Horsens: Egentlig skulle interviewet med Susanne Madsen have handlet om, hvad fremtidsplanerne lød på, efter det kom frem, at hendes kontrakt i HH Elite, der udløber til sommer, ikke bliver forlænget.
Den snak kom hun dog hurtigt i forkøbet, da undertegnede spurgte ind til punktummet i Horsens:
- Det er af den helt simple årsag, at HH Elite ikke har forlænget min kontrakt. Det er sådan gamet er. Jeg havde håbet, at hvis jeg skulle fortsætte, så skulle det være i Horsens, men sådan skulle det ikke være. Det har medført, at jeg har gået med overvejelserne om at stoppe. og den beslutning har jeg taget, siger bagspilleren, der fortsat spiller en vigtig rolle for holdet, men er den seneste sæson gledet længere ud i periferien, i takt med at truppen er blevet forstærket.
Slutspil vil være et højdepunkt
Susanne Madsen fortæller, at hun på én og samme tid er topmotiveret til resten af sæsonen i HH Elite og fornemmer, at tidspunktet for karrierestoppet er det rigtige.
- Det er allermest på grund af familien. Min kæreste er også fuldtid i håndboldverdenen, så der er nogle ting, vi har skulle få til at forlige sig med hinanden. På samme tid føler jeg mig ved at være mættet, siger hun og fortæller, at beslutningen blev truffet for en måneds tid siden.
Privat danner Madsen par med Lasse Folkmann, som er assistenttræner for de storsatsende håndboldherrer i Fredericia Håndboldklub.
CV: Susanne Madsen
Susanne startede sin seniorkarriere i GOG, inden turen gik forbi Horsens HK på vej mod kvindeligaen. Siden har hun tørnet ud for følgende klubber:
2011-13: Odense Håndbold
2013-15: Team Esbjerg
2015-16: SønderjyskE Håndbold
2016-20: Odense Håndbold
2020-22: HH Elite
Nu gælder det i første omgang HH Elites eventuelle færd i slutspillet. Noget, Susanne Madsen omtaler som et højdepunkt - i al fald for tiden i det horsensianske.
- Nu krydser vi fingre for, at alt går som det skal, og vi kommer i slutspillet. Men det er pisse fedt at kunne slutte af på den måde. Så må vi se, om jeg er så afklaret, som jeg tror, eller om jeg bliver følelsesladet, når den sidste kamp er spillet, siger hun.
HH Elite-Herning-Ikast Håndbold
HH Elite tager søndag imod kvindeligaens tredjeplads, Herning-Ikast Håndbold, i en kamp der i bedste fald kan sikre holdet en plads i slutspillet. Det kræver dog en sejr, eller ét point, hvis København Håndbold samtidig scorer maksimalt et enkelt point i deres kamp mod Team Esbjerg.
- Det er sgu fedt, at vi har det udgangspunkt. Når det er sagt, er jeg fløjtende ligeglad, om Esbjerg vinder med ti eller ét. Vi må se bagefter, siger HH-cheftræner Jan Leslie, der ikke lægger skjul på, at det kommer til at kræve en kraftpræstation, hvis holdet skal gøre sig nogen forhåbninger om at kunne spille med om sejren.
- Jeg anser Herning-Ikast som den største favorit til at overraske i mesterskabsspillet. Det er et vanvittigt stærkt hold med mange ting at spille på - men kampen starter jo 0-0, siger Leslie, som i midtugen så sit mandskab slå Ringkøbing Håndbold med 24-22 i en kamp, der allermest handlede om at stå for presset.
Bagspiller Susanne Madsen mener, at den sejr potentielt kan have fjernet noget af presset fra spillerne.
- Det siger alt om, hvor meget holdet har rykket sig, at vi kan vinde sådan en kamp, når det virkelig gælder. For bare et halvt år siden, vandt vi ikke kampene på vippen, og forhåbentlig kan det være med til, at vi slipper håndbremsen en smule og kan spille mere frit resten af sæsonen, siger hun.
HH Elite blev lørdag 100 procent sikker på deltagelse i slutspillet, da Aarhus United tabte til Ajax. Dermed er HH sikker på minimum at slutte på 8. pladsen.