Annonce
Erhverv

Virksomheder bløder under nedlukning: Vi mister op mod 100.000 kroner om ugen

Holdbar Aps, som blandt andet står bag Cafe Gran, er blandt de virksomheder i Horsens, som er hårdt ramt af coronakrisen. Arkivfoto: Lars Juul

Horsens: 94 virksomheder med cvr-adresse i Horsens Kommune har i februar ansatte sendt hjem på lønkompensation.

Avisen har talt med tre af dem for at blive klogere på den aktuelle situation og deres forventninger til den kommende tid.

1 Hotelservice-firma har udsigt til kæmpe minus

Jydsk Miljø Hotelservice, som hører under Jydsk Miljø Rengøring, har i øjeblikket 38 ansatte sendt hjem på lønkompensation. Fra venstre er det Bent Poder (direktør), Cornelia Toft og Anders Mandrup. Arkivfoto: Morten Pape

Hos Jydsk Miljø Hotelservice Aps på Frederik Winthers Vej i Horsens gør ledelsen sig ingen illusioner om at se sine ansatte tilbage på arbejde lige med det samme.

Det fortæller Anders Mandrup, HR- og personalechef i Jydsk Miljø Hotelservice, som i øjeblikket har 38 ansatte sendt hjem på lønkompensation.

- Det er en hård omgang. Vi er glade for muligheden for at modtage lønkompensation, men det er stadig ikke gratis at have 38 medarbejdere sendt hjem, siger han.

Lønkompensationen fra staten dækker hovedparten, men ikke hele medarbejderens løn.

Jydsk Miljø Hotelservice er et datterselskab under Jydsk Miljø Rengøring, som driver forretning ved at tilbyde rengøring til hoteller. Firmaets aktivitet er derfor direkte afhængig af aktiviteten i hotelbranchen.

- Et af vores hoteller kører lidt videre i øjeblikket, men på resten af hotellerne er folk sendt hjem. Min mavefornemmelse siger mig, at der kommer til at gå en eller to måneder endnu, inden hotellerne kan komme i gang, og selv der vil der fortsat være lang vej igen, fordi forsamlingsforbuddet formentlig stadig vil være lavt, siger Anders Mandrup.

Han regner med, at datterselskabet går mod et gedigent minus på bundlinjen.

- Sidste forår og sommer havde vores hoteller en forrygende belægning, men vi kunne alligevel ikke nå at indhente det tabte. Så vi regner med at komme ud med et kæmpe minus i hotelserviceafdelingen, siger han.

Det tabte ser dog ud til at blive udlignet af aktiviteterne i moderselskabet, som tilbyder rengøring til blandt andet private virksomheder og kommunale institutioner.

- På den måde går det op. Vi kommer helskindet igennem, siger Anders Mandrup.

2 Nedlukning koster op mod 100.000 kr. om ugen

Eoin Magill, som er indehaver af Holdbar Aps, har i øjeblikket 22 ansatte sendt hjem på lønkompensation. Arkivfoto: Morten Marboe

Det gør ondt at drive spisested i øjeblikket.

Det konstaterer Eoin Magill, indehaver af Holdbar Aps, som driver Cafe Gran, Møhr Steakhouse og Granbar i Horsens.

- Selvom vi får hjælpepakker, koster det os at holde lukket. Vi mister i øjeblikket mellem 80.000 og 100.000 kroner om ugen, siger Eoin Magill.

Holdbar har i øjeblikket 22 ansatte sendt hjem på lønkompensation.

- Vi kigger nok frem mod tiden efter påske, hvis ikke medio maj, før vi får lov til at åbne igen. Og når det sker, håber vi, at det bliver med så få restriktioner som muligt, for ellers er der alligevel ikke noget forretningsgrundlag.

- Vi vil hellere holde lukket end åbne en forretning, som giver mere underskud, end den gør i dag, siger han.

Forretningen kører i øjeblikket med takeaway i weekenderne for at holde sine kokke og tjenere i gang. Oven på seneste nedlukning oplevede Eoin Magill, at det var hårdt for personalet at gå fra hjemsendelse i flere måneder til at skulle op i højeste gear på kort tid.

- Så vi er begyndt at røre i gryderne for at komme i gang, siger han.

Eoin Magill har tiltro til, at virksomheden kommer helskindet gennem krisen, selvom de seneste måneder har været en hård omgang - ikke mindst november og december, som plejer at være højsæson for restaurationsmiljøet.

- Vi har en forpligtelse over for de ansatte og for de gæster, som har givet os fantastisk opbakning ved at købe gavekort, så planen er, at når vi får lov, åbner vi op med alt det, vi kan give, siger Eoin Magill.

3 Tandlæge øjner lysere tider

Det lysner i den nære horisont hos Tandlægerne Slotsgade i Horsens.

Her er de tre indehavere, herunder Rina Thomsen, de eneste, som i øjeblikket møder ind hver dag, mens 10 ansatte er sendt hjem på skift.

- Men om en uge til 14 dage tror jeg, vi kan kalde alle folk tilbage, siger Rina Thomsen.

Selvom tandlægerne ikke har været tvunget til at holde lukket under denne nedlukning, som det var tilfældet under nedlukningen i foråret, har aktiviteten på Slotsgade kørt på lavere blus i årets første måneder end normalt.

- Vi har i januar og februar kunnet mærke, at folk har villet vente med deres eftersyn. Vi har haft en nedgang i aktiviteten på 30 procent. Derfor sendte vi folk hjem i januar, siger Rina Thomsen.

Den situation ændrede sig i vinterferien, hvor efterspørgslen nærmede sig normale tilstande.

- I sidste uge havde vi virkelige travlt, og vi har fået mere at lave, siger Rina Thomsen.

Hun håber, at samfundet snart kan lægge coronakrisen bag sig.

- Sidste gang man åbnede op, trådte man vande med tanke på, om krisen ville vende tilbage. Denne gang tror vi på, det bliver bedre, ikke mindst på grund af vaccinerne, siger Rina Thomsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

Her er der ingen jubel over fremskudt genåbning: - Det var på høje tid

Annonce