Horsens: - Mange revisionsfirmaer er faldet lidt i søvn. Det er meget business as usual. Det er det ikke hos os.
Det er med store forhåbninger, at Jesper Sand har sat sig i front for den nyeste spiller på det horsensianske revisionsmarked, virksomheden Revision Plus.
Firmaet, der driver 14 afdelinger på tværs af Danmark, og som blev grundlagt i Storvorde i 2017, har etableret kontor på Sandøvej i Horsens, hvor det åbnede dørene for første gang i midten af november.
Her er målet at sætte en ny lokal standard for forretningsrådgivning.
- Vi oplever ofte, at revisionskunder har behov for rådgivning, som ligger ud over det revisionsmæssige. Vores koncept er helt specielt ved, at vi har rådgivere inden for de tilgrænsende områder til revisionsforretningen samlet i huset, siger Jesper Sand.
Foruden revisionsrådgivning kan firmaets kunder få rådgivning inden for blandt andet jura, pension, skat og forsikringer.
- Det er one-stop-shopping. Du kan handle alle dine rådgivningsydelser ét sted. Det gør os helt særegne, siger Jesper Sand.
Han er foreløbig eneste mand på adressen, men firmaet er i gang med at ansætte.
Små og mellemstore kunder
Revision Plus har hovedsagligt sigtekornet rettet mod små og mellemstore virksomheder.
- Vi løfter en opgave, de store revisionsselskaber ikke kan, nemlig hos de mange virksomheder, der er små og mellemstore. Med den struktur, vi har i kæden, kan vi hjælpe på en helt anden måde, end svm’erne (små og mellemstore virksomhederne, red.) er vant til at blive hjulpet af deres rådgivere, siger Jesper Sand.
Jesper Sand, partner i Revision PlusDet er one-stop-shopping. Du kan handle alle dine rådgivningsydelser ét sted. Det gør os helt særegne.
Han peger konkret på almennyttige boligselskaber og det, han kalder området af hvide kitler, blandt andet tandlæger, speciallæger og alment praktiserende læger, som kundesegmenter, hvor den lokale afdeling står stærkt.
En af syv partnere
Jesper Sand har været revisor siden starten af 1990'erne og autoriseret revisor siden 2009. I 2013 blev han en del af revisionsvirksomheden Revisto, som også har til huse på Sandøvej, hvor han takkede af tidligere i år.
1. oktober blev han en af syv partnere i Revision Plus med ansvar for den horsensianske satsning.
- Vi kører med et system, hvor alle partnere har en specialisering. Jeg har de hvide kitler, som jeg opbyggede en erfaring med, mens jeg var hos Revisto, siger han.
Foruden Horsens-egnen kommer kontoret til at beskæftige sig med kunder fra Vejle og Silkeborg.
- Vi er i fuld drift, så nu skal vi ud at have fat i de menneskelige ressourcer, siger Jesper Sand, der i første omgang er på udkig efter en til to ansatte.