Annonce
Horsens

Power kommer til Horsens: Overtager velkendte lokaler

Power-direktør Jesper Boysen glæder sig til at åbne i Horsens på adressen, han altid har haft en forkærlighed for. Foto: Morten Pape
Power-direktør Jesper Boysen har en særligt forkærlighed for lokalerne ved Sundhedshuset, hvor han i sin tid åbnede Elgiganten. Nu er han klar til at åbne Power på adressen, så snart han overtager nøglerne.
Annonce

Horsens: I årevis har et varehus i Horsens været på Powers ønskeliste, og Power-direktør Jesper Boysen har lige så længe været på lokale-jagt i byen.

- Vi har prøvet og prøvet, men det rigtige har bare ikke været der, siger han.

Det er det til gengæld nu, mener han. Nu er vejen banet for en butiks-åbning på Grønlandsvej, hvor Elgiganten i dag har til huse. Da Jesper Boysen hørte, at Elgiganten ville flytte, var han ikke længe om at sætte sin underskrift på en lejekontrakt.

- Jeg har altid haft en forkærlighed for de lokaler. Jeg kender dem godt, for jeg var selv med til at flytte ind i dem i 2009, siger han.

Dengang stod han nemlig i spidsen for Elgiganten, og butikkens beliggenhed i forbindelse med Sundhedshuset over for Bilka fandt han optimal dengang som nu.

Så snart Elgiganten flytter ud, er Power klar til at rykke ind, fastslår Jesper Boysen.

Annonce

Klar til Black Friday og julehandel

Elgiganten åbner i denne uge på Lilli Gyldenkildes Torv, og Jesper Boysen havde håbet at kunne overtage lokalerne hurtigst muligt herefter. Den konkurrerende butik holder dog på lokalerne til hen på efteråret, fortæller han.

- Det må vi jo vente på, men vi kommer da gerne og hjælper med flyttekasserne, hvis det kan gøre, at vi kan flytte hurtigere ind, siger Power-direktøren og smiler.

Han lægger ikke skjul på, at han glæder sig meget til at åbne - igen - i Horsens.

- Horsens er en fantastisk handelsby, understreger han.

Direktøren er overbevist om, at der er plads til både Elgiganten og Power i Horsens, og han er ikke i tvivl om, at konkurrencen kommer horsensianerne til gode i form af lavere priser.

Powers administrerende direktør Jesper Boysen har tidligere været direktør for Elgiganten, og det er derfor ikke første gang, at han sætter sin underskrift på lejekontrakten til det centrale butikslokale på Grønlandsvej. Foto: Morten Pape

Power bruger sædvanligvis et par måneder på at indrette et nyt varehus, og Jesper Boysen er endnu ikke klar til at melde den endelig åbningsdato ud.

- Men jeg lover, at vi åbner, så vi er klar til både black friday og julehandlen.

Den sorte tilbudsfredag, som amerikanerne har tradition for at holde fredagen efter thanksgiving, og som de senere år også har vundet indpas herhjemme, falder i år på 27. november.

Annonce

Mindre lokale og nyt lejemål

Da Jesper Boysen i spidsen for Elgiganten i 2009 overtog butikslokalet første gang, var der tale om nybyggeri, som blev opført til formålet.

De 3200 kvadratmeter var dengang en god størrelse til et elektronik-varehus, men i dag, hvor nethandel har vundet indpas som medspiller til den fysiske butik, er pladsbehovet til lagervarer mindre, så lejemålet deles op i to, fortæller Jesper Boysen, der har sat sig på 2300 af de ledige kvadratmeter.

Power har i dag 17 varehuse fordelt i landet, men flere er på vej, fortæller Jesper Boysen.

I sensommeren og efteråret forventes åbning i både Horsens og Kolding, og byer som især Vejle, Viborg og Silkeborg står også højt på direktørens ønskeliste. Han håber, at det kan blive til i alt fire butiksåbninger, inden året er omme.

Annonce

30-35 arbejdspladser

Butikken i Horsens bliver arbejdsplads for 30-35 ansatte, fortæller Jesper Boysen.

Dem vil han fortrinsvis rekruttere lokalt, og til det formål forventer han at stable et særligt arrangement på benene i Horsens et par måneder forud for åbningen.

Power overtager det meste af det lejemål, som Elgiganten rykker ud af, men imellem Power og Lidl bliver der plads til en ny lejer, fortæller Jesper Boysen. Foto: Morten Pape

En varehuschef med godt kendskab til Power, der kan stå i spidsen for den daglige drift, forventer han at finde internt i kæden.

Power udspringer af Expert-kæden, som Jesper Boysen blev direktør for i 2012. Han kom fra en stilling som direktør for Elgiganten i Danmark og Centraleuropa. Det første Power-varehus åbnede han i 2015, og når han til efteråret kan slå dørene op til Power i Horsens, bliver det formentlig kædens butik nummer 19. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

HFS fik uafgjort efter flot indsats

Annonce