Annonce
Hedensted

Tysk charterselskab er kommet til Juelsminde: Udlejer store sejlbåde på ugebasis

To udlejningsbåde er kommet på plads i Østhavnen i Juelsminde. Det er Bavaria 37 med navnet Egon O og en Bavaria 34 med navnet Astrid. foto: Emil Fibiger
Mola Yachting har etableret sig i Juelsminde med otte bådpladser og et lille mødested. Tidligere havnefoged skal modtage gæsterne, der kommer til byen for at holde ferie til havs.

Juelsminde: Hen over vinteren er Juelsminde blevet afgangshavn for det tyske charterselskab Mola Yachting.

Selskabet udlejer sejlbåde, ligesom andre udlejer autocampers, og har bl.a. afdelinger i fem tyske havnebyer og i Stockholm.

I Juelsminde er der kommet en aftale i stand om leje af otte pladser i havnen.

Annonce

De to første sejlbåde, Astrid på 32 fod og Egon B på 37 fod, er ankommet, fortæller Kem Kaas.

Han er tidligere havnefoged og har sagt ja til at hjælpe selskabet godt fra land.

- Det, jeg skal hjælpe med, er servicen. Jeg skal modtage gæsterne og sørge for, at de kommer godt på plads og godt afsted, og at de får informationer om havnen og alt det lokale. Det kender jeg jo lidt til, siger Kem Kaas.

En stor aktør

Han arbejder for Hornsyld Købmandsgård og vil hygge sig med arbejdet for charterselskabet i fritiden.

Bådene, der kommer til Juelsminde, er nye og typisk 32 til 36 fod. Prisen går fra 1000 til godt 3000 euro for en uges leje. Foto: Emil Fibiger

- Jeg vil prøve at se, hvad det er for noget. Jeg synes, det er et godt tiltag for Juelsminde at få dem herop. Det er en af de helt store aktører inden for bådudlejning og bådsalg, siger Kem Kaas, der primært kommer til at arbejde på lørdage.

Annonce

Par og Børnefamilier

Hvem vil leje bådene?

- Jeg vil skyde på, det typisk vil være halvtreds plus-par, hvor tre går sammen om at leje en båd i sommerferien, eller børnefamilier, som vil ud og se, om ferieformen er noget for dem, svarer Kem Kaas.


Det er en ny måde at have båd på herhjemme, men jeg tror på, det kan slå an

Kem Kaas


Han forestiller sig, at en overvægt af lejerne vil være tyskere, der kører i bil til Juelsminde for så at sejle ud på vandet og holde ferie. Men også danskere ventes at se ideen i ferieformen.

- Chartermarkedet for sejlbåde er ikke kommet frem i Danmark endnu. Det er en ny måde at have båd på herhjemme, men jeg tror på, det kan slå an, siger Kem Kaas.

Annonce

En ubekendt faktor

Hos Mola Yachting i Tyskland krydser man fingre for, at coronavirus og rejserestriktioner ikke vil spænde ben for tyskerne, der vil tage turen til Juelsminde.

Mola Yachting har lejet nogle kvadratmeter på havnen. Den røde hytte skal bruges som mødested. Her vil man af og til kunne møde tidligere havnefoged Kem Kaas, der har sagt ja til en tjans som servicemand. Foto: Emil Fibiger

- Pandemi-situationen kan forårsage problemer, men vi ved det ikke endnu. Vi er optimistiske og håber på en god sæson, siger salgsmanager hos Mola Yachting, Hannes Niessen, da avisen har hul igennem til ham på telefonen.

Annonce

Ideen kom fra kunde

Sidste år var han og en leder i Juelsminde for at se by og havn an. Opfordringen kom fra en dansk kunde.

- Vi fik en varm modtagelse, og vi følte, det ville være interessant at lave en ny base. Juelsminde er meget sammenlignelig med vores anden base i Rügen (Tysklands største Ø, red.), der også har meget turisme, fortæller Hannes Niessen.

Annonce

Havn har fundet plads

Det er bestyrelsen i Juelsminde Havn og Marina, der har besluttet at give Mola Yachting plads.

- Det har vi, fordi vi synes, det er spændende og kan se muligheder i at få den type gæster til vores havn. De kommer til at benytte havnen i slutningen og starten af deres ferie, og det kan være, de tager en overnatning i Juelsminde og bruger andre faciliteter, som byen har, siger formand Jonas Nonbo.

Mola har sat sig på gæstepladser i Østhavnen, og pladserne vil fortsat kunne lejes ud, når udlejningsbådene er booket og ude at sejle.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce