Artiklen er opdateret med oplysninger om eftersøgningen og præcisering af, hvor der er ledt.
Horsens: Mandag kort før klokken 13 leder Sydøstjyllands Politi og Beredskabsstyrelsen personale efter 81-årige Carl Petersen i og ved området omkring Bygholm Å i Horsens.
Det oplyser politiet på Twitter.
Sydøstjyllands Politi og Beredskabsstyrelsens personale søger lige nu efter den 81-årige Carl Petersen i og ved området omkring Bygholm Å i Horsens. Carl Petersen er ikke set siden torsdag den 7. januar, hvor han forlod sit hjem, plejecenter Ceres i Horsens #politidk
— SydøstjyllandsPoliti (@SydOjylPoliti) January 18, 2021
Beredskabsstyrelsen Midtjylland assisterer med 15 redningsfolk, herunder overfladereddere og båd. https://t.co/olNd98rw81
— Lars Høg Schou (@BRSlhsschou) January 18, 2021
- Vi har behov for at afsøge et stykke af åen omkring Lichtenbergsgade og nordpå mod Bygholm Park. Jeg ved ikke, hvor langt væk man vælger at lede, oplyser vagtchef Torben Wind, Sydøstjyllands Politi til Horsens Folkeblad.
Ny viden om gps-signal
Ifølge vagtchefen er det nye oplysninger om, at signalet på den demente mands gps gik ud i området omkring Lichtenbergsgade, der har fået politiet til at genoptage eftersøgningen mandag.
- Normalt modtager de pårørende en sms om, at gps'en er løbet tør for strøm, men det skete ikke her. Så der er en teori om, at gps' måske er gået ud det sted, fordi den er kommet i kontakt med vand. Det kan vi ikke udelukke, og vi har ikke tidligere søgt der. Det er vi i fuld gang med nu, siger Torben Wind.
Jette Østergaard Petersen, svigerdatter til Carl Petersen, fortalte i sidste uge til Horsens Folkeblad, at Carl Petersen havde en gps-tracker på ham, der sad i hans nøglering.
Den tjekkede familien, da han forsvandt, men uden held, fordi der ikke var strøm på den.
Nu undersøger politiet og Beredskabsstyrelsen altså, om gps'en er gået ud, fordi den er blevet våd.
Ifølge vagtchef Torben Wind er forventningen, at politi og Beredskabsstyrelsen bliver ved med at søge hele eftermiddagen.
Familien til frivillige: Stop med at lede
Søndag lød det i et Facebook-opslag fra Susanne Møller, der har koordineret den private eftersøgning af Carl Petersen, at familien har bedt om at stoppe eftersøgningen, da der var stor sandsynlighed for, at han var faldet i åen.
Carl Petersen forsvandt fra sin ældrebolig ved Ceres Centret torsdag i forrige uge og har været forsvundet i nu 11 døgn.
Torsdag i sidste uge ledte politi og Beredskabsstyrelsen også i Bygholm Å og havnebassinet på baggrund af en henvendelse fra en borger, der mente at have set en person i åen ved Ilva.
Det gav dog intet resultat.
Opdatering: Vicepolitiinspektør Stig Simonsen, Sydøstjyllands Politi, præciserer tirsdag, at der ikke blev ledt efter Carl Petersen retning mod Bygholm park under mandagens eftersøgning.
Det skyldes, at en ekspert i strømforhold, der bistod politiet, har oplyst, at strømforholdene gør, at det ikke giver mening at lede mod søen. I stedet er åen fra Lichtenbergsgade/Sønderbrogade og ned mod havnebassinet nu undersøgt, oplyser Stig Simonsen.