Annonce
Horsens

Rekord-stigning i Horsens: 43 nye smittede på ét døgn

Smittetallet slår rekord i Horsens Kommune. Arkivfoto: Morten Pape
Fra torsdag til fredag er der kommet et rekordhøjt antal nye konstaterede smittetilfælde med covid-19 i Horsens Kommune. Flere af dem har tilknytning til Danish Crown-slagteriet.
Annonce

Horsens: Antallet af borgere i Horsens Kommune, der er testet positiv med covid-19, stiger fortsat og fra torsdag til fredag er 43 nye borgere testet positive. Det oplyser Horsens Kommune i en pressemeddelelse.

Dagen før var der kommet 20 nye tilfælde, og det var det hidtil højeste tal for et døgn i kommunen. Den "rekord" er nu mere end fordoblet.


Det er meget bekymrende, at smittetallet stiger så voldsomt i øjeblikket, og i vores lokale krisestab følger vi udviklingen tæt.

Peter Sørensen (S), borgmester i Horsens Kommune


- Det er meget bekymrende, at smittetallet stiger så voldsomt i øjeblikket, og i vores lokale krisestab følger vi udviklingen tæt, siger borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen (S), i en pressemeddelelse.

Samlet set er der konstateret 88 smittetilfælde i Horsens Kommune inden for de seneste syv dage, og det giver et incidenstal på 97. Langt over bekymringsgrænsen på 20 og det 12. højeste blandt landets 98 kommuner - og det klart højeste, der hidtil er registreret i Horsens Kommune.

Forsinkelse i tallene - forstå dem her

Der er forskel på, hvordan antallet af nye tilfælde af covid-19 opgøres. Enten er det efter, hvornår testen er analyseret, eller efter, hvornår den er foretaget.

Fredag blev det meldt ud, at der det seneste døgn - og siden seneste melding torsdag - var kommet 43 nye konstaterede tilfælde af covid-19 i Horsens Kommune.

Altså var 43 af de mange analyserede tests det seneste døgn erklæret positive.

Det betyder ikke nødvendigvis, at testen er blevet foretaget inden for samme døgn. Den er sandsynligvis foretaget tidligere, da der kan være op til 72 timers svartid på prøverne. Dog ligger det normalt på omkring et døgns svartid.

Fredagens melding om 43 nye smittetilfælde fordeler sig ifølge data fra Statens Serum Institut sig ud på to dage, hvis man kigger på prøvedatoen: 40 tilfælde onsdag og tre tilfælde torsdag, hvor man endnu ikke har analyseret alle prøver - derfor vil tallet for den dag sandsynligvis stige.

Ifølge data fra Statens Serum Institut fordeler de seneste smittetilfælde sig sådan her ud fra, hvornår testen er foretaget:

Torsdag 8. oktober: 3 smittede

Onsdag 7. oktober: 40 smittede

Tirsdag 6. oktober: 20 smittede

Mandag 5. oktober: 5 smittede

Søndag 4. oktober: 5 smittede

Lørdag 3. oktober: 2 smittede

Fredag 2. oktober: 7 smittede

Torsdag 1. oktober: 6 smittede

Incidenstallet dækker over antal konstaterede smittetilfælde i løbet af en uge per 100.000 indbyggere.

Annonce

Smittede på slagteri

Borgmesteren fortæller, at flere af de smittede arbejder på Danish Crowns slagteri ved Gedved.

- Vi ved nu, at det stigende smittetal i hovedsagen er relateret til polsk arbejdskraft blandt andet med tilknytning til Danish Crown-slagteriet. Her har man igennem et stykke tid intensiveret kontrollen, så alle medarbejdere skal testes, inden de møder på arbejde og derved har man fundet en del smittede, som ikke har haft symptomer på coronavirus, siger Peter Sørensen.

Fire opfordringer fra borgmesteren

Borgmester i Horsens Kommune Peter Sørensen (S) opfordrer i forbindelse med den voldsomme stigning i antallet af covid-19-smittede i kommunen til, at man følger disse råd:

- Brug forsigtighedsprincippet. Tænk over, hvor mange du mødes med og begræns mængden af sociale arrangementer.

 - Husk håndvask, håndsprit og god afstand

- Husk mundbind i offentlig transport, og hvis du tager på café- eller restaurantbesøg.

- Hent smittestop'-app'en, så det bliver nemmere for myndighederne at lokalisere smittekæder. Du kan finde app'en på www.smittestop.dk.

Han oplyser, at kommunen er i tæt kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed i forhold til at vurdere, om der er behov for iværksættelse af yderligere foranstaltninger for at dæmpe smittespredningen.

Skulle det blive relevant, er man klar til at handle med kort varsel, oplyser kommunen.

Annonce

Tilbyder isolationspladser

Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der har opgaven med smitteopsporing, og det arbejde er i fuld gang.

- Vores opgave som kommune er først og fremmest at være klar med tilbud om isolationspladser til de smittede borgere, der ikke selv har mulighed for at isolere sig 100 procent fra deres omgivelser.

- Vi har en aftale med vores nabokommuner om, at vi løser den opgave i fællesskab, og dem har jeg taget kontakt til, så vi er klar med isolationspladser, hvis Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at der bliver brug for det, siger Peter Sørensen.

- Og jeg kan fortsat kun opfordre til, at vi passer rigtig godt på hinanden. Det har vi indtil nu været rigtig gode til, og det skal vi blive ved med, lyder det også fra borgmesteren.

Horsens Kommune får oplyst antallet af nye smittetilfælde hver formiddag, mens de nyeste tal bliver offentlige for befolkningen på Statens Serum Instituts hjemmeside med smitteoverblikket hver dag klokken 14.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Nye rejsevejledninger - rejser til Tyskland og Cypern frarådes

Annonce