Annonce
Læserbrev

Ny badesø: Godt nyt for landdistrikterne

Læserbrev: På forsiden af Horsens Folkeblad tirsdag 3. december var der en dejlig nyhed for den nordvestlige del af Horsens Kommune, men også for vi andre, der bor i landsbyerne og på landet (om en ny badesø, red.). Det viser, at det er andet end ord, når der meldes ud politisk, at byrådet vil udvikle landdistrikterne. Det giver fortsat lyst til at arbejde for at gøre andre områder attraktive at bo i.
Læserbrev

Bare lige en advarsel: Kroppen kan få et chok, og man kan besvime og derved drukne!

Læserbrev: Tillykke med den nye, smukke badesø i Voervadsbro. Jeg håber, at man har tænkt sig om vedrørende stillestående vand. Den nye sø er, hvad man i gamle dage kaldte en mergelgrav, hvilket vil sige, at der ikke er noget bevægelse i vandet. Dette bevirker, at selv om vandtemperaturen er 14-16 grader i overfladen, er den nede på 2-4 grader et par meter nede, og det er livsfarligt. Kroppen kan få et chok, og man kan besvime og derved drukne! Der skal skabes noget kunstig bevægelse! Vi har en lignende sø i Årslev, og her er der druknet et par stykker, sandsynligvis af denne grund. Bare lige en advarsel. Held og lykke med søen.

Mest læste

Seneste nyt

Annonce
Læserbrev

Også som kommunalpolitiker med ansvar for børne- og uddannelsesområdet er finansloven en rigtig god nyhed

Læserbrev: Så faldt finansloven for næste år på plads, og det er svært som SF'er ikke at være begejstret. Markante løft til velfærden, en tiltrængt opstramning af indsatsen mod social dumping og økonomiske muskler til den grønne omstilling. Men også som kommunalpolitiker med ansvar for børne- og uddannelsesområdet er finansloven en rigtig god nyhed. Her finder vi nemlig nogle af de mest markante og mest tiltrængte løft af velfærden. I årevis har vi haft et hårdt økonomisk pres på børneområdet. Og op til folketingsvalget så vi da også forældrene gå på gaden med et krav om minimumsnormeringer. I årets kommunale budgetaftale afsatte vi syv mio. kr. om året i 2020 og overslagsårene for at begynde rejsen mod at imødekomme ønsket om minimumsnormeringer. Med finansloven får vi nu både et lovgrundlag og en økonomisk håndsrækning, der gør det muligt at imødekomme kravet endnu hurtigere. Faktisk fordobler finansloven det beløb, kommunen kan bruge på at komme i hus med en minimumsnormering på maksimalt tre børn per voksen i vuggestuerne og seks børn per voksen i børnehaverne, som anbefalet af bl.a. BUPL. Det betyder, at vi måske dobbelt så hurtigt som beregnet i Horsens Kommune kan være i en situation, hvor daginstitutionerne har mulighed for minimumsnormeringer. Under forudsætning af, at vi selvfølgelig også kan finde pædagogisk personale til de nye stillinger. Selvfølgelig ville det være dejligt at kunne operere med minimumsnormeringer med det samme. Og vi har i alt for mange år bevæget os i den forkerte retning, men nu har vi muligheden for at vende skuden på en måde, der er realistisk, og hvor finansieringen også er på plads. Og så skal der selvfølgelig presses på for, at udmøntningen af finansloven bliver rimelig og sikrer, at de bedre normeringer også kan mærkes ude i de enkelte daginstitutioners og børns hverdag. Uden pres fra de faglige organisationer og forældrebevægelsen var vi aldrig kommet så langt, så jeg synes virkelig, at de skal klappe sig selv på skulderen i disse dage, og så selvfølgelig fortsætte presset på os politikere. Det har vi brug for. Folkeskolen får også et tiltrængt løft med den nye finanslov, og det er rigtig vigtigt i en hverdag, hvor vi generelt må sige, at færre lærere underviser flere børn og i kølvandet på folkeskolereformen og hele inklusionsdagsordenen skal løse mange flere og nye opgaver. Om løftet er helt stort nok på folkeskoleområdet, er jeg meget i tvivl om, men igen er skuden vendt, og så må vi håbe, at det fornuftige flertal bag årets finanslovsaftale i de kommende år kan følge op med yderligere løft af velfærden.
Læserbrev

Det er børnenes finanslov

Læserbrev: Så landede finansloven og med den en aftale om, at der mindst skal være én voksen til tre børn i vuggestuen og én voksen til seks børn i børnehaven. Det er således lykkedes at sikre et historisk løft af børneområdet, så vi nu får lovbundne minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver. Det skal give børnene mere tryghed, nærvær og omsorg. Aftalen betyder ikke bare, at årtiers nedskæringer på området stoppes, men også at minimumsnormeringer skrives ind i en lov. Loven skal sikre, at de penge vi sætter af, bruges på mere pædagogisk personale, og så skal den udgøre både et værn mod nye besparelser på børneområdet og en bund under normeringerne. Styrkelsen af børneområdet kan mærkes allerede fra næste år, hvor omkring en tredjedel af pengene kommer ud at arbejde. I alt 500 mio. kr. skal løfte hverdagen for børn, forældre og ansatte - stigende til 1,6 mia. kr. i det år, kommunerne skal være i mål. En stor tak til forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen, BUPL, FOA og alle de børn og forældre, der har stået sammen med os i kampen for minimumsnormeringer. Uden jer var vi aldrig nået i mål med børnenes finanslov. Aftalen er et første skridt, men et så vigtigt for børnene.

Seneste leder

Annonce
Annonce
Læserbrev

Borgerforslag: Nej til gensidig forsørgerpligt

Læserbrev: Alternativet mener, at alle regler om gensidig forsørgerpligt skal fjernes. Man skal som syg ikke tvinges til enten at leve alene eller i ydmygelse ved at være økonomisk afhængig af sin partner. Vi synes, det er glædeligt at se endnu et borgerforslag få over 50.000 underskrifter og vil gerne sige tak til dem, der har stillet det, og til alle dem, der har skrevet under på et så vigtigt forslag. Onsdag kommer forslaget til 1. behandling i Folketinget. Reglen om gensidig forsørgerpligt er fra 1926 og forældet. Den skulle beskytte den hjemmegående hustru og børnene mod, at manden brugte sin løn uden for husstanden. Jeg forstår faktisk ikke, at der findes gensidig forsørgerpligt i et samfund, som økonomisk i 2019 er baseret på, at to eller flere mennesker i en husholdning har to indkomster. Et samfund, hvor vi lever selvstændige liv og har hvert vores cpr-nummer, og hvor vi har ret til selvstændigt at kunne råde over hvert vores liv. Jeg mener ikke, det kan være rigtigt, at vi i vores såkaldte rige samfund straffer handicappede, syge og ældre mennesker økonomisk, fordi de har fundet kærligheden og ønsker at dele deres hverdag med et andet menneske eller en familie. Ikke nok med at disse mennesker ofte socialt og mentalt føler sig som en stor byrde over for deres raske partner, børn mm., fordi de er varigt syge. De skal også føle sig som en klods om benet på deres partner, fordi de nu er en økonomisk byrde og ikke kan bidrage til familiens fælles underhold, og fordi de skal gå tiggergang for at kunne dække deres egne udgifter til f.eks. medicin og behandlinger. Hvordan kan et demokratisk land, som bryster sig af at være en velfærdsstat og have et sikkerhedsnet for alle syge og svage, stadig lade denne utidssvarende lov bestå? Der er ikke nogen økonomisk beregning på, hvad det koster at afskaffe gensidig forsørgerpligt. Jeg vil dog her argumentere for, at der er meget at spare - økonomisk og menneskeligt. Man kan forestille sig, at det ville hjælpe på den store boligmangel, når flere mennesker vælger at bo sammen. Udbetaling Danmark skal ikke bruge ressourcer på at lave beregninger flere gange årligt for at få modregninger for ægtefælles/samboendes indkomst til at gå op. Kommuner skal ikke indhente lønsedler og beregne, hvad en ægtefælle kan få i kontant- og uddannelseshjælp, integrationsydelse og pension. Ensomheden vil falde. Mange ældre er ensomme, hvilket koster samfundet ca. otte mia. kr. hvert eneste år. Flere ældre kan blive længere i eget hjem. I dag tør ældre ikke risikere at blive betragtet som samboende ved at have en ven, de deler oplevelser, mad eller rejser med grundet forsørgerpligten. Man behøver nemlig ikke fysisk at bo sammen for at være omfattet af den gensidige forsørgerpligt. Vi håber inderligt, at alle partierne vil støtte forslaget.
Læserbrev

Kanalhuset: Hvorfor søge om lov, når man alligevel får tilgivelse?

Læserbrev: Odder Kommunes ubetinget største fredning dækker et stort område ved Sondrup, Aakær og Uldrup Bakker. Den er fra 1977, og den er ret restriktiv. Hovedformålet er at bevare de fredede områders tilstand, men som noget specielt er der også skrappe regler for byggeri og bygninger i fredningen. En ændring af en bygnings ydre må for eksempel ikke iværksættes "før tegninger, udvisende placering og udseende er godkendt af Fredningsnævnet", som der står i fredningsbestemmelserne. Det respekterer folk i området generelt, så de søger pænt Fredningsnævnet om tilladelse til både store og små bygningsændringer. En gang imellem siger nævnet nej, en lodsejer fik for eksempel nej til at sætte solceller op på sin carport. I år foretog Aakær Gods en større ændring af Kanalhuset, der ligger i fredningen tæt ved Horsens Fjord. Små, sprossede vinduer blev udskiftet med palævinduer, der går fra gulv til loft, og dermed ændrede hele husets fremtoning sig. Kanalhuset indgår som en del af de 40 kulturmiljøer, kommunen har registreret, og om ændringen skriver en specialkonsulent fra Slots- og Kulturstyrelsen, at den "i betydelig grad svækker bygningens kulturhistoriske, arkitektoniske og miljømæssige værdi". Aakær Gods havde ikke søgt Fredningsnævnet om godkendelse, og det forstår vi egentlig godt. For onsdag den 20. november besigtigede Fredningsnævnet huset, og efter en kort votering bekendtgjorde det tre mand store nævn på stedet, at de hermed gav godset en "lovliggørende dispensation" til ændringerne af bygningen. Så hvorfor have besvær med at søge om lov? Endnu en gang har det vist sig meget nemmere at få tilgivelse end tilladelse.
Annonce
Læserbrev

Privat vandboring: Tilladelse vil være stærkt problematisk

Læserbrev: Nord for Skanderborg by ligger et område med særlige drikkevandsinteresser og beskyttet natur. Desværre har det også udviklet sig til et industriområde for husdyrproduktion. I Skanderborg behandles sager om miljøgodkendelser af embedsfolk. F.eks. i sager om udvidelser af husdyrbrug skal de samme embedsfolk varetage alles interesse, både landmandens, naturens, drikkevandsforbrugernes og naboernes. Da man i kommunen har erhvervsvenlighed som 1. prioritet, har det resulteret i, at man for ensidigt har sagt ja til udvidelser af f.eks. svine-industri. Det har givet en enorm stor husdyrtæthed i området, som kun ser ud til at vokse, med mindre der sadles om. Det er noget, vi i Alternativet Skanderborg gerne vil have fokus på. Vi mener, at beslutninger, der i høj grad kan påvirke naturen, drikkevandet og trivslen for naboer, bør behandles politisk. Aktuelt har vi lavet et høringssvar til følgende sag: En svinefabrikant, der gerne vil udvide sin produktion, har ansøgt om at få tilladelse til at pumpe 40.000 kubikmeter vand op fra en privat boring til sine svin. Det vil være stærkt problematisk, hvis denne tilladelse gives. Ved private boringer er der en langt mindre beskyttelseszone i forhold til sprøjtning af markerne. Jo større mængder vand der skal pumpes op, jo større risiko for, at der suges gift fra jorden med ned i boringen. Det vil kunne havne i vores fælles grundvand. Så vidt vi er orienterede, stilles der ikke krav om pesticidkontrol ved private boringer og heller ikke til dokumentation for mængden af forbrugt vand. Der betales heller ikke afgift til grundvandsbeskyttelse, hvilket vi finder urimeligt. Svinebruget ligger i et område med særlige drikkevandsinteresser, grundvandsdannende opland, nitratfølsomme områder og med dræn til Mossø, som er et Natura 2000-område. Derfor ønsker vi en politisk stillingtagen til sagen. Det er kun ret og rimeligt over for borgerne, at politikerne bekender kulør i forhold til miljø, drikkevand og nabohensyn. Vi ønsker, at der bliver sagt nej til den nye boring. I stedet bør der stilles krav om, at der sker en tilslutning til den stikledning til et alment vandværk, der kommer i området.
Læserbrev

Højere ydelser: S gør Danmark til en mere attraktiv asyldestination

Læserbrev: I sidste uge kunne landets aviser meddele noget, som i virkeligheden ikke burde komme som et chok for nogen. Aviserne kunne nemlig meddele, at der nu er videnskabelig evidens for, at niveauet af ydelser i et pågældende land er afgørende for hvor mange flygtninge, der rejser til netop det land. Derfor er det i den grad hovedrystende, når den socialdemokratiske regering går den helt forkerte vej og hæver ydelserne til flygtninge i Danmark. For uden tvivl vil Danmark blive en mere attraktiv destination at søge asyl i med regeringens store lempelse på flygtningeområdet. Til forskel vidste den nu tidligere VLAK-regering godt, at niveauet af ydelser havde indflydelse på hvor mange, der søger hertil. Derfor indførte VLAK-regeringen i 2015 den lavere integrationsydelse, hvilket (med andre tiltag) medførte et fald i, hvor attraktiv Danmark fremstod som asyldestination. Havde Danmark i alle årene siden 2015 ligget som nummer fem over mest attraktive lande i EU, havde vi modtaget 53.300 flere asylansøgere. Det er rigtig mange mennesker. Udover den øgede tilstrømning af flygtninge, som højere ydelser medfører, vil de højere ydelser skabe et mindre incitament for flygtninge til at komme ud på arbejdsmarkedet. At være en del af det arbejdende fællesskab og lære noget af det danske arbejdsmarked er rigtig givende for flygtninge. Arbejdsmarkedet er et område, der førhen har været meget fokus på, og hvor den tidligere VLAK-regering kunne præsentere historisk høje beskæftigelsestal for flygtninge, der har været i Danmark i tre år. Disse gode takter tvivler jeg på vil fortsætte.

Seneste plus

Annonce
Annonce
Læserbrev

Replik om dommedagsprofetier: Hvad med et bevis?

Læserbrev: Kunne Amalie Collatz i Barrit, medlem af DSU, ikke overtales til lige at fremlægge bevis for, at de politisk korrekte påstande i hendes meget lange (i avisen 30. november) nu også er korrekte i forhold til den naturvidenskab, som klimaet er udslag af? Det er ligesom lidt småt at slå om sig med dommedagsprofetier, hvis deres indhold ligner rent retorisk lamperøg. Det håndværk kan man overlade astrologer og spåkællinger, men Amalie Collatz synes ej heller opmærksom på, at der nu engang er forskel på sandsigeri og naturvidenskab. Altså venligst: beviser på bordet, og hvis det ikke lader sig gøre, hvordan så med lidt omtanke, før næste verbale flodbølge sættes i gang? ”Ingen er så uvederhæftige som ophavsmænd til indiskutable sandheder”, som en af aforistikeren, overlæge dr. med. Jens Bangs oneliners lyder...
Læserbrev

Lad os se mere på klimapotentialet i skovene

Læserbrev: Naturens tilstand får organisationer og professionelle til at råbe vagt i gevær for tiden. Undersøgelser viser entydigt, at det ikke blot er dødt ved fra træer, der kan gøre en forskel for vores arter og natur. Det er diversiteten og forskelligartet natur. Den Danske Naturfond, som er staten og Aage V. Jensen-fonden (Villum Fonden er også medstifter, red.), er et godt eksempel på, at vi bevæger os i den rigtige retning. Jordejere bliver tilbudt økonomisk kompensation, hvis de ville omlægge til jord uden plov. Det vil sige en vild natur, hvor græsning af dyr er tilladt. Ordningen var så populær, at midler, der var afsat, var for få. Næste ansøgningsrunde bør føre til en endnu større pulje og måske endnu flere interessenter end staten og Aage V. Jensen-fonden. I Sverige har brancheorganisationen Skogindustrierna dokumenteret i en ny rapport, at den svenske skovindustri har en positiv effekt på det globale klima. Det betyder, at skovindustrien mindsker klimabelastningen med lige så meget, som den svenske udledning på 100 mio. ton CO2 om året. Næsten halvdelen af klimagevinsten opstår, efter træerne er fældet og bliver til tømmer, fiberbaserede produkter og biomasse, som anvendes i stedet for beton, plastik og olie. Derfor lad os i kommende år se mere på klimapotentialet i skovene her til lands og sørge for, jordejere bliver kompenseret, så de ser en fordel i at overdrage deres allerkæreste til vores fælles stærke fællesskab og samtidigt løse klimaudfordringerne i årene, der kommer.
Læserbrev

Klima. Økonomien er åbenbart ligegyldig

Læserbrev: I sagen omkring Klimakommune Plus har mine kolleger i byrådet vedtaget at sætte et projekt i gang, som de overhovedet ikke aner, hvad vil komme til at koste. Jeg er rystet over, at politikere på den måde spiller hasard, med vi borgeres skattekroner – vel at mærke skattekroner, som vi jo i Odder ikke er ved at drukne i. Det her handler ikke om, hvorvidt vi skal være Klimakommune Plus eller ej – jeg er ikke imod, at vi skal have stort fokus på miljøet i kommunen, og det er rent faktisk årsagen til, at jeg i sin tid gik ind i lokalpolitik. Men det er et angreb på, at vi som politikere skal handle forsvarligt, når vi har ansvaret for borgernes penge. Og det synes jeg ikke mine kolleger har gjort i denne sag. Inden beslutningen blev truffet fik vi udleveret et oplæg fra forvaltningen, som ikke gav svar på, hvad dette projekt ville koste kommunen – der var kun lavet et løst overslag, som i mine øjne er langt fra virkeligheden, hvis vi sammenligner med tilsvarende sager. Overslaget lød på 220.000 kr., men mine beregninger viser i stedet en udgift på omkring 1,5 millioner kroner - i øvrigt en beregning ingen har anfægtet i byrådet. Vi politikere skal hele tiden prioritere sagerne, og i denne sag, er min holdning, at jeg hellere vil bruge 1,5 millioner på flere lærere, eller pædagoger til specialklasserne, end at smide dem efter dyre rådgivere og pampere, uden garanti for, at vi får en mere miljøvenlig kommune. Noget af det værste i denne sag er - at Dansk Naturfredningsforening - som alene afgør, om vi skal være klimakommune Plus – ikke på flere områder kan definere, hvad der skal til og dermed igen - helt økonomisk ud i hampen ikke at kende sine omkostninger ved en sådan beslutning.. Men jo typisk ” SIG KLIMA ” og alle siger JAAAA - det gør jeg også - men lad os dog gøre det lidt mere intelligent og ikke med lukkede øjne.
Debat

Debat: Advent – en tid med lys i mørket

I dag er det første søndag i advent. Dagen rører hvert år ved et særligt blødt sted i mig. Det var min mor, der lærte mig at holde af adventstiden. Jeg kan se hende for mig, når hun hængte den grønne adventskrans med de røde bånd og hvide lys op i hjørnet af stuen. Selvom hun ellers ofte nok havde sit at slås med, nynnede hun og der blev en særlig forventningsfuld lethed omkring hende. Forventningen fik næring om søndagen i kirken, hvor min far var kirkesanger. Også i kirken hang den grønne krans på sin traditionsrige plads i korbuen. Det bedste af det hele var, når vi åbnede døren til gudstjenesten og det nye kirkeår med at synge: ”Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid! Julenat, da vor Herre blev fød, da tændte sig lyset i mørkets skød. Velkommen, nytår, og velkommen her!” Med denne adventssalme over alle adventssalmer er jo også det vigtigste sagt: Advent betyder ’komme’ eller ’festlig ankomst’. Dén, hvis ankomst vi venter på i adventstiden, er altså Vorherre Jesus selv, hvis fødsel i Betlehem vi fejrer, når det bliver jul. De fire ugers adventstid er altså forventningstid og forberedelsestid. For til en stor højtid og fest hører selvsagt forberedelser. Fester bliver ikke til ud af den blå luft. Vi må bygge op til dem eller tælle ned til dem. Som vi gør det hver dag i december med kalenderlyset eller søndag efter søndag med adventskransen. Det var først i 1900-tallet, at adventstiden fik den store traditionsbærende betydning, som den har fået i dag med hele det store udtræk af julekalendere, julefrokoster, julekoncerter, lyskæder, kalenderlys og adventskrans. Især de levende lys er blevet en uundværlig del af adventstiden. I løbet af 1900-tallet mistede stearinlysene deres praktiske betydning i hverdagen. Lysenes symbolske betydning derimod voksede støt som stemningsskaber og markør af højtid og fest og måske også en måde at udtrykke en længsel på efter varme og nærvær? Om noget blev glæden ved lysene afgørende for, at adventskransen med dens fire lys kom til som ny tradition. Personer med tyske rødder bragte kransen med sig til Sønderjylland og siden blev den almindelig i hele Danmark i 1930’erne og 1940’erne. Adventskransens udbredelse viste sig da også ved, at det første julemærke efter anden verdenskrig havde adventskransen som motiv. Oprindeligt var kransens bånd violette, da lilla er adventstidens farve i kirken, men i besættelsestiden vandt de nationale farver naturligt nok frem. I dag er temaet ’adventskrans’ helt åben for fri, personlig fortolkning. De fire lys står dog urokkeligt fast, om end de kan fortolkes på forskellige måder: Et lys for hver af de fire adventssøndage. Men også måske et lys for hver af Guds store handlinger: I skabelsen af verden samt i julen, påsken og pinsen. Eller måske et lys for hver fase af vores liv som mennesker: Barndom, ungdom, voksenliv, alderdom – hvor alle livsfaser er bundet sammen i evighedens stedsegrønne krans. Ung som gammel går vi i hvert fald nu ind i adventstiden. ”Hvis så bare december ikke var så hypet, så overdrevet i alle sine forventninger om alt muligt vi skal nå!” sagde min 18-årige gymnasieelev herhjemme forleden. ”Man kan næsten blive småstresset på forhånd”, sagde han med træt stemme. Da jeg spurgte lidt ind til, hvad der så for ham at se var værd at samle på, når vi taler advent og jul, sagde han prompte: ”God mad. Og at vi helt konkret prioriterer hinanden. At vi lægger mobilen til side og ser hinanden i øjnene: Spiller et spil eller fletter julehjerter.” Så i dag, når vi tænder det første lys i adventskransen herhjemme, er det dét, vi vil prøve at lægge os i selen for at prioritere. Det kræver mildt sagt fokus og mange bevidste valg her i dagens Danmark at få alt det ligegyldige sorteret fra og det væsentlige samlet op på vejen frem mod jul. Når vi ikke desto mindre dropper at leve op til nogen af alle de opskruede krav, mærker vi samtidig, at det er dét, der er sjælelige vitaminer i. Siddende dér i adventslysenes skær kan vores længsel efter varme og nærvær blive opfyldt. Hvis vi får ro på og går off-line, ser og mærker vi heller ikke bare os selv, men også hinanden på en anden måde. ”December er den måned, som man gruer allermest for, når man er ulykkelig”, skrev én. Advent er derfor også tiden, hvor vi med fordel kan kikke os lidt omkring for at fornemme, om der er én, der er ulykkelig. Om der er én, der skulle ske at have brug for et lille stykke af mig og min tid i den glade og grusomme december? Digteren Sten Kaaløs enkle ord er værd at tage med på vejen: ”Gå i mørket med lyset. Gå i visheden om ikke at gå alene. Gå med lyset – kom!”
Læserbrev

Skøjtebanen er kommunalt sponsoreret støj

Læserbrev: Fredag 22. november åbnede skøjtebanen ved rådhuset. Ved åbningen kl. 16.00 blev der spillet høj musik, som langt oversteg de regler/vejledninger, der er for udendørs arrangementer. Op til 300 meter fra skøjtebanen var der generende støj i privatboliger i Ribersgade, Løvenørnsgade og Rådhustorvet. Ved henvendelse til en repræsentant fra kommunen, som var til stede, fik jeg at vide at det var Horsens Kommune, der var ansvarlig for arrangementet. Det er dybt bekymrende, at Horsens Kommune tillader, at der spilles høj/skadelig musik i et boligområde. Antallet af unge, der pådrager sig høreskader, som medfører varigt høretab, er stigende. Vi har i Høreforeningen jævnligt kontakt med unge, som efter en koncert har pådraget sig høreskader i form af tinnitus (hylende lyd i ørerne). Det er uforståeligt, at Horsens Kommune tillader, at der spilles høj skadelig musik.
Læserbrev

Kom ind i klimakampen, kære kommune

Læserbrev: Hedensted Kommune er en lille kommune. Klimaforandringerne er en stor udfordring. Man skulle ikke umiddelbart tro, at der er nogen sammenhæng mellem de to. Men det er der - og den er afgørende. Vi lever i en alvorlig tid. Klimaet truer os alle. Efterhånden er dette faktum gået op for de fleste, sammen med en viden om, at vi bliver nødt til at gøre noget for at forhindre det værste. Problemet er bare, at folk er uenige om, hvem der skal gøre hvad. Mit budskab er klart: alle skal gøre alt, hvad der står i deres magt. Kommunerne inkluderet. Jeg forstår godt, at det kan virke som en uoverskuelig opgave for kommunerne at skulle tage stilling til. Vi må blot huske, at nogle gange er det de grænseoverskridende visioner, der kan skabe den største forandring. Vi mangler klimaambitioner i Hedensted Kommune. Sådan er det. Det er dog overhovedet ikke ensbetydende med, at det er sådan, det skal være. Hvis kommunen begyndte at udvise lederskab på klimafronten også, ville vi i langt større grad end nu være i stand til at udrette noget. ”Mange bække små gør en stor å.” Det gamle ordssprog gælder også i denne sammenhæng. Det kan godt være, at Hedensted Kommunes bidrag til klimakampen ikke alene udgør den største forskel. Men det gør dog en forskel, især i forening med resten, og det er det vigtigste. Man bliver nødt til at starte et sted, for der sker intet i modsat tilfælde. Derfor foreslår jeg en udvikling i klimapolitikken. Vigtigheden af at skelne mellem klima og miljø i denne situation er ikke til at tage fejl af. For vi er dygtige i forhold til miljø i Hedensted Kommune, men vi har brug for at få klima højere på dagsordenen, hvis vi vil gøre os noget håb om at bidrage til Danmarks nedbringelse af CO2-udledningen. Betydningen af kommunens bidrag ville være vidtrækkende, for set i det større perspektiv kan det hele få en indflydelse på Parisaftalen. Min pointe er, at Hedensted Kommune burde deltage meget mere aktivt i Danmarks CO2-reduktion. Vi kan jo godt. Det eneste det kræver, er, at vi ikke er bange for at tage initiativer og for at tilstræbe et bedre land og lokalsamfund for de kommende generationer. Nogle højere klimaambitioner er alt, jeg beder om. I hvert fald til en start.
Debat

Debat: Replik - Tomme tønder buldrer mest, Peter Kofod

Replik: Det er smigrende, at Peter Kofod efter blot få måneder i Europa-Parlamentet føler sig kaldet til at skrive et indlæg om mig. Det vil jeg gerne sige tak for. Særligt fordi det viser, at Kofod i ensomhedens stilhed er totalt blevet frakoblet virkeligheden og lever i en helt anden verden end os andre. Lad mig indledningsvist slå en ting fast. I modsætning til Kofod ønsker jeg ikke, at Danmark skal ud af EU. Jeg er tilhænger af EU-samarbejdet, som har gjort Danmark og danskerne rigere. Og jeg er grundlæggende tilhænger af internationalt samarbejde. Det hænger naturligvis sammen med, at Danmark og Europa kan ikke lade som om, at omverdenen ikke eksisterer. Millioner af migranter fra Mellemøsten og Afrika drømmer om at komme til Europa. Og mange vil sætte livet på spil for at opnå det. Menneskestrømmene ind i Europa i 2015 og 2016 var resultatet af, at EU ikke har formået at sikre de ydre grænser. Hvis det ikke var for blandt andet EU’s aftale med Tyrkiet, så ville millioner flere være kommet hertil. Betyder det så, at vi ikke skal kritisere Tyrkiet og det tyrkiske styre? Nej, selvfølgelig ikke. Betyder det, at vi skal afskære Tyrkiet fra Europa? Heller ikke. For det sekund vi skærer alle bånd til Tyrkiet - både finansielle og diplomatiske - så åbner Erdogan for sluserne og sender menneskestrømme mod Europa. Og ønsker Peter Kofod virkelig, at vi skal se en genindspilning af billederne fra 2015, hvor tusindvis af flygtninge og migranter vandrede på de danske motorveje? Det håber jeg virkelig ikke, selvom det desværre virker til at Kofods betagelse af min person overskygger behovet for at beskytte danske interesser. For så længe der endnu ikke er styr på de ydre grænser – og det kæmper jeg for, at vi får - så er vi afhængige af vores nabolande. Det kan godt ske, at Peter Kofod er ligeglad med det. Men det er jeg ikke. Samtidig kritiserer Kofod, at jeg ikke har stemt imod en resolution, som handler om at redde flygtninge og migranter op af middelhavet. Der må jeg bare sige, at her er der et menneskesyn til forskel på Kofod og mig. Jeg ønsker ikke at stemme for, at mennesker skal drukne i Middelhavet. Men det Kofod glemmer at fortælle er, at jeg ikke stemte for hele resolutionen. I min verden ville resultatet af den politik være, at flere tager den farefulde vej over Middelhavet uden at have en kinamands chance for en fremtid i Europa. I stedet for at kritisere mig, burde Kofod derfor sige tak. Hvis det ikke var for mig og en håndfuld danske kollegaer, så var resolutionen blevet stemt igennem med et knebent flertal. Men det fik vi afværget. Så jeg vil næsten svare Kofod med et ’selv tak’. Sidst og ikke mindst så mener Kofod, at jeg burde have stemt for hans ændringsforslag til den selvsamme resolution. Men undskyld mig. Hvorfor sidder Kofod overhovedet og skriver ændringsforslag til resolutioner, som han alligevel agter at stemme imod. Det virker absurd. Og når jeg valgte at stemme imod, så var det fordi, at ændringsforslaget var som at kysse sin søster. Ingen virkning. Jeg ønsker oprigtigt, at vores venner i Dansk Folkeparti klarer sig godt – også her i EU. Derfor vil jeg komme med en opfordring til Kofod: Kom med os andre ind i den virkelige verden, så vi sammen kan sikre resultater til gavn for danskerne. Indtil da oplever jeg bare Kofods skriverier, for hvad det er: Tomme tønder buldrer mest.
Læserbrev

Borgerforslag: Genindfør dækningsbidraget fra forretningsejendomme i Horsens Kommune

Læserbrev: Er det kun de private grundejere, der i grunden skylder kommunen noget? Eller bør virksomhederne også bidrage til at dække udgifterne? I 2014 var Horsens Kommunes indtægter fra dækningsafgift 44 mio. kr. årligt. Dækningsafgift er forretningsejendommenes svar på den grundskyld, de private borgere betaler. I budgetårene 2019 og frem er indtægten herfra nul kr. Dette er politisk besluttet af politikerne i Horsens Byråd i forbindelse med samarbejdet Horsens Alliancen. I 2014 var Horsens Kommunes indtægter fra grundskyld på 220,8 mio. kr. I 2019 er det beløb steget til 275,5 mio. kr., og i 2022 budgetteres med en indtægt på 323,7 mio. kr. Fra 2019 til 2024 opkræves samlet 1.196.700.000 kr. fra borgerne i Horsens i grundskyld. Fra 2019 til 2022 opkræves samlet nul kr. fra virksomheder og selskaber i Horsens i dækningsbidrag. Grundskylds- (og dækningsbidrags-) indtægterne er med til at dække essentielle opgaver i kommunen. Dialogværktøjet for borgerne i Horsens Kommune er blandt andet via borgerforslag på Horsens Kommunes hjemmeside. Herinde kan du nu støtte forslag om en genindførsel af dækningsbidraget fra forretningsejendomme. Det tager kun fem minutter at oprette dig som bruger. Eller måske politikerne vil bidrage med deres holdninger allerede nu?
Annonce
Læserbrev

Hør ikke på dommedagsprædikanterne

Læserbrev: Klimareligionen - vi skal tilbage til maoismen for at finde tilsvarende fanatisme og ødelæggelse af værdier. Takket være teknologi og kreativitet har vi så fantastiske muligheder for, at vi alle kan få et godt liv. Hør ikke på dommedagsprædikanterne. De har gjort stor skade og altid taget fejl. Læs bogen "Det kreative samfund" af Lars Tvede.
Debat

Debat: Andelstanken kan give en ny generation adgang til landbruget

Til salg. Skiltene med de to ord findes overalt, hvor man bevæger sig på de små landeveje. Og det er sjældent græskar, pastinakker og mirabelle-blommer, der er til salg - men huse og gårde. Langt de fleste gårdejere er i dag over 60 år, og derfor ser vi i disse år et omfattende generationsskifte i landbruget. Der er blot lige det problem, at der ikke er nogen næste generation at skifte til. Mange af os, som er vokset op på landet, er flyttet til byerne, har taget akademiske uddannelser og fået et fjernt forhold til jord. Man kan sige, at vi er den generation, der har mistet ’jordforbindelsen’. Hvorfor hører vi så egentlig ikke mere til generationsskiftet, som sådan set ikke kan finde sted, fordi næste generation glimrer ved sit fravær? Det er fordi de mindre gårde så let som ingenting bliver købt op af de store gårde eller af udenlandske kapitalfonde. Adgangen og råderetten til dyrkningsjorden – vores livsgrundlag – ender på ganske få hænder og glider os kollektivt af hænde, alt imens vi har travlt med andre ting. De stores opkøb af de små og de forsvindende fællesskaber på gårdene har fået mig til at vågne op og reagere. For udviklingen på landet har i høj grad også noget med mig at gøre, eftersom jeg ikke står klar med de rette kompetencer til at overtage den fædrene gård som også står til salg. Jeg bor i leje-lejlighed på Nørrebro i København, dyrker spiselige blomster på min tagterrasse, køber øko-varer i supermarkedet, stemmer grønt til folketingsvalget og har en boglig uddannelse i ryggen. Det er al sammen meget godt, men der skal mere til. Det er også mit – og dit - ansvar, hvad der sker med ejerskabet af vores dyrkningsjorde midt i det store ’generationsskifte’. Det er vores fælles ansvar, at vi ikke ender i en fordeling af jord, som er endnu mere skævt end før landbrugsreformernes tid! Spørgsmålet er så, hvordan vi, ’det jordløse folk’, overhovedet kan spille en rolle? Hvordan kan vi, der lever i lejligheder og parcelhuse, øve endnu større indflydelse på, hvordan jorden behandles? Hvordan kan vi skubbe anvendelsen af vores jorde i en mere klimavenlig, giftfri, resilient og regenerativ retning? Og hvordan kan vi samtidig bidrage til, at fællesskabet omkring gårdene bliver genopbygget? I dag er der ganske få ansatte på en farm med tusindvis af dyr og hundredvis af hektarer. Det skaber meget lidt fællesskab. Hvis vi står sammen, kan vi vise vejen. Selv har jeg kastet mig ind i klimakampen sammen med tusind andre andelshavere i foreningen ’Andelsgaarde’. For et medlemskab på 150 kr. om måneden ejer og driver vi sammen ’Lerbjerggård’ i Melby i Nordsjælland med 5 hektar jord. Arealet er stort nok til at vi kan plante træer og buske, som binder CO2, og til at det unge landmandspar Nanna Thomsen og Christopher Lieblein Lundgren kan få indtjening nok gennem salg af grøntsager. Det sidste kræver ifølge dem kun omtrent én hektar dyrknings-jord, som skal skifte fra lod til lod fra år til år. Deres høstudbytte vil kunne give sund og klima-venlig kost til mange familier. Vi tror på små-skala landbruget og at give noget af arealet til vild natur, og vil købe flere og flere mindre gårde op efterhånden som vores medlemstal vokser. Nanna og Christopher, som har studeret på Kalø Økologiske Landbrugsskole, har banket på hos flere banker for at få lov til at låne penge til deres store drøm, at købe en gård. Men forgæves. Da de hørte om vores forening, der støtter landmænd, som vil dyrke jorden økologisk og klimavenligt, var det en spændende løsning for dem. Ikke alene får de, når vi har fået renoveret stuehuset, muligheden for at flytte ind på Lerbjerggård, de har også allerede tusind entusiastiske medlemmer i ryggen, som de kan trække på, når der er arbejdskraft-krævende opgaver på gården og i marken. Den ensomme landmands tid er forbi. I ’Andelsgaarde’s første sæson har vi medlemmer blandt andet deltaget i plantning af bærbuske, rensning af ukrudt på gårdspladsen, slibning af gamle vinduer, bygning af raftehegn og opgravning af jordskokker. På Lerbjerggård skal vi anvende plantegødning og eksperimentere med skov-landbrug. Med den rette forvaltning og indstilling kan landbrugsjord anvendes til at binde CO2, og kan dermed blive en vigtig nøgle til at holde temperaturstigningerne nede til inspiration for landmænd overalt i verden. Men klimavenlig, økologisk og regenerativ dyrkning kræver fællesskab og mandskab, fordi man hverken sprøjter eller pløjer. Derfor er det godt at være mange, og fællesskabet kan dække økonomisk ind, hvis for eksempel høsten slår fejl. Vi er mange byboere, som har glæde af at være til gavn, få ’fingrene i jorden’ og konkret bidrage til et mere positivt klimaregnskab. Hvis vi vil fællesskaber og klima det godt, så må vi, det jordløse folk, hver især engagere os på en langt mere konkret måde i udviklingen på landet. Vi ses i marken.
Læserbrev

Venstre sætter handling bag ordene

Læserbrev: I Venstre har vi netop præsenteret vores forslag til en finanslov for 2020. Og det er et forslag, som leverer på de alle de løfter, som vi gav i valgkampen. For i Venstre holder vi, hvad vi lover. Med udspillet vil vi vise, at man sagtens kan investere i velfærden og grønne løsninger uden at hæve skatterne. Det er ellers noget regeringen finder strengt nødvendigt. Og selvom vi ikke agter at hæve skatterne, formår vi alligevel at være grønnere end regeringen. Vi vil nemlig afsætte 500 mio. kr. yderligere til den grønne omstilling. Vi sætter ligeledes handling bag ordene, når det kommer til velfærd. Vi gik til valg på et løfte om at investere i velfærden – det har vi tænkt os at indfri. For de danske borgere fortjener omsorg, tid og kvalitet, når de har brug for hjælp. Derudover er en annullering af omprioriteringsbidraget på uddannelse, undervisning og kulturområdet også en del af vores løfte. For os i Venstre er det helt centralt, at væksten og den gode udvikling fortsætter. Ellers vil det ikke være muligt at investere i velfærden. Derfor skal vi sikre, at virksomhederne har gode vilkår og adgang til arbejdskraft. For vækst og arbejdspladser er en forudsætning for, at der kan investeres i velfærden og den grønne omstilling. Venstre sætter handling bag ordene. Det samme kan ikke siges at gøre sig gældende for regeringen. De har nemlig travlt med at afkoble landdistrikterne fra resten af landet. I stedet for at føre en politik, der understøtter hele Danmark, så vil regeringen sløjfe bredbåndspuljen. Og hvis man en gang imellem færdes uden for de store byer, så ved man, at det vil være en katastrofe for de borgere og virksomheder, der er bosat i landdistrikterne. Det vil vi ikke være med til. I Venstre holder vi, hvad vi lover. Vi vil levere velfærd og grønne løsninger uden højere skatter.
Læserbrev

Statsborgerskab. Der skal screening til

Læserbrev: Man må spørge sig selv, hvordan kan det gå til, at syrienkrigerenAhmed Salem el-Hajfødt i Aarhus kan kalde sig dansk statsborger? Hvordan kan det gå til, at hans forældre har fået tildelt dansk statsborgerskab.? Forældrene har i hvert fald ikke formået at opdrage deres søn i dansk ånd med danske værdier eller kærlighed til deres nye fædreland. De har end ikke ønsket at give deres søn et danskklingede fornavn som en symbolsk handling på ønsket om at være dansk. I dag får man tildelt dansk statsborgerskab, hvis man har boet i Danmark i ni år, taler dansk, kan forsøge sig selv og underskriver en demokratierklæring. Børn født her i landet bliver herefter automatisk danske statsborgere. Ønsket om at være en del af dansk kultur og værdinormer har ingen betydning for tildeling af statsborgerskabet. Netop derfor ender Danmark i disse groteske situationer, hvor personer med helt andre værdisæt og udenlandske navne påberåber sig retten til dansk beskyttelse for handlinger, de har begået ude i verden. Tildeling af dansk statsborgerskab bør kun gives personer, som brændende ønsker at være dansk og brænder for danske værdier. Dansk statsborgeskab skal være et aktivt tilvalg og ikke blot et fravalg af eget fædreland pga krig og fattigdom. Danmark bør derfor indføre screening før tilkendelse af statsborgeskab. Her bør der lægges vægt på forståelse og respekt af demokratiets spilleregler, ønske om at opdrage sine børn til at anderkende og respektere dansk kultur og ikke indmelde dem i friskoler som fraviger danske værdier, at man eller ens hjemmeboende børn ikke har begået kriminalitet, været bandemedlemmer eller fået anmærkninger i boligforeninger og lign., ønske om samme frihedsgrader for drenge og piger, at man har været/er medlem af typiske danske foreninger og været aktiv i foreningslivet/arbejdet. Har udført frivilligt og ulønnet arbejde, at man ikke har boet i getthoer og entydigt søgt en vennekreds tilhørende egen (tidligere) kultur, anderkendelse af kvinders seksuelle frihed samt afstandtagen til kønsdiskriminerende æresbegreber, at man ikke ønsker at promovere sin religion i det offentlige rum. Tilkendelse af statsborgerskabet bør, som i dag, være en politisk beslutning, men det er op til ansøgeren selv at dokumentere og argumentere for sin dansksindethed. I Danmark er vi rummelige og hjælpsomme, men der bør ikke gives køb på den kultur, som så mange udenlandske statsborgere øjensynligt ønsker at være en del af.
Læserbrev

Nationalt sammenhold om demensindsatsen - vi har taget nogle meget vigtige skridt i den rigtige retning

Læserbrev: I sidste uge blev der indgået en bred politisk aftale om fordeling af ressourcer til de mest udsatte borgere i vores samfund - 849 mio. kr. i alt. En flot palette af gode tiltag understøttes. Som ældreordfører er jeg særligt begejstret for den del af aftalen, der betyder, at der er fundet 244 mio. kr. til at understøtte demensindsatsen over de næste fire år. Demens fylder mere og mere i danskernes hverdag. Det anslås, at cirka 82.000 ældre (over 65 år) i Danmark har demens. I 2016 fik Danmark en national demenshandleplan, der skulle løbe til 2025. Men under den tidligere regering blev der kun skaffet midler til og med 2019. Samtidig aftalte regeringen og Dansk Folkeparti sidste år at afskaffe den såkaldte satspulje, som indtil nu har stået for finansieringen af demenshandlingsplanen. Demenshandlingsplanen har med andre ord været på vej mod en økonomisk afgrund. Det er vi nu i gang med at rette op på. Og heldigvis med bred politisk opbakning. Med den netop indgåede aftale om udmøntning af reservepuljen sammen med de gode kommune- og regionsaftaler, hvor velfærden tilføres henholdsvis 1,5 og 2,2 mia. kr. næste år, holder vi ikke bare hånden under udviklingen. Vi tilfører også demensområdet flere midler. De kommende år bliver vi mange flere ældre. Det er dejligt, for det skyldes jo blandt andet, at vi lever længere. Men med alderen stiger også risikoen for at få demens. Den nationale demenshandleplan indeholder 23 gode, konkrete tiltag, der skal højne kommuner og regioners arbejde med demens. En række af de projekter er allerede afsluttet. Men andre projekter har brug for yderligere midler. I den nye aftale har vi blandt andet prioriteret penge til rådgivnings- og aktivitetscentre, som tilbyder fysiske aktiviteter til personer med demens - også til yngre mennesker med demens. Det er dejligt at mærke den store politiske opbakning, der er på tværs af partierne, til at ville løse udfordringerne med demens. Vi er slet ikke i mål, men med de to økonomiaftaler, som regeringen har stået i spidsen for, har vi taget nogle meget vigtige skridt i den rigtige retning.
Læserbrev

Ny tænketank er nødvendig, hvis gamle og syge skal sikres tilstrækkelig hjælp

Læserbrev: Hver tredje dansker vil gerne blive på arbejdsmarkedet, selv om de har nået pensionsalderen. Hvorfor er det så kun omkring hver femte, der gør det? Regeringens seniortænketank, som Danske Seniorer har været med i, har netop afsluttet sit arbejde og er kommet med en række gode forslag til, hvordan de, der har lyst, også får muligheder for at blive længere på arbejdsmarkedet. Det er mange. Omkring hver tredje har lyst, men det er i dag kun hver femte, der gør det, fremgår det af seniortænketankens rapport. Arbejdet i seniortænketanken rettede sig mest mod det private arbejdsmarked og kan dermed ikke stå alene. Bl.a. har vi brug for også at sætte fokus på de - til tider - uværdige forhold i ældre- og sundhedsplejen, som er et af Danske Seniorers store interesseområder. Danske Seniorers konkrete forslag til regeringen er at nedsætte en ny tænketank, som skal komme med gode råd om, hvad der skal til for, at dem, der ellers ville forlade arbejdsmarkedet ved pensionsalderen eller tidligere, alligevel får lyst til at blive. Ifølge Kommunernes Landsforening og FOA er der allerede i dag problemer i ældreplejen i tre af fire kommuner. Og tallene for fremtiden er dystre: Danmarks Statistik forventer, at gruppen af over 80-årige vokser med 150.000 personer i løbet af de næste 10 år - svarende til 58 pct. flere end i dag. Kommunernes Landsforening har opgjort, at 30 pct. af social- og sundhedspersonalet i dag er over 55 år, og en fremskrivning fra FOA viser, at allerede i 2026 kommer der til at mangle næsten 40.000 ansatte inden for sosu-området. For et par år siden undersøgte Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, hvor svært det er at rekruttere medarbejdere. Tallene for Østjylland var, at der er "en omfattende mangel" på både sosu-assistenter og sygeplejersker. I Danske Seniorer tror vi, at kvinderne i denne sektor kun synes, det er attraktivt at blive i arbejde, hvis der sker gennemgribende forbedringer for de ansatte. Vi håber, regeringen vil være enig med os og lade en ny tænketank følge op på seniortænketankens arbejde med forslag, som kan genskabe lysten til fortsat at arbejde i dette vigtige område, som de fleste af os har eller får berøring med i forskellige sammenhænge.