Annonce
Erhverv

Nyt firma har overtaget Jølas smedeværksted: SmedTek ApS satser på landbrug og industri

Steffen Have (t.v.) og Jan Bilstrup fra Jøla mener begge, at der er opstået et tomrum inden for smedearbejde efter Jøla. Det prøver de nu at kompensere for med den nystiftede virksomhed SmedTek ApS. Foto: Mette Mørk
Tre mand fra det tidligere Jøla er gået sammen og har stiftet smedevirksomheden SmedTek ApS. Virksomheden starter ud i Jølas tidligere smedeværksted og vil forsøge at dække det tomrum, der opstod for smedearbejde inden for landbrugsmaskiner, skovbrug og industri efter Jølas konkurs.

Brædstrup: Der er atter kommet gang i svejseapparaterne i smedeværkstedet hos det tidligere Jøla på Søbækvej i Troelstrup ved Brædstrup. Her holder det nystiftede firma SmedTek ApS midlertid til huse, og det har det gjort siden september, da 31-årige Steffen Have valgte at tage springet og stifte sin egen virksomhed.

Steffen Have er også godt kendt i den store smedehal. Han har nemlig arbejdet som landbrugsmaskinmekaniker og har været ansat i Jøla i 13 år. Med sig til SmedTek ApS har han taget tidligere direktør i Jøla, Jan Bilstrup, som arbejder på halv tid og fungerer som sparringspartner og højre hånd. Derudover er Orla Jensen ansat som smed. Han er om nogen kendt i smedeværkstedet, da han har været ansat på Jøla i 48 år.

- Selv om vi er et nystiftet firma, har vi faktisk mange års erfaring tilsammen. Jeg har også lavet en aftale med to freelance-smede, som jeg kan kalde ind, hvis jeg har brug for ekstra hænder i en periode. Jeg håber på at få så meget arbejde ind, at jeg kan ansætte to mand fast, så vi bliver fem i alt. Det, tænker jeg, er en passende størrelse, siger Steffen Have, mens han viser rundt i smedehallen.

Annonce

Vi er startet op fordi, vi synes, der opstod et tomrum efter Jøla inden for smedearbejde. Jeg håber derfor at se nogle af Jølas gamle kunder herude. Mange af dem ved endnu ikke, at vi eksisterer, så nu handler det om at få gjort opmærksom på, at vi er her, og hvad vi kan. Så er jeg sikker på, at det nok skal komme med tiden.

Steffen Have, direktør og indehaver af SmedTek ApS

Overtog komplet værksted

SmedTek ApS har købt alt inventaret fra Jølas smedeværksted fra boet efter Jølas konkurs i juni sidste år, og dermed er værkstedet fuldt funktionsdygtigt. Der er både drejebænke, pladeklipper, bukker, svejser, lokker, fræser, boremaskiner og ikke mindst en CNC plasmaskærer, som folkene i SmedTek har meget glæde af.

- Vi er også i stand til at tegne og skære simple 2D-tegninger, så vi er ret godt kørende på den front. Det er en kæmpe hjælp med det rigtige grej, når man skal udføre et stykke arbejde, siger Steffen Have.

En moderne landsbysmed

SmedTek satser på at finde kunder inden for landbrug, skovbrug og industri, som de kan hjælpe med alt fra specialløsninger, tilpasninger af maskiner, almindeligt vedligehold og reparation.

- Vi forsøger at gøre den gamle landsbysmedje lidt mere moderne og tilføre mere moderne teknik. Deraf navnet SmedTek. Det er dog ikke så meget på mekanikerlinjen, men mere på smedelinjen. Altså alt hvad der kan laves med en svejser og en plasmaskærer. Jeg vil også gerne have fat i nogle leverandører, som kunne bruge en underleverandør som SmedTek til at hjælpe på produktionen. Det ville være helt optimalt, siger Steffen Have.

Den unge direktør og indehaver lægger ikke skjul på, at man gerne vil have fat i Jølas tidligere kunder på smedeværkstedet.

- Vi er startet op, fordi vi synes, der opstod et tomrum efter Jøla inden for smedearbejde. Jeg håber derfor at se nogle af Jølas gamle kunder herude. Mange af dem ved endnu ikke, at vi eksisterer, så nu handler det om at få gjort opmærksom på, at vi er her, og hvad vi kan. Så er jeg sikker på, at det nok skal komme med tiden, siger Steffen Have.

Der er igen kommet liv i Jølas gamle smedeværksted, efter SmedTek er flyttet ind. Virksomheden udfører blandt andet opgaver for Dansk Kvarts Industri, hvor den hjælper med vedligehold af deres produktionsmaskiner. Foto: Mette Mørk

Flytter i nye lokaler

Selvom SmedTek stadig er nyopstartet, har virksomheden udført flere opgaver i sine første få måneder. På sigt overvejer direktøren også at starte med at handle med nye og brugte maskiner.

- Vi har jo meget erfaring med maskinhandel gennem tiden fra Jøla. Det kan man nok ikke slippe helt. Hvis det rigtige dukker op, siger vi aldrig nej til en god handel, siger Steffen Have.

SmedTek ApS har for tiden base i Jølas tidligere smedeværksted, men det er kun for en periode. Med tiden er det nemlig meningen, at virksomheden skal rykke ind i Brædstrup Erhvervspark på Østergårdsvej, hvor SmedTek har lejet en 850 kvm stor hal.

- Det kan blive et supergodt værksted. Der er højt til loftet og lyst, men der mangler stadig lidt, inden det er helt indflytningsklar og brugbart som værksted. Indtil da har vi lejet os ind i det østlige hjørne på det gamle Jøla. Her kommer vi nok til at være et til to år, siger Steffen Have.

Steffen Have (t.v.) og Jan Bilstrup fra Jøla er gået sammen og har stiftet smedevirksomheden SmedTek. De holder de næste to år til i Jølas gamle bygninger. Foto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];