Horsens: To spillere i HH's førsteholdstrup har fået ophævet deres kontrakter.
Der er tale om Amalie Wichmann og Mollie Edelved.
- Det er synd for Amalie Wichmann, der har valgt at stoppe sin håndboldkarriere på grund af gentagne skader, siger HH-træner Lars Frederiksen.
- Hun er en god spiller, men jeg har ikke haft glæde af hende i HH, fordi hun ikke har kunnet spille i min tid som træner i klubben.
- Mollie Edelved har ikke været brugt på holdet i min tid, så det er to spillere, som jeg desværre ikke selv har haft glæde af, så derfor rammer det ikke holdet i den nuværende situation, siger Lars Frederiksen.
Amalie Wichmann har spillet for Skanderborg, hvor hun var topscorer i 1. division, og Team Tvis Holstebro. Hun var med i de første kampe i 1. division, men blev skadet mod Sønderjyske. Siden har hun været på banen i et par kampe, men blev skadet igen og har været tilskuer det meste af tiden.
Mollie Edelved blev hentet i Ajax, da Ricka Gindrup fik en korsbåndsskade, men hun fik kun nogle få kampe og har derfor valgt at tage tilbage til København.
Begge kontrakter er blevet ophævet.