehusenes medicinske afdelinger. For statsminister Mette Frederiksen har helt ret, når hun peger på, at de medicinske afdelinger er pressede. ”Den ældre medicinske patient, der kommer ind på en afdeling på sygehuset oplever, at medarbejderne løber stærkt, og at de løber for stærkt. Det kan vi godt gøre bedre,” slog statsministeren fast, da hun blev interviewet om sin åbningstale af Folketinget. Det er godt, at hun har fokus på problematikken. Det er der også behov for – ikke mindst med tanke på den befolkningsudvikling, vi allerede har taget hul på, og som vil præge samfund, sundhedsvæsen og ikke mindst de medicinske afdelinger i mange år frem. Det er nemlig sådan, at der år for år i de kommende årtier er udsigt til flere ældre og flere patienter med behov for mere behandling og pleje. Alene frem til 2025 kommer der 33 procent flere borgere i aldersgruppen 80-89 år. Det er naturligvis glædeligt, at flere lever længere, men vores sundhedsvæsen har i dag slet ikke de nødvendige ressourcer til at kunne behandle de mange flere borgere, særligt ældre, som får brug for lægehjælp. Og lige præcis den ældre del af befolkningsgruppen har ganske ofte brug for behandling på netop de medicinske afdelinger. Så når der i dag er medicinske afdelinger i hver eneste af landets fem regioner, der er ramt af overbelægning, er det nok for intet at regne i forhold til, hvad fremtiden bringer for de mange ældre medicinske patienter. Sandsynligheden taler for, at det vil gå fra slemt til værre, hvad overbelægningen angår. ”Det kan vi godt gøre bedre”, som statsministeren slog fast, og jeg er meget enig. Vi skal kunne byde ældre medborgere bedre end overbelagte afdelinger med pressede sygeplejersker og læger. Desværre er det sådan, at medicinske afdelinger med pres og overbelægning langtfra er en enlig svale. Sundhedsvæsenet er generelt presset af en stor opgavemængde og ressourcer, der slet ikke slår til. Psykiatrien er nødlidende efter mange års politisk underprioritering, og mange steder i sundhedsvæsenet mangler der speciallæger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Derfor er der behov for et langsigtet løft af vores sundhedsvæsen. Vi anbefaler på baggrund af en tilbundsgående analyse af sundhedsvæsenets økonomi fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd at investere to procent ekstra i sundhedsvæsenets økonomi hvert år frem til 2025. I rene tal svarer det til cirka tre milliarder kroner mere næste år, mens det skal stige til godt fire milliarder kroner i 2025. Det er - sammen med mere prioritering - faktisk, hvad der skal til, hvis ikke patienterne skal opleve et gradvist ringere sundhedsvæsen. Sat på spidsen er regeringens forslag om, at pengene skal følge med, når der kommer flere ældre, jo kun en garanti for, at overbelægningen ikke bliver meget værre. Dertil kommer, at vi dag for dag og år for år ser nye og bedre behandlinger, som kan forbedre liv for ikke mindst ældre. Den sundhedsgevinst vil vi jo gerne give vores ældre, men det kan vi kun, hvis der er et økonomisk løft, som er udover demografien. Det håber jeg, at statsminister Mette Frederiksen vil tænke ind i arbejdet med at gøre sundhedsvæsenet bedre for patienterne og for os, der arbejder i det.

Læserbrev

Socialdemokratiets forslag er et angreb på fri- og privatskolerne og et angreb på forældrenes ret til selv at vælge

Læserbrev: I det netop fremlagte finanslovsforslag vil Socialdemokratiet sænke statens tilskud til de frie skoler og privatskolerne ved at nedsætte koblingsprocenten fra 76 til 71 pct. Sagt på dansk betyder det, at hver gang staten betaler 100 kr. til folkeskolen, så skal den i fremtiden kun betale 71 kr. til en fri- eller privatskole - i hvert fald hvis det står til socialdemokraterne. Den nedskæring betyder, at hver enkelt friskole skal spare ca. 3000 kr. pr. elev. Det vil helt konkret betyde, at Hulvej Privatskole skal spare mere end 1,8 mio. kr. om året, mens Tønning-Træden Friskole skal spare en halv mio. kr. om året. Socialdemokratiets forslag er et angreb på fri- og privatskolerne og et angreb på forældrenes ret til selv at vælge. Forslaget kan få konsekvenser i form af højere forældrebetaling, fyringer af lærere eller lukninger af flere skoler. Som et plaster på såret har Socialdemokratiet afsat en pulje på 75 mio. kr. til skoler, der ligger i yderområderne eller har en høj andel af socialt udsatte børn. Hvilke skoler, der kan få del i den pulje, vil socialdemokraterne dog ikke frem med. Det hænger formegentlig sammen med, at puljen på 75 mio. kr. ikke rækker langt, når der er 552 frie skoler. I Venstre værner vi om fri- og privatskolerne. Vi værner om forældrenes frie valg og den enkeltes ret til selv at vælge. Det handler om mere end kroner og ører. Det handler om børns hverdag og skoleliv. Derfor kommer jeg til at kæmpe for at beholde koblingsprocenten på 76 pct.

Læserbrev

Farvel til dagplejen. Tak for en dejlig tid!

Læserbrev: Det er altid vemodigt, når noget godt ender. For min familie er det vemodigt at skulle sige farvel til Odder Kommunes dagpleje. Efter at vores familie er kommet der i snart otte, år skal min yngste datter af tre videre til børnehaven. I disse tider, hvor mange benytter sig af sociale medier til at får afløb for frustrationer, vrede og galde, mener jeg, at det der vigtigt også at huske at få sagt tak til dem, som fortjener det, og vise sin påskønnelse over for dem, som har gjort det godt. Derfor vil jeg gerne sige tak til Odder Kommunes dagpleje og alle dens dygtige og engagerede medarbejdere. Tak, fordi I har givet mine tre døtre en stabil og tryg hverdag i deres første år i offentlige institutioner. Tak, fordi de fik en rolig og omsorgsfuld ramme i dagplejen. Med oftest fire børn og én voksen har vi altid oplevet, at der var tid og ro til at tage sig af det enkelte barn - og også tage hensyn til, hvis et barn havde en dårlig dag. Tak, fordi mine døtre er blevet udfordret motorisk, kreativt og socialt. De har haft mange dejlige oplevelser i naturen og været i Den Økologiske Have, samlet affald eller plukket brombær. De har tegnet, malet og kreeret og haft mange spændende produkter med hjem. Og de har leget og lært, hvordan de skal begå sig sammen med andre børn. Tak, fordi de alle tre fik lov at komme hos den samme dagpleje og ikke mindst hendes dejlige familie, som de alle har fået et nært forhold til. Tak til ledelsen, fordi I inden for de seneste år har oprettet heldagslegestuen. Mine piger har her lært endnu flere børn og voksne at kende og dermed fået udvidet deres horisont, så de senere har været helt klar til børnehaven. Tak til alle de søde og engagerede gæstedagplejer - som langt de fleste gange har været kendte af både os forældre og vores piger. Vi har altid følt os velkomne i nye hjem, hvor den ”nye dagplejer” har været nysgerrig og interesseret i vores barn. Og også tak til de søde og empatiske voksne i Gæsteriet, hvor vi altid blev budt velkommen med åbne arme. Et dejligt kapitel er ved at være slut for vores familie. Vi vil alle fem til enhver tid anbefale Odder Kommunes dagpleje til andre børnefamilier. Vi håber, at Odder Kommune husker at værdsætte deres engagerede og dygtige medarbejdere, når der skal lægges budget.

Læserbrev

Budgetforlig 2020: Herlige Husodde har vokseværk

Læserbrev: I den politiske aftale for 2020 har Socialdemokratiet, igen, budt ind med at prioritere byens grønne områder. Herunder Husodde, Langelinje og Boller Nederskov. Husodde Strand giver de mange besøgende en unik badeoplevelse. I 2020 påbegyndes således opsætningen af en helårsbro, der giver adgang til vandet, hele kalenderåret rundt. Arealet med sand skal udvides mod øst, dermed udbygges området for ophold og solbadning. Badebroen ønskes også udbygget, således robåde og kajakker kan lægge til. Forligspartierne er enige om at afsætte yderligere to millioner kroner til området og projektet. Øget tilgængelighed for handicappede ved de grønne områder har også været vigtigt for Socialdemokratiet. Ved Langelinje pågår der en god dialog med Handicaprådet. Rådet har således peget på netop Langelinje som et velegnet sted for handicappede at bade. Rampe og adgang til anlægget er derfor indarbejdet i planerne for området. I forbindelse med Husodde vil der også pågå en god og tæt dialog med Handicaprådet, så vi også der sikrer en god og lettilgængelig adgang til vandet for alle. Endelig sættes der gang i arbejdet med at etablere en bade- og opholdsbro ved Boller Nederskov. Med de seneste års indsats og et fremadrettet fokus på byens grønne områder har vi i Horsens Kommune en virkelig flot vifte af muligheder for at mødes i det grønne. Der er gode faciliteter til badning og ophold langs Horsens Fjord: Husodde, Langelinje, Havnen, hvor nyt havnebassin etableres og i Sydbyen, ved Boller Nederskov. Det samler, begejstrer og aktiverer. Der skal lyde en stor tak til forligspartierne.

Læserbrev

Radikalt forslag kan skabe sult og forværre klimaet

Læserbrev: De Radikale foreslår nu at udtage en tredjedel af dansk landbrugsjord og i stedet skabe vild natur på de pågældende områder. Man tager sig til hovedet. Ikke bare med tanke på landbruget og landmændene - men på hele klodens vegne. Dét kan partiet simpelthen ikke være bekendt! FN har i adskillige år advaret om udfordringer med fødevare-forsyningen i en verden, der vokser befolkningsmæssigt. Man taler om, at lande med god landbrugsjord har en forpligtigelse til at fortsætte med at dyrke afgrøder i stor stil. Danmark er begunstiget af, at en stor del af arealet er særdeles velegnet til fødevareproduktion. I en verden med stigende mangel på landbrugsjord, blandt andet på grund af klimaforandringer, vil det være tudetosset at stække dansk landbrugsproduktion. Vi har derimod et moralsk ansvar for at værne om denne livsvigtige ressource og gøre, hvad vi kan, for at øge udbytterne og dyrke jorden så intensivt som muligt. I øvrigt er der ingen CO2-besparelse eller klimaforbedring forbundet med det radikale forslag. Klimaeffekter opnås kun ved udtagning af organiske lavbundsjorde, hvor vi maksimalt har 100.000 hektar her i Danmark. Landbruget er såmænd en del af løsningen, ikke problemet, når det gælder klimaudfordringerne - ikke mindst fordi velgødede marker rent faktisk optager en masse CO2. Hvis de radikale politikere ellers vil mætte verdens befolkning samt gavne klimaet, er det nyeste udspil en ommer!

Læserbrev

Skal friskolerne kun være for overklassens børn, Mette Frederiksen?

Læserbrev: Forleden fremlagde Socialdemokratiet sit forslag til finansloven 2020. Et af elementerne i deres udspil er blandt andet, at de vil skære i støtten til de frie grundskoler med cirka 300 millioner kroner i et åbenlyst forsøg på at svække det frie skolevalg og tvinge flere børn over i landets folkeskoler. Det kommer med den sociale slagside, at de familier, der ikke har så mange penge mellem hænderne, ikke længere ville kunne sende deres børn på en friskole. Det privilegie frit at kunne vælge en friskole til, der bedre imødekommer forældrene og børnenes behov, vil i fremtiden være forbeholdt overklassens børn, hvis det står til Socialdemokratiet. Besparelsen er intet andet end et ideologisk korstog mod de frie grundskoler for at tvinge børn over i folkeskolen for at vende den flugt, der har været fra folkeskolen til friskolerne over en årrække. Men årsagen til, at folk flytter deres børn over i fri- og privatskolerne, er jo for manges vedkommende et resultat af den folkeskolereform, som Socialdemokratiet som bekendt selv stod i spidsen for i sin tid. Socialdemokratiet vil i stedet for at løfte og styrke folkeskolen hellere trække alle alternativerne ned og svække de frie skoler. Men skolepolitik er ikke nulsumspolitik. Folkeskolen bliver ikke stærkere af, at man tærer på fri- og privatskolerne. Man risikerer bare at skade børnene og særligt de børn, som folkeskolen i sin nuværende tilstand ikke kan imødekomme. Måske man i stedet skulle kigge på nogle af de ting, der gør friskolerne til en succes og implementere dem i folkeskolen, så den kan konkurrere med friskolerne på, hvad man kan tilbyde forældre og børn. Derudover er der mange mindre lokalsamfund rundt i landet, hvor den lokale folkeskole har drejet nøglen om, og det eneste, der holder lokalsamfundet oppe, er en privat- eller friskole. Det ville mildest talt være katastrofalt for dem, hvis deres eneste lokale skolemulighed også går nedenom og hjem, fordi Socialdemokratiet ikke vil anerkende det ansvar, de frie grundskoler bærer. Så kære Socialdemokratiet og Mette Frederiksen, lad være med at undergrave det frie skolevalg, så det kun er de rigeste og mest privilegerede, der har råd til at sende deres børn på en fri grundskole.

Annonce
Læserbrev

Skanderborg snydes: Vi bør gøre oprør mod den kommunale udligning

Læserbrev: Forleden kunne vi læse i flere aviser, at Skanderborg Kommune har meget lav ledighed - tredje laveste ledighed i hele landet og lavest i alle kommuner udenfor hovedstadsområdet. Og det er helt korrekt. Det er alt sammen rigtig godt! Og det efterlader det indtryk, at Skanderborg er en meget privilegeret kommune, hvor også indkomster er høje og de sociale udgifter lave. Og det er sådan set også helt korrekt. Men det system, der er indført her i landet - med udligning kommunerne imellem - medfører, at Skanderborg Kommune ender med at blive særdeles underprivilegeret. Byrådet har netop førstebehandlet forslag til budget for 2020–2023. På trods af berettigede forventninger hos borgerne til god velfærd og service vil byrådet være nødt til at gennemføre nye besparelser på de borgernære velfærdsområder. Hvordan disse forhandlinger ender, kan jeg ikke sige noget om endnu. Men fakta er, at Skanderborg fremstår som en rig kommune med veluddannede borgere, der også er i arbejde. Hvordan kan det så være, at Skanderborg skal spare igen? Velvidende, at vi bruger færre penge på stort set alle velfærdsområder end landsgennemsnittet, fordi vi ikke har råd til mere? Og på trods af, at borgerne i kommunen betaler en meget høj skat. Hvad er der galt? Forklaringen er, at Skanderborg afleverer 60 pct. af alle opkrævede skattekroner til den kommunale udligning. Med det resultat, at borgerne finansierer velfærd i andre kommuner på et niveau, der i flere tilfælde langt overstiger det niveau, vi har i Skanderborg. Og de selvsamme kommuner kan nøjes med en skatteprocent, der er lavere end i Skanderborg. Det er fuldstændig uacceptabelt. Og det burde medføre et oprør! Jeg er oprørt over det. Det kan ikke forsvares. Nu har Folketinget i årevis snakket om at lave en udligningsreform. Det er endnu ikke blevet til noget. Der er kommuner, der i dag modtager penge, de ikke burde være berettigede til. Det er meget stærkt påkrævet, at der sker noget nu! Der er klare systemfejl i udligningssystemet. Det er faktisk veldokumenteret. Hvem kan forstå, at Skanderborg har en meget lav ledighed, en høj skatteprocent og borgere med høje indtægter og alligevel skal spare mange penge på de borgernære velfærdsområder? Jeg har gennemskuet, hvorfor det er sådan, men jeg kan ikke begribe, at de ansvarlige (regering og folketing) ikke får gjort noget ved det.

Læserbrev

Messerschmidt-retorik. Tidens vej er ensrettet

Den 30. september luftede forhenværende MELD- og FELD-klubmester i EU-parlamentet Morten Messerschmidt en imponerende retorik her i bladet i anledning af mediernes dækning af Brexit. Netop retorik, der ville være en minister i samråd værdig, men just derfor inderligt overflødig. Briterne har selv bragt sig i klemme og ligger, som de har redt. Den tid, da briterne traf væsentlige beslutninger til global gavn, ligger desværre meget langt tilbage, faktisk før klubmester Messerschmidts fødsel, og tidens vej er nu en gang ensrettet - fremefter. Jeg skal lade være usagt, om briterne, hvis de træder ud af EU, regner med at kunne skrue tiden tilbage til før 2. verdenskrig, men mon de dog ikke må nøjes med at mindes fortidens storhed, når de ved årets sidste promenadekoncert i The Royal Albert Hall afsynger ”Rule, Britannia”? Det er lige så tom retorik som skoleskulkersken Greta Thunbergs omhyggeligt iscenesatte klimahysteri og -dobbeltmoral at kølhale medierne som Brexit-afledningsmanøvre. Men skal mediedækningen endelig stå for skud, hører premierminister Boris Johnsons egen årelange løgnekampagne i Daily Telegraph om EU naturligvis med! Men det var måske ikke lige dét, Morten Messerschmidt ville med sin omsorgsfulde retorik …(?)

Læserbrev

Finansskat. Radikale vil fjerne den danske selvbestemmelse

Læserbrev: Dansk Folkeparti finder det dybt bekymrende at de Radikale tidligere på året valgte at gå ud offentligt og støtte ideen om en finansskat på 0,1 pct. på finansielle investortransaktioner. Noget som de Radikale tidligere har afvist kategorisk. I Dansk Folkeparti mener vi, at det vil skade de internationale tilgange til finansielle investeringer i Danmark og øge kundernes bekymring i forhold til finansielle afgifter og gebyrer. Danmark vil simpelthen blive et mindre attraktivt investeringsland for udenlandske aktører. Ligeledes vil det indenlandske investeringsflow lide skade! En udvikling som utvivlsomt vil have ubehagelige konsekvenser for den danske konkurrenceevne på de internationale markeder og ikke mindst på jobskabelsen - og fastholdelsen af eksisterende arbejdspladser her i landet. Vi har ligeledes klart den bekymring, at en sådan ny aktie- og transaktionsskat reelt overvæltes på bankernes kunder og ikke mindst alle de danske pensionsopsparer. Så vi bidrager ikke med stemmer til en så uklog ændring blot fordi Radikale Venstre er åbenlyst forelsket i en EU-bankunion. For det er jo det sagen drejer sig om, nemlig at de Radikale ønsker at fjerne den danske selvbestemmelse på finans- og pengepolitik og reelt parkere indflydelsen og magten i EU.

Leder For abonnenter

Finanslov: Fri os for forudsigelige taktiske forhandlinger

Kritikken hagler ned over regeringen fra dens egne støttepartier. "Løftebrud", "grotesk" og "maskefald". Både SF og De Radikale rasler med de retoriske sabler og tordner imod det udspil til finansloven for 2020, som finansminister Nicolai Wammen præsenterede onsdag. I S-regeringens første finanslov er der meget overraskende ikke afsat penge til at afskaffe uddannelsesloftet. Dette på trods af afskaffelsen af uddannelsesloftet var en del af det forståelsespapir, der blev udarbejdet af Socialdemokratiet og dets støttepartier. Uddannelsesloftet betyder, at studerende, der allerede har gennemført én videregående uddannelse med nogle få undtagelser ikke kan blive optaget på en ny uddannelse på samme eller lavere niveau. Loftet - som blev vedtaget af VLAK-regeringen i 2016 med støtte fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet - er blevet voldsom kritiseret for at presse på den præstationskultur, som flere og flere unge bukker under for. Statsminister Mette Frederiksen har ved flere lejligheder indrømmet, at det var en fejl, at Socialdemokratiet var en del af forliget og lovet, at uddannelsesloftet vil blive afskaffet under en S-ledet regering. Det haster det så tilsyneladende mindre med at leve op til. Eller gør det?