Horsens: Julie Gantzel, 26-årig stregspiller i HH Elite, har fået ophævet sin kontrakt efter eget ønske.
Det sker, efter at HH Elite har skrevet kontrakt med to landsholdsspillere på hendes plads, Stine Bodholt og Majbritt Toft Hansen.
-Det var Julie Gantzel, der ønskede kontrakten ophævet, og det ønske har vi efterkommet, siger HH-træner Lars Frederiksen.
Da hun spillede i Herning-Ikast, fik hun stort set ingen spilletid, og valgte derfor at skifte til Horsens. Nu er udsigten til spilletid også begrænset i Horsens.
Julie Gantzel har tidligere været årets spiller i Ringkøbing, hvor hun var med til at redde holdet fra nedrykning fra ligaen efter nedrykningskampe mod Hadsten. Hun bor i Herning.
Julie Gantzel har gået på den berømte håndbolskole i FC Midtjylland, og hendes far er klubbens formand.
Som ungdomsspiller var hun med til at vinde bronze ved ungdoms-OL i Tyrkiet.
Efter en korsbåndsskade tog hun til Norge og spillede tre år i Halden, bl.a. sammen med Sofie Fynbo.
Hun spillede tre sæsoner i Herning-Ikast, inden hun valgte at skifte til Horsens.
- Jeg har været meget tilfreds med Julie Gantzel. Hun har gjort det fint, både i forsvaret og på stregen, siger Lars Frederiksen.
Hun er i gang med en uddannelse i teknologibaseret forretningsudvikling og mangler et år.
Julie Gantzel er fysisk stærk og blev valgt som kampens bedste spiller i kampen mod sine gamle klubkammerater fra Herning.