Horsens: Horsens IC vandt lørdag uden problemer over et af ligaens dårligste hold, Copenhagen Basketball.
Hjemme i Forum Horsens vandt HIC med sikre 85-64 efter pauseføring på 43-23.
Værterne afgjorde reelt forestillingen i løbet af de første 10 minutter, da de vandt første quarter med 27-12. Den formåede gæsterne aldrig for alvor at svare igen på, og igennem hele kampen bevarede værterne færingen.
I fjerde og sidste quarter skabte københavnerne ved en enkelt lejlighed noget, der mindede om kontakt, da de reducerede HIC’s føring til seks point, 65-59, men så satte Charles Callison en treer, Gage Davis to straffekast og Callison atter en treer, og så var alt optræk til en spændende afslutning definitivt punkteret.
Sejren betyder, at Horsens IC indtager tredjepladsen i ligaen med 24 point efter 17 kampe.
HIC-holdet spillet igen søndag 31. januar, og til den tid er der atter hjemmekamp på programmet. Modstanderen bliver dog af en helt anden kaliber, da den er Bakken Bears. Bakken Bears topper ligaen med 30 point for 16 kampe.
Horsens IC-Cph. Basketball 85-64 (43-32)
Ligaen
Point for HIC: Charles Callison 18, David Efianayi 17, Gage Davis 16, Deng Geu 15, Bakir Serdarevic 9, Richmond Aririguzoh 5, Marius Willis Rasmussen 3 og Frederik Rungby 2.
Point for Cph: Bakary Dibba 22, Tyler Creammer 18, Viktor Lorenzen 8, Frederic Filsoof 6, Nicklas Jønsson 4, Hannibal Salomon 3, Mads Andersen 2 og Sharif Barfi 1.