Annonce
Sport

Verdensmester skifter til HH Elite

Amalie Grøn spiller mod HH Elite i Horsens på onsdag, og fra næste sæson skifter hun til Horsens-klubben. Foto: Ole Nielsen.
Amalie Grøn kan blive dansk mester, inden hun kommer til Horsens fra Viborg fra næste sæson.

Horsens: Amalie Grøn, 24-årig venstre fløj på Viborgs tophold i ligaen, har skrevet kontrakt med HH Elite fra næste sæson.

Hun har spillet i Viborg, siden hun skiftede fra Skanderborg i 2016, og kan komme til Horsens som nybagt dansk mester efter denne sæson. Viborg fører nemlig ligaen.

- Jeg skifter, fordi jeg gerne vil have en større rolle på mit hold, siger Amalie Grøn.

Annonce

Hun står i skyggen af landsholdsspilleren Maria Fisker, der har været ude med en skade i de seneste to kampe mod Ajax og Nykøbing Falster. Her fik Amalie Grøn lov at boltre sig, og her fik hun vist sit sande potentiale.

Verdensmester

Amalie Grøn er singlepige. Hun kommer fra Fredericia, men startede allerede i 2010 på akademiet i Skanderborg med bl.a. Martin Ritto og Kim Lerche som trænere.

Hun blev udtaget til ungdomslandsholdet, og i 2016 var hun som 19-årig med til at blive verdensmester i Rusland med bl.a. Althea Reinhardt og Mie Højlund og Flemming Tuborg Jensen som træner.

Annonce

Fem år i Viborg

Amalie Grøn har brugt sine fem år i Viborg til at uddanne sig som sygeplejerske. Hun blev færdig i onsdags og agter at søge et deltidsjob eller vikarjob på Horsens Sygehus ved siden af håndbolden.

- Jeg har lært meget i mine fem år i Viborg og har lært en masse af Maria Fisker. Vi er fire tidligere Skanderborg-spillere i Viborg, fortæller hun.

Amalie Grøn var med til at spille Skanderborg op i ligaen som det første amatørhold nogensinde.

- Jeg har ikke været på landsholdet som senior, og det tænker jeg ikke på. Det er kun klubholdet, jeg har fokus på, siger hun.

- Jeg synes, Horsens har et spændende projekt. De bliver bedre og bedre, og jeg håber at få en stor rolle sammen med Maria Mose Vestergaard på venstre fløj, siger Amalie Grøn, der har spillet sammen med en anden kommende Horsens-spiller Stine Bodholt i Viborg.

Hun afløser en anden Fredericia-pige Mette Lassen, der ikke får forlænget sin kontrakt.

Annonce

Skal møde HH Elite

- Det er lidt underligt, at vi skal spille mod Horsens på onsdag på samme tidspunkt, som jeg har skrevet kontrakt med klubben, men jeg synes ikke, det betyder så meget, siger hun

Amalie Grøn har ikke tidligere haft Lars Frederiksen som træner. Hun kender ham dog som modstander, bl.a. da Lars Frederiksen var i Esbjerg. Hun bor i Viborg, men flytter til Horsens.

- Jeg kender flere af spillerne, især Anne-Sofie Filtenborg, som jeg spillede sammen med i Viborg, siger den 24-årige kommende Horsens-spiller.

- Jeg anser Odense for at være vores værste konkurrent til DM-titlen. Vi tabte med 10 mål til dem, men slog Team Esbjerg. Vi kan slå alle, og det er meget åbent, om vi vinder det danske mesterskab, siger Amalie Grøn.

Annonce

I skyggen

- Vi har valgt Amalie Grøn, fordi hun står i skyggen af Maria Fisker i Viborg,og hun er en dygtig spiller, som vi kan få stor glæde af, siger HH-træner Lars Frederiksen. Hun har erfaring fra EHF Cup'en og Champions League og er også en stærk spiller i forsvaret, siger han.


Det er lidt underligt, at vi skal spille mod Horsens på onsdag på samme tidspunkt, som jeg har skrevet kontrakt med klubben, men jeg synes ikke, det betyder så meget.

Amalie Grøn
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Se højdepunkterne: En vigtig redning gav AC Horsens endnu et point mod AaB

Annonce