Annonce
Erhverv

Skyder højt: Ambitiøs startup går på jagt efter Fortune 500-firmaer

Accutics går efter de allerstørste. Den odenseanske startup er klar til at indtage USA. Pressefoto
Virksomheden Accutics ApS har afdelinger i København og Odense, men snart er det USA, der bliver satset på. Og målet er selskaber i den helt store liga.

ODENSE: I USA er alting meget større, og det kan komme virksomhedens Accutics ApS til gode.

For virksomheden har udviklet et produkt, der giver mere udbytte, jo større kundens virksomhed er. Produktet er et forbindelsesled mellem markedsføringsplatforme og de analyseværktøjer, der kan vise, om markedsføringen har ramt rigtigt, og det skal nu for alvor udbredes til det amerikanske marked, fortæller driftsdirektør (COO) Michael Møller, der har været med til at grundlægge Accutics.

- Vi er i gang med at etablere et kontor i Georgia, og det giver os mulighed for at tage meget af Østkysten i USA. Vi flyver til Atlanta sidst på måneden (oktober, red.) og skal have en stribe møder med Fortune 500-virksomheder (liste over de 500 største amerikanske virksomheder, red.), siger han.

- Planen er, at vi skal have gang i det marked. For én ting er, at vi har nogle kunder derovre i dag, men vi skal have en mere strategisk tilgang til det at få kunder i USA.

Annonce

Accutics ApS

Michael Møller, driftsdirektør (COO), har været med til at grundlægge Accutics, og han forklarer, at man kan se produktet fra Accutics ApS som en form for rørsystem.

- Vi er rørsystemet eller bindeleddet mellem de digitale markedsføringsplatforme på den ene side. Det kan være Facebook, Linkedin, Google Adwords, og hvad vi nu ellers kender, som man kan markedsføre sig på digitalt. Og på den anden side er de analyseplatforme, som virksomhederne har liggende på deres egen hjemmeside, forklarer han.

- Vi sørger for, at når for eksempel Adobe Analytics skal måle, hvor trafikken kommer fra, så har virksomheden et ensartet grundlag at gøre det ud fra, så de kan finde ud af, hvor de skal optimere.

- Og når man først har et datafundament, kan vi lave databerigelse. Det vil sige, at vi lægger nogle ekstra data oven på, så man får en endnu højere grad af detalje i sin rapportering.

Værktøjer er amerikanske

Når det er USA, som Accutics satser på, hænger det blandt andet sammen med, at det amerikanske marked er mere klar til at tage imod produktet fra Accutics, end det europæiske er.

- Vi har en global forretningsmodel, og vi har kunder mere eller mindre i hele verden, men vi skal vækste særligt i USA, hvor markedet er lidt mere modent end i Europa. Det handler om, at de værktøjer, vi bruger til datadrevne marketingprocesser, alle er født i USA. Det vil sige Adobe, Google, Facebook og Linkedin, forklarer Michael Møller.

- Så i USA har der været en hurtigere tilpasning, hvor Europa generelt er et par år bagefter i at bruge det på den måde.

Samtidig er der mange store virksomheder i USA, og jo større virksomheder, jo større udbytte af produktet fra Accutics.

- Jo større virksomhed og jo flere mennesker, der er involveret, jo større risiko er der for, at processerne kan gå galt og jo mere komplekst er det at rydde op i. Det er derfor, vores målgruppe er større virksomheder, siger Michael Møller.

Nomineringen som årets startup i EY Entrepreneur of the Year er et vigtigt stempel at få, understreger Michael Møller.

Planer kræver penge

- Først og fremmest er det et dejligt skulderklap at få. At vi gør noget rigtigt. Og rent markedsmæssigt kan vi bruge nomineringen, for EY er meget stort og internationalt, og mange af vores kunder bruger de største revisionsfirmaer i verden, hvor EY er et af dem, og det er da helt sikkert et stempel, som vores kunder lægger mærke til, at vi har fået, siger Michael Møller.

Det kan også have betydning, når Accutics skal rejse penge. For det bliver der brug for.

- Det kræver penge at eksekvere vores planer, så der bliver brug for indskud. Der er ikke sat noget i pipeline endnu, men vi har dialoger i gang, og vi får løbende henvendelser fra venture fonde, der gerne vil høre, hvad vi laver, fortæller Michael Møller.

- Så jeg mener bestemt, at det er realistisk. Det er mere et spørgsmål om timing.

Nomineret til EY Entrepreneur Of The Year

Accutics ApS fra Odense er nomineret til EY Entrepreneur Of The Year 2019 i startup-kategorien.

Kriterierne for at være med her er:

  • Virksomheden skal have aflagt ét og maksimalt fire regnskaber.

  • Virksomheden skal have et skalerbart produkt, ide og potentiale.

  • Der skal være "proof of business" og "proof of concept".

  • Virksomheden har gerne rejst venture-/seed-kapital og/eller kapital fra private investorer (Business Angels), eller via fremmedfinansiering – bank, Vækstfonden med videre. Dette er ikke er krav, men velanset.

  • Virksomheden skal have en solid forretningsmodel.

  • Der vil ligeledes lagt vægt på virksomhedens evne til at eksekvere, deres CSR-strategi og ledelseskompetence.

Sebastian Mørch, Kasper Rasmussen og Michael Møller har grundlagt Accutics ApS. Virksomheden har to afdelinger i Danmark og gør nu klar til at indtage den amerikanske østkyst med et kontor i Georgia. Foto: Accutics
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

- Far, far, julemanden er her...

Annonce