Annonce
Horsens

Tager konsekvensen af politisk uro: Fjernvarme Horsens udskyder byggeri af biomasseanlæg nummer to

Det eksisterende biomasseanlæg på Endelavevej blev taget i brug i 2017. Anlæggets etape to er udskudt, indtil der er klarhed over, om der kommer politiske indgreb mod brugen af biomasse, i Horsens' tilfælde flis, som varmekilde. Foto: Morten Pape
Usikkerhed om mulige politiske indgreb mod biomasse som fremtidig varmekilde sår tvivl om tidspunktet for byggeriet af anden etape af biomasseanlægget på Endelavevej. Overskudsvarme fra Hamlet Protein dækker behovet lige nu.
Annonce

Horsens: Fjernvarme Horsens har udskudt byggeriet af biomasseanlæg nummer to på matriklen på Endelavevej.

Anden etape skal supplere det eksisterende biomasseanlæg, og sammen er de to anlæg af Fjernvarme Horsens blevet betegnet som en helt essentiel overgangsløsning for at servicere det støt stigende antal fjernvarmekunder.

Blok 2 skulle egentlig være sat i drift i 2021, men det har Fjernvarme Horsens nu ændret til efteråret 2022, så der kan være fuldt tryk på anlægget til varmesæsonen 2022-2023.

Beslutningen er taget som en direkte konsekvens af den politiske uro, der i nogen tid har været om biomassens fremtid som varmekilde, fortæller direktør Christian Niederbockstruck, Fjernvarme Horsens.

Biomasse, afbrænding af træ, i Horsens' tilfælde flis fra Danmark og Nordtyskland, er omdiskuteret i forhold til CO2-påvirkningen af klimaet, og det kan betyde afgifter på brugen af biomasse.

- Vi ved ikke, hvad der sker i forhold til biomasse i forbindelse med de klima-forhandlinger, der snart skal gå i gang. Med den biomasse, vi bruger i Horsens, har jeg ikke en forventning om, at vi vil blive ramt af afgifter, men vi vil meget gerne have en politisk afklaring, før vi sætter byggeriet i gang, siger han.

Med den biomasse, vi bruger i Horsens, har jeg ikke en forventning om, at vi vil blive ramt af afgifter, men vi vil meget gerne have en politisk afklaring, før vi sætter byggeriet i gang.

Christian Niederbockstruck, direktør, Fjernvarme Horsens

Annonce

Overskudsvarme hjælper

Når det er muligt at udskyde byggeriet af biomasseanlæg nummer to og samtidig fastholde kapaciteten, skyldes det, at Fjernvarme Horsens, siden det første anlæg blev bygget, har fået mulighed for at aftage overskudsvarme hos virksomheden Hamlet Protein.

Samarbejdet med Hamlet Protein sikrer en ekstra kapacitet frem til 2023 på cirka 20-25 procent. Når fjernvarmeplanen er fuldt udrullet, og alle nye forbrugere, omkring 10.000, er tilsluttet, vil Hamlet Proteins andel udgøre cirka 15 procent, fortæller Christian Niederbockstruck.

- Når det er sagt, så skal vi tage en endelig beslutning i år om, hvornår byggeriet af biomasseanlæg nummer to går i gang. Det tager cirka to år at opføre anlægget, og derfor venter vi utålmodigt på, at der kommer klarhed, siger Christian Niederbockstruck.

Den aktuelle situation med coronavirussen, der stjæler dagsordnen fra klima-spørgsmålet, herunder biomassen, gør ikke situationen nemmere, konstaterer fjernvarme-direktøren.

- Lige nu ser jeg det ikke som et stort problem, men det er klart, at vi risikerer en forsinkelse i processen, og at der kan opstå flaskehalse i myndighedsbehandlingen, hvis det her fortsætter længe endnu, siger han.

Annonce

Antallet af kunder stiger

Det første biomasseanlæg blev taget i brug i slutningen af 2017 og er i dag en vigtig del af varmeforsyningen i Horsens.

Anlægget er ikke i brug hver dag, men cirka fra september til april supplerer biomasse varmeproduktionen fra affald og sikrer dermed, at alle kunder får den varme, de ønsker.

Det er sikkert, at der skal ske noget for at imødekomme varmebehovet hos de kunder, der i de senere år er skiftet til fjernvarme fra naturgas.

Antallet af fjernvarmekunder i Horsens Kommune stiger i disse år som en konsekvens af kommunens fjernvarmeplan fra 9000 til 20.000 husstande, og på længere sigt er der med byggeboomet i Horsens udsigt til yderligere et stort antal fjernvarmekunder.

Fire spørgsmål og svar

Fire spørgsmål om biomasse-sagen, som her besvares af Christian Niederbockstruck, direktør for Fjernvarme Horsens:

- Får det økonomiske konsekvenser for forbrugerne, at byggeriet af biomasseanlæg nummer to bliver udskudt?

- Nej, det får ingen betydning. En del af varmen kan i perioden leveres som overskudsvarme fra Hamlet Protein. Produktionsomkostningerne i perioden bliver en smule dyrere, men til gengæld udskyder vi investeringen i biomasseanlæg nummer to. Her vil anlægsomkostningerne også vil blive lidt lavere, da tidspresset på byggeprocessen mindskes.

Hvor stor en investering taler vi om i forhold til biomasseanlæg nummer to?

- Det afhænger af mange faktorer. Anlægget kan designes på mange måder i forhold til for eksempel teknik og kapacitet, og tempoet for opførelsen betyder også noget for prisen. Vi forventer, at beløbet bliver i omegnen af 100 millioner kroner.

- Hvordan vil eventuelle afgifter på biomasse påvirke priserne for kunderne?

- Det ved vi ikke. Der er ikke politisk enighed om afgifter eller en bestemt model for afgifter på biomasse. Men der lader dog til at være en bred, politisk forståelse om, at de biomasseanlæg, som har fortrængt fossilt kul og naturgas særligt i landets større byer, ikke skal straffes med en afgift. Der har også været tale om en ordning, hvor der ikke lægges afgift på certificeret biomasse, altså biomasse som dokumenteret overholder kravene til blandt andet bæredygtighed. I begge tilfælde vil biomasseanlægget i Horsens ikke blive ramt af afgifter.

- Kan det ende med, at biomasseanlæg nummer to helt bliver skrottet?

- Vi undersøger løbende alternativer og holder alle døre åbne. Problemet er, at tiden løber fra os. Til varmesæsonen 2022-2023 er de fleste af fjernvarmeplanens nye forbrugere sluttet til, så vi har naturligvis på det tidspunkt et behov for øget produktionskapacitet. Det har vi vidst længe, og derfor har vi for længst fået godkendt et projekt til opførelse af den anden etape. Men vi så gerne, at rammevilkårene var afklaret, inden vi sætter spaden i jorden.

Christian Niederbockstruck, direktør for Fjernvarme Horsens, understreger, at det ikke vil få økonomiske konsekvenser for fjernvarmekunderne, at byggeriet af biomasseanlæg nummer to er udskudt. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AC Horsens

Genlæs livebloggen: AC Horsens tabte igen - men der var fremgang at spore

AC Horsens

AC Horsens har flest sejre mod Brøndby, men Jonas Dal skruer ned for ambitionerne

Danmark For abonnenter

For to år siden kørte Jesper sin kone på plejehjem: - Jeg følte mig som det mest utro væsen over for Hanne

Annonce