Annonce
Horsens

Tidligere folketingspolitiker Irene Simonsen går efter en plads i byrådet for Venstre

Venstres borgmesterkandidat, Martin Ravn, kalder det fantastisk, at Irene Simonsen har meldt sig ind i kampen for en plads i byrådet i Horsens for Venstre. Arkivfoto: Morten Pape
Irene Simonsen havde egentlig lagt livet som aktiv politiker bag sig, men nu går den ikke længere for venstrekvinden, som gerne vil gøre en forskel i byrådet i Horsens.

Horsens: Tidligere folketingsmedlem for Venstre Irene Simonsen stiller op til det kommende kommunalvalg i Horsens for Venstre.

Det fortæller Irene Simonsen, som har samme tilgang til den kommunale politik, som på landsplan.

- For mig handler det om, at vi skal sætte mennesket frem for systemet. Jeg skal ikke ind og have en ny politisk karriere, men jeg vil gerne vælges ind for at få indflydelse og være med  til at rydde op i nogle ting, og det har jeg erfaring med fra mit arbejde i Folketinget, siger den 62-årige erhvervskvinde.

Irene har et stort lokalt netværk.

- Jeg ses med rigtig mange mennesker i min hverdag fra alle mulige sociale lag og fag, og jeg ser mange mennesker, der føler sig klemt i systemet. Det vil jeg gerne være med til at rydde op i. Jeg kan ikke lave en revolution, men jeg vil gerne være med til at gøre en forskel.

Irene Simonsen har snakket med Venstres borgmesterkandidat Martin Ravn om sit kandidatur.

Herfra er der stor begejstring:

- Det er fantastisk, at hun melder sig, selv om hun på en måde føler, at hun har aftjent sin værnepligt.  Hun kan trække på sin erfaring og viden fra Folketinget, et enormt stort netværk og masser af gåpåmod, lyder det glad fra Venstres borgmesterkandidat, byrådsmedlem og 1. viceborgmester Martin Ravn.

Annonce

En rigtig venstrekvinde

Irene Simonsen meldte sig på et tidspunkt ud af Venstre, men vendte efter en pause på cirka tre år tilbage som medlem af partiet.


Jeg kan rigtig godt lide at være sammen med unge mennesker, og når unge og gamle sætter sig sammen, så lærer vi begge noget.

Irene Simonsen


- Jeg meldte mig ud efter al debatten om smykkelov og barnebrude, da jeg ikke kunne forsvare det mere. Jeg vendte tilbage igen for at kæmpe for Venstres kerneværdier, siger Irene Simonsen, som oplevede, at det var partiet, der havde flyttet sig - ikke hende.

Nu er hun klar til et politisk comeback på den lokale politiske scene.

- Jeg har meldt mit kandidatur. Så skal der være opstillingsmøde, hvor jeg har mulighed for at blive valgt som kandidat. Herefter er det op til vælgerne, om jeg får deres stemmer. Det kommer man ikke sovende til, det ved jeg godt, siger Irene Simonsen.

Venstres opstillingsmøde skal være afviklet inden udgangen af april.

Annonce

Ung og gammel er et godt miks

Hun tilføjer, at hun med sine 62 år vil være med til at trække aldersgennemsnittet op.

- Jeg kan rigtig godt lide at være sammen med unge mennesker, og når unge og gamle sætter sig sammen, så lærer vi begge noget, så jeg kunne rigtig godt tænke mig, at der også er nogle  unge, der stiller op.

Irene Simonsen har allerede defineret sine kerneområder.

- Det er beskæftigelse, integration og det sociale område, jeg brænder for og har erfaring fra. Og så vil jeg forsøge at få lavet en rigtig god erhvervsklub, for når kommuner sætter sig sammen med erhvervslivet, så får man ofte lavet noget, der fungerer rigtig godt både i forhold til drift og arbejdspladser.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Coronavirus

Live: Første tilfælde af brasiliansk variant fundet i Danmark

Annonce