Annonce
Horsens

Medhold efter fire års retssag: Horsens-keramiker vinder sag mod Christian Bitz

Kasper Würtz (til venstre) har nu rettens ord for, at ernæringseksperten Christian Bitz har kopieret dele af hans produkter. Arkivfoto: Morten Pape

Sø- og Handelsretten har afgjort, at ernæringseksperten Christian Bitz har krænket keramikeren Kasper Würtz' ophavsret.

Horsens: Ernæringseksperten Christian Bitz kan se frem til at skulle betale erstatning for at have krænket den horsensianske keramiker Kasper Würtz' ophavsret.

Det slog Sø- og Handelsretten fast onsdag oven på en retssag, der har stået på siden 2016.

Her var det springende punkt, om Christian Bitz og grossisten F&H A/S havde skelet mere til Kasper Würtz' produkter, end man må, da de i 2016 lancerede et spisestel i stentøj.

Et spørgsmål, som retten afgjorde til Kasper Würtz', der driver virksomheden K. H. Würtz i Hatting, fordel.

Annonce

Jeg er meget lettet. Man når at få sin tvivl, når en sag står på i fire år, så det er en lettelse, at der er andre end mig, der synes, at noget er galt.

Kasper Würtz

Jeg er meget lettet

Retten fandt således, at dele af Christian Bitz' og F&H's stel krænkede ophavsretten og skal forbydes, mens andre dele af stellet ikke gør. Det fremgår af dommen.

En dom, der forventeligt vækker glæde hos den lokale keramiker.

- Jeg er meget lettet. Man når at få sin tvivl, når en sag står på i fire år, så det er en lettelse, at domstolen også kan se, at noget var forkert, siger Kasper Würtz.

Sagen er dog endnu ikke slut, for spørgsmålet om erstatningens størrelse har Kasper Würtz gennem sin advokat Johan Løje bedt om at få udskudt til efter krænkelsesafgørelsen. Det står derfor på dagsordenen nu.

- Nu skal vi finde ud af, hvor meget de (Bitz og F&H, red.) har omsat for. Vi ved, de har solgt meget, men vi ved ikke hvor meget, siger Kasper Würtz.

Positiv nyt for den kreative branche

Den lokale keramiker vil endnu ikke sætte beløb på erstatningskravet, men hans advokat Johan Løje vurderer, at det formentlig bliver ottecifret.

- Vi har en formodning om, at omsætningen har været et trecifret millionbeløb. Og der findes en regel i ophavsretsloven om, at hvis man ikke kan dokumentere et tab, så kan man i stedet kræve at få det, der hedder et rimeligt vederlag som forstås som den royalty, man ville have fået, hvis modparten havde spurgt om lov (til at kopiere produktet, red.). Det er typisk minimum fem procent af omsætningen, siger Johan Løje.

Han kalder afgørelsen for "positivt nyt for den kreative branche i Danmark".

- Det her bliver en stor sag, fordi den handler om en stor omsætning, hvorfor der kommer et stort erstatningskrav. Den har fået meget omtale, og den er kompleks. Dommen er et udtryk for, at der skal være en generel og bred beskyttelse af design i Danmark, siger han.

Christian Bitz har krænket den lokale keramiker Kasper Würtz' ophavsret. Det har Sø- og Handelsretten slået fast. Arkivfoto: Tommy Kofoed

Efterspil på spørgsmålet om krænkelse

Johan Løje forventer, at spørgsmålet om erstatning kommer til at tage et år, ligesom han forventer et yderligere efterspil i forhold til krænkelsesspørgsmålet.

- Modparten har i går (onsdag, red.) tilføjet en ny farve i sit grundsortiment, en cremefarve, som min klient også har i sit sortiment, så der kommer også et efterspil om en række nye designs, siger han.

Folkebladet har været i kontakt med advokat Eva Aaen, der repræsenterer Christian Bitz og F&H A/S i sagen, men hun ønsker ikke at kommentere sagen, før også spørgsmålet om erstatning er afgjort.

Inden Sø- og Handelsretten indledte retssagen i 2016, der onsdag førte til afgørelse, forsøgte Kasper Würtz at få gennemført et midlertidigt forbud mod Bitz' og F&H's spisestel. Dengang blev kravet afvist, og Christian Bitz og F&H A/S har således solgt deres kollektion indtil nu.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Leder: Tak til efterskolen

Det er dyrt at have sit barn på efterskole. Det ved jeg kun alt for godt. Derfor blev jeg selvfølgelig også glad på min privatøkonomis vegne, da jeg fik en mail fra efterskolens forstander om, at jeg kan få noget af egenbetalingen tilbage. Det er et resultat af den aftale, der er indgået med undervisningsministeriet. Tak for det. Og måske især for den del af tilbagebetalingen, der handler om kostpenge. For alt det, jeg sparer på benzin frem og tilbage til arbejde i disse coronatider, ja, dem bruger jeg på at brødføde en stor, sulten teenager. Hvad angår den øvrige del af tilbagebetalingen, siger jeg selvfølgelig ikke nej til pengene. I hvert fald ikke så længe jeg er sikker på, at efterskolens medarbejdere stadig kan få løn, og efterskolen også kan eksistere efter corona. Hver dag siden efterskolen lukkede, har min søn siddet foran sin computer og modtaget undervisning. Idrætslærerne har på skift tvunget ham ud af huset for at tage billeder af blade i skoven, kramme træer eller bare løbe en tur. Lærerne lægger videoer ud og hjælper de unge mennesker med stadig at have en fornemmelse af at gå på efterskole. Nuvel, der er dage, hvor cybersamværet gør savnet større i stedet for mindre, men for det meste kommer sønnen ud af værelset med mere lys i øjnene, end inden timen begyndte. Jeg synes faktisk stadig, jeg får noget for pengene, selvom skolen er lukket. Så for mig er det vigtigste ved hjælpepakken ikke, hvad jeg kan få retur, men at lærerne kan få deres løn og beholde deres job på efterskoler, der stadig står klar til at tage imod vores børn og endda have råd til at gøre lidt ekstra for dem, når de forhåbentlig når tilbage til efterskolen og kammeraterne, inden skoleåret er omme. For hjælpepakke eller ej, så kan min søn og alle de andre efterskoleelever ikke få den tabte tid tilbage. Der er ikke nogen ny chance, uanset hvor mange penge jeg får retur.

Horsens

Buketten erstatter festen og blomsterne bringes ud i bilen: Alternative løsninger hitter i havecentrene

Danmark

Live: Mette F. - Gradvis åbning af Danmark efter påske er sandsynlig men der går tid før samfundet er normalt igen

Annonce