Annonce
Erhverv

Springvand: Tak for indsatsen – vi vælger en anden

Oliver Bach var selv hoppet i hullet, da springvandet på Torvet blev genindviet 11. maj sidste år. Arkivfoto: Mikael Lund
Wintec-ejer Oliver Bach, som sidste år fik springvandet på Torvet i Brande til at virke igen, er forundret over, at Ikast-Brande Kommune har valgt et udenbys firma til opgaven med at vedligeholde kommunes springvand uden at give ham muligheden for at komme med et bud.
Annonce

Brande: Den 11. maj sidste år kom der igen liv i springvandet på Torvet. Brande City havde efter et længere forløb mistet tålmodigheden med Ikast-Brande Kommune og havde i stedet entreret med Oliver Bach fra Wintec i Drantum om at få sat det tørlagte springvand i drift igen, og missionen lykkedes, blandt andet takket være en række private bidrag.

I forbindelse med sidste efterårets budgetforlig blev der så afsat penge til en renovering af springvandene i ikke blot Brande, men også Ikast og Ejstrupholm, og nu er der fundet et firma, der skal løse opgaven.

I Drantum undrer Oliver Bach sig over, at han – selvom borgmesteren for nylig har opfordret til, at man særligt i denne tid støtter og køber lokalt – ikke engang er blevet bedt om at komme med et bud på opgaven, især når han har bevist, at han – i modsætning til den oprindelige leverandør af springvandet – har været i stand til at få det til at virke.

- Jeg er målløs – jeg kan levere til alle andre kommuner, og mange af dem bruger mig som rådgiver, siger Oliver Bach, som indtil videre ikke har haft held til at få foden indenfor som leverandør til Ikast-Brande Kommune.

Annonce

Aftalen opsagt

Sidste år indgik han en tre-årig aftale med Brande City om at servicere springvandet, men den aftale er nu opsagt, og samarbejdet er afsluttet. Som sin sidste handling i den forbindelse tændte Oliver Bach for nylig for springvandet, en opgave han i henhold til kontrakten kunne have taget sig betalt for, men valgte at udføre uden beregning.

- Hvordan kan man overdrage et springvand til Brande City og så tage det tilbage igen, spørger en undrende Oliver Bach og fortsætter:

- Det kunne næsten ikke være tacklet mere uprofessionelt, end det er blevet gjort.

Han er ikke sikker på, at alle dem, der har givet et bidrag til at få springvandet sat i drift igen, ville have spyttet i kassen, hvis de havde vidst, hvordan tingene hang sammen.

- Jeg synes, det er ærgerligt, siger han og kalder forløbet ”en svinestreg” overfor de borgere, der synes, det er byens springvand. Han er til gengæld glad for den ros og de skulderklap, der er blevet ham til del. Formand for Brande City, Preben Christensen, fastslår, at foreningen aldrig har haft til hensigt at overtage springvandet eller driften af det – det ville ganske enkelt være alt for dyrt.

- Kommunen har ret til det, de har gjort – de har behandlet os ordentligt, pointerer han og roser samtidig Oliver Bach for hans indsats med at få springvandet op at køre igen:

- Han har til fulde levet op til kontrakten, fastslår Preben Christensen.

Springvandet er kommunens ejendom, og ifølge Brande City-formanden er foreningen aldrig decideret blevet spurgt, om de vil drifte det. Alligevel havde han gerne set, at det var en lokal, der havde fået tildelt opgaven. Formanden for teknik- og miljøudvalget, Henrik Engedahl (V), oplyser, at det eneste, han har været involveret i i denne sammenhæng, er en kontakt til Brande City i efteråret for at høre, om de ville være interesserede i et fortsat samarbejde om driften af springvandet, efter at byrådet i efteråret havde besluttet at afsætte midler til at opgradere anlægget.

- Dette var de ikke, hvilket jeg kun har forståelse for, lyder det fra udvalgsformanden, der både i denne forbindelse og flere andre sammenhænge på kommunens vegne har udtrykt anerkendelse af Brande Citys initiativ for at holde gang i en lokal attraktion, mens kommunen blev klar til igen at løfte opgaven.

Annonce

Politisk pres

Chef for Ikast-Brande Kommunes bygge- og miljøafdeling, Jesper Hahn-Pedersen, oplyser, at man har valgt ikke at sende opgaven i udbud, fordi der dels ikke er interne kompetencer til at udarbejde et tilstrækkeligt detaljeret udbudsmateriale, dels fordi der har været et politisk pres for at få sat nogle anlægsopgaver i gang hurtigt. Derfor har man valgt at spørge et firma, man har samarbejdet med igennem en længere årrække, og som desuden er inde i springvandsproblematikkerne over hele kommunen.

Oliver Bach understreger på sin side, at opgaven med at vedligeholde de kommunale springvand ikke har den store betydning for Wintecs bundlinje. For ham er det mere blevet en æres- og principsag tilsat en undren over, at man både i daværende Brande Kommune og nu også Ikast-Brande Kommune foretrækker at indgå aftaler med udenbys firmaer, selvom man har virksomheder i kommunen, der kan løse opgaverne; noget han er meget opmærksom på, når han selv skal finde samarbejdspartnere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce