36-årig dømt for vold: Misforstod cigaretkøb som racisme

En 36-årig mand har ved Retten i Horsens fået tre måneders fængsel for vold mod en cigaretkunde på en tankstation. Tilsyneladende bunder overfaldet i en misforståelse. Arkivfoto

36-årig dømt for vold: Misforstod cigaretkøb som racisme

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En mand har ved Retten i Horsens fået tre måneders fængsel for et overfald på en cigaretkunde, som han mente var racistisk.

Horsens: En mand fra Horsens blev en søndag eftermiddag i december overfaldet med knytnæveslag, så han bl.a. brækkede næsen.

Episoden fandt sted på Circle K-tanken på Bjerrevej i Horsens, hvor offeret var standset for at købe cigaretter.

Da sagen var for Retten i Horsens i sidste uge, kom det frem, at det formentlig er en misforståelse, der var skyld i det voldsomme overfald.

I hvert fald forklarede den nu dømte 36-årige mand, at han var helt sikker på, at han hørte sit senere offer sige noget racistisk til tankstationens ekspedient, som er af tamilsk afstamning.

- Jeg blev ked af det på ekspedientens vegne, da han (det senere offer, red.) bad om sorte Prince, fordi ekspedienten var mørk i huden, forklarede den 36-årige, der flere gange understregede, at han mente, bestillingen af de sorte Prince var et udtryk for racisme.

Derfor valgte han at konfrontere cigaret-kunden. Han understregede, at der var tale om selvforsvar, da han endte med at slå, da den anden mand først sparkede ham - og i det hele taget virkede "ond, sur og provokerende".

- Der var blod i hele bilen

Den mand, der blev overfaldet, havde en noget anden forklaring. Han forklarede i retten, at han var gået ind på tankstationen for at købe cigaretter, da han og familien var på vej hjem fra en juletræsfest.

- Jeg bestilte to pakker røde Cecil til mig selv, og mens ekspedienten hentede dem, kom jeg i tanke om, at jeg også skulle have sorte Prince til min kæreste, og det råbte jeg måske lidt højt til ekspedienten, fordi hun stod i den anden ende af butikken, forklarede han.

Manden havde sat sig ind i sin bil, da den 36-årige henvendte sig til ham.

- Han spurgte, om jeg havde spurgt efter sorte Prince, og da jeg sagde ja, slog han mig med knyttet hånd, forklarede manden, der mente, at han blev slået to-tre gange, og det var hårde slag.

- Jeg brækkede næsen, og der var blod på mit tøj og i bilen, lød det.

Hans forklaring blev bakket op af hans kæreste, som fortalte, at den 36-årige pludselig rakte ind i bilen og slog hendes kæreste hårdt i ansigtet, efter han havde bekræftet, at han havde bedt om "sorte Prince" ved ekspedienten.

Kæresten forklarede, at det var meget voldsomt, at parrets børn skreg, og at der var blod i hele bilen.

Hun fortalte også, at det lykkedes hende at få bilen i gang, så parret kunne køre væk, men at den 36-årige løb efter bilen.

Advarsel om udvisning

Heller ikke den ekspedient, der solgte de sorte Prince, havde oplevet kunden som hverken larmende eller provokerende, forklarede hun i retten, hvor hun også fortalte, at hun inde fra tankstationen kunne se, at den 36-årige slog den anden kunde.

Den 36-årige, der tidligere er dømt for vold, fik tre måneders fængsel for overfaldet.

Anklagemyndigheden ønskede også, at han blev udvist af Danmark, da han ikke er dansk statsborger, men det afviste retten.

I dommen lyder det, at betingelserne for udvisning er opfyldt, men at en udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, da den 36-årige har en stor tilknytning til Danmark, hvor han har opholdt sig i mere end 20 år.

36-årig dømt for vold: Misforstod cigaretkøb som racisme

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce