Da verdenskrigen endte i revolutioner


Da verdenskrigen endte i revolutioner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Henning Tjørnehøj, forfatter, Birkerød
Billede
Debat. 

100 år: 11. 11. kl. 11 1918 ophørte den krig, som i en del år gik under betegnelsen 'Den store krig'. Afslutningen af denne krig blev fulgt af meget stærke ønsker eller krav om, at det måtte blive den sidste. - Det blev det som bekendt ikke. Kun godt 20 år senere fik vi en 2. verdenskrig. Forklaringen herpå var i et vist omfang fredsafslutningen i 1919.

I 1871 havde 'Jernkansler' Bismarck - som mente, at Tyskland skulle sikre sig en dominerende position i Europa vha. "jern og blod", dvs. vha. sværindustri og krig - først ydmyget Frankrig på slagmarken, hvorefter han i Spejlglassalen på Versailles-slottet fik udråbt et tysk kejserdømme bestående af en samling af de 38 større og især mindre tyske stater. Dertil blev Frankrig pålagt en meget stor 'krigserstatning'. Efter 1. verdenskrigs afslutning krævede ikke mindst de franske borgerlige hævn.

Såvel fra amerikansk som fra engelsk side søgte man ved fredsforhandlingerne i 1919 at dæmpe den franske hævntrang. Det lykkedes imidlertid kun i beskedent omfang. En ung engelsk økonom, John Maynard Keynes, som deltog i den engelske fredsdelegation, skrev stærkt foruroliget til sine forældre, at hvis den franske delegation kom igennem med dens krav, ville det medføre en 2. verdenskrig - endelig en økonom, der kunne forudsige korrekt, måske fordi han var matematiker.

I den selvsamme Spejlglassal i Versailles, hvor Bismarck havde fået udråbt det tyske kejserdømme i 1871 blev den tyske delegation i 1919 tvunget til at underskrive fredskontrakten. Som nævnt havde Ludendorff overladt det til politikerne ledet af SPD at slutte fred. Dette parti blev nu fra nationalistisk side beskyldt for at have stukket en kniv i ryggen på det tyske folk, 'Dolkestødslegenden', uden at de kunne pege på noget alternativ. En af dem, der med særlig iver anvendte denne betegnelse, var en østrigsk akvarelmaler ved navn Adolf Hitler.

I november 1917 gennemførte Lenin sin magtovertagelse. Af en eller anden grund accepterede han et pres for at få gennemført en folkeafstemning mhp. indkaldelsen af en grundlovgivende forsamling. Denne afstemning gav til resultat, at to demokratisk indstillede partier - landdistrikternes socialister, De socialrevolutionære, og Mensjevikkerne, dvs. socialdemokraterne - fik næsten 2/3 af stemmerne, mens Lenin måtte nøjes med 1/4. Så kunne de borgerlige deles om smulerne. Dette udfald af afstemningen ignorerede Lenin totalt. Han introducerede i stedet sit diktatur - langt værre end zarens.

I marts 1918 trak han Rusland ud af 1. verdenskrig. Det gav 'overgeneral' Erich Ludendorff - som de to sidste år af 1. verdenskrig også var politisk diktator i Tyskland - mulighed for endnu i marts 1918 blev i stand til at gennemføre Martsoffensiv på Vestfronten ved at overføre ca. 200.000 mand fra Østfronten. Til alt held var USA gået ind i krigen, dels fordi Tyskland i 1917 havde iværksat sin 'uindskrænkede U-bådskrig', og dels fordi man fra tysk side havde opfordret Mexico til at angribe USA. Uden amerikansk bistand havde Ludendorff måske kunnet løbe de engelske og franske styrker over ende. Endnu i juli 1918 overvejede han dog endnu en offensiv.

29. september 1918 foreslog general Erich Ludendorff pludselig våbenhvile indenfor 24 timer. Han frygtede for en militær katastrofe på Vestfronten, hvorved amerikanske, engelske og franske tropper hurtigt kunne stå i Tyskland. Hæren - og ikke mindst dens ære - måtte reddes. Dette æreshensyn tilsagde også, at anmodningen om våbenhvile ikke skulle udgå fra generalstaben, men fra politikerne - de politikere, som Ludendorff havde dirigeret med i årene 1916-18. Trods tabene ved fronten og sulten i Tyskland - det skønnes, at ca. 700,000 sultede ihjel under krigen - holdt mange ud på grund af Ludendorffs løfter om sejr. Nu tydede meget på, at der i stedet ville blive tale om et nederlag.

I Rigsdagen i Berlin havde socialdemokraterne, SPD, i nogle år været det største parti. Men der var endnu ikke gennemført parlamentarisme. I Tyskland. Det blev der først 5. oktober 1918. På dette tidspunkt havde Ludendorff fået overbevist både hans formelle militære overordnede, Paul von Hindenburg, kansleren grev Hertling og kejser Wilhelm den 2. om det nødvendige i at supplere anmodningen om våbenhvile med indførelsen af parlamentarisme.

Endnu 20. oktober 1918 besluttede det tyske admiralitet, at det ville søge at hindre overførelsen af mandskab og materiel fra England til Frankrig ved at sende 'Højsøflåden' til Den engelske kanal. I den situation begik matrosenerne på to af de store slagskibe i Wilhelmshafen mytteri. Det drejede sig om godt 1.000 mand. De blev bragt til flådehovedkvarteret i Kiel mhp. domfældelse.

Men søndag 4. november 1918 samledes mange mennesker ved flådehavnen i Kiel. De bevægede sig herfra mod byens centrum. Undervejs blev de søgt standset af en militærpatrulje. Forsamlingen fortsatte imidlertid. Det kostede ni af demonstranterne livet. En bevæbnet demonstrant løb frem og dræbte den løjtnant, som anførte militærpatruljen, og som havde afgivet ordren. - Det blev signalet til den tyske November-revolution.

Der blev dannet arbejder- og soldaterråd i Kiel og derefter i resten af Tyskland. Disse råd stod i løbet af en uges tid med magten i hele Tyskland - næsten uden, at der var løsnet et skud i dette ellers så gennemmilitariserede land. Als, i det siden 1864 tysk besatte Sønderjylland, blev f.eks. udråbt til en rådsrepublik.

9. november 1918 blev kejser Wilhelm tvunget til abdicere. Samme dag blev formanden for landets største parti, SPD, Friedrich Ebert, udnævnt til rigskansler. Det førte til, at mange arbejdere samlede sig foran Rigsdagsbygningen i Berlin. Fra et vindue råbte Eberts nærmeste medarbejder, Philipp Scheidemann, med disse få ord ud til de mange forsamlede: "Folket har sejret. Leve den tyske republik ". Kort tid efter udråbte den ledende tyske revolutionære Karl Liebknecht republikken. Det skete fra slottet i Berlin, som kejseren havde forladt for bestandigt. Hermed gik et dobbeltspil i gang mellem socialdemokraterne og de revolutionære. Det fik fatale konsekvenser.

Socialdemokraterne ønskede ikke nogen revolution. De ville ikke bruge deres nye parlamentariske indflydelse til at nedbryde det eksisterende tyske samfund. De ville bruge det til at demokratisere dette samfund. SPD ville sætte sig så tungt på statsmagten, som det politiske flertal, det kunne skaffe sig, tillod det - sådan som de danske og svenske partifæller, som de tyske socialdemokrater beundrede intenst, søgte at gøre det - med et vist held, må man sige.

Den verbale uenighed mellem SPD og de revolutionære - som 30. januar 1918 dannede det tyske kommunistparti, KPD - udviklede sig beklageligvis til en væbnet konflikt, som med større eller mindre intensitet varede ved indtil Hitler overtog magten 30. januar 1933.

Da verdenskrigen endte i revolutioner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce