Annonce
Erhverv

Umuligt at få klart svar: Nu går hotel med livrem og seler

Direktør Søren Søltoft Holmboe savner mere klare udmeldinger om de gældende krav, og samtidig er der en række restriktioner, som han gerne så gentænkt, når det gælder hotelbranchen. Arkivfoto: Morten Pape
Gæster, der bor på hotel i flere dage og går ind og ud, rejser spørgsmål i forhold til kravet om coronapas. Spørgsmål, der ikke findes svar på, og derfor har Opus fundet sin egen vej, der ikke går på kompromis, fortæller direktøren.

Horsens: Krav om coronapas gælder på hoteller som så mange andre steder, men det har været svært at få klar besked på, hvordan det skal håndteres på netop hoteller, erfarer Søren Søltoft Holmboe, direktør på Hotel Opus i Horsens.

Da han fredag vågnede op til en ny genåbningsplan, der gav restauranter grønt lys til at åbne fra onsdag - og dermed også skabte grundlag for genåbning af hotellet - var Opus-direktøren boblende glad, men også fuld af spørgsmål, når det kommer til kravet om coronapas.

- Det er jo nemt nok, hvis du går ind til en frisør eller ind på en café, hvor du kommer, viser dit coronapas, sætter dig ned, og går lidt senere. Men det bliver svært at tackle i forhold til gæster, der går ind og ud i løbet af deres ophold på hotellet. Skal vi tjekke coronapas hver gang? Det er jo ikke altid den samme receptionist, som nødvendigvis kender og kan huske gæstens coronapas.

Annonce

- Og hvordan skal vi forholde os, hvis de bor på hotellet i nogle dage, så deres seneste test bliver mere end 72 timer gammel i løbet af opholdet?


Der er tilsyneladende slet ikke tænkt på de scenarier, som hotellerne står i, og det er umuligt at få et klart svar på noget som helst

Søren Søltoft Holmboe, direktør på Opus


Fredag svævede spørgsmålene i luften uden svar, og det har ikke ændret sig siden, siger hoteldirektøren.

- Der er tilsyneladende slet ikke tænkt på de scenarier, som hotellerne står i, og det er umuligt at få et klart svar på noget som helst. Det varierer, alt efter hvem man spørger, og det er en jungle at finde rundt i lovkravene, som varierer på henholdsvis erhvervsministeriets og sundhedsministeriets hjemmeside, uddyber han.

Så enkelt som muligt

Det forhindrer dog ikke Opus i at være klar til genåbning, understreger direktøren, som i samråd med brancheforeningen Horesta har fundet frem til løsninger, der så enkelt som muligt sikrer højst mulig sikkerhed, fortæller han.

- Det vigtigste er gæsternes sikkerhed, så vi prøver virkelig at gå med livrem og seler, stadig med fokus på en god oplevelse, siger han.

Ind- og udgange er nu ensrettet, så der kun er én vej ind og én ud. På den måde kommer alle gæster forbi skranken, hvor receptionisten let kan tjekke coronapasset, forklarer Søren Søltoft Holmboe.

- Når gæsterne tjekker ind første gang, siger vi til dem, at de kan risikere at skulle vise coronapasset flere gange. Vi beder dem om at have det klar, når de går mod receptionen, tilføjer han.

På samme vis gør Opus det klart, at testen under hele opholdet må være maks 72 timer gammel.

- Hvis den ikke er det, er vi nødt til at afvise gæster, uagtet at de har tøj og ting på værelset. Så må de et smut ud i byen for at få en ny test, siger direktøren.

Annonce

Bureaukratisk dum regel

Søren Søltoft Holmboe lægger ikke skjul på, at uklar lovgivning og stramme restriktioner gør det svært for hotellet, og han så gerne, at politikerne blødte op på bureaukratiet.

- Når vi har et hus fuld af raske gæster, der har vist coronapas, er det for eksempel svært at forstå, at vi skal lukke baren og sende gæsterne i seng klokken 22. Det er en bureaukratisk dum og ugennemtænkt regel, som ikke giver mening på hotellet, siger han.

Tilsvarende har hoteldirektøren ikke meget til overs for det omdiskuterede krav om bordbestilling, men det til trods, er det svært at slå skår i glæden lige nu:

- Vi er bare sindssygt glade for at kunne åbne, siger han.

Annonce

Større interesse fra 6. maj

Hotelgæsterne står dog ikke i kø til onsdagens åbning, erkender han.

- Tidligere hed åbningsdatoen 6. maj, og det er den psykologiske dato, folk mentalt har forberedt sig på. Da den blev meldt ud, fik vi rigtig mange bookinger, men interessen er ikke nær så stor for den fremrykkede åbning, der blev meldt ud ret pludselig, fortæller Søren Søltoft Holmboe.

- Men det er bare dejligt at komme i gang igen, se sine kolleger, smil og kampgejst, og vi glæder os bare helt vildt til at være værter igen, fastslår hoteldirektøren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Megascope: Vi holder åbent, til vi får et påbud om at lukke

Horsens

Se videoen: Borgmester om nedlukning - Jeg er ærgerlig og ked af det

Horsens

Få overblikket: Disse skoler og institutioner i Sønderbro Sogn kan blive ramt af nedlukningen

Horsens

Se kortet: Så mange skal være smittede, før dit sogn lukker ned

Annonce