Annonce
Østjylland

Ingen røde tal hos restaurant Unico: Take-away har fået dem sikkert gennem krisen

Der har været store udgifter til handsker, mundbind og sprit samt personale. Alligevel er restaurant Unico i Højbjerg kommet nogenlunde gennem krisen ved at omlægge til take-away. - Men vi har alle sammen løbet stærkt. Rigtig stærkt, siger ejer Anders Udengaard. Foto: Emma Ahlgreen Haa
Hos restaurant Unico i Højbjerg har de siden første coronanedlukning tænkt kreativt for at sælge take-away og trække kunder til. Modsat mange andre restauranter er de kommet igennem coronakrisen med grønne tal på bundlinjen.

HØJBJERG: Juice, friskbagt brød, æg, friskfangede fisk og middagsretter til at lune i ovnen ryger over disken hos restaurant Unico i Højbjerg.

Her var ejer Anders Udengaard hurtig til at tænke kreativt, da Mette Frederiksen tilbage i marts 2020 annoncerede første nedlukning.

- Vi blev i ledergruppen ret hurtigt enige om, at vi ville fortsætte med det, vi hidtil havde gjort, som var at skabe gode måltider og smil for gæsterne, siger han.

Annonce


Det nytter ikke at sætte sig ned og sige: 'Det gider jeg ikke' med krydsede arme. Man skal finde løsningerne.

Anders Udengaard, restaurant Unico


Hos restauranten havde de indtil da også solgt take-away men slet ikke i så et stort omfang. Der skulle derfor laves om og tænkes ud af boksen, så de kunne lave nogle retter, der kunne trække kunderne til.

- Vi var begyndt at lave burgere, men vi skruede op for den del, vi introducerede nemme middagsretter, der kan varmes i ovnen derhjemme, og med vores gourmettake-away satte vi minimumsbestillingen af kuverter ned fra fire til to personer, så flere kunne være med, fortæller Anders Udengaard.

Med de nemme hverdagsretter ville restauranten gerne henvende sig til alle.

- Det må eksempelvis gerne være retter, som børn gider spise, og der må gerne være mulighed for at købe mad til en enkelt person, der ikke koster en formue, siger han.

Han anslår, at der det seneste år er lavet 300 forskellige retter, som man har kunnet købe.

Nemt og tilgængeligt

Kunderne er ikke nødvendigvis kommet væltende fra dag et men er hen ad vejen dukket op, efterhånden som de har fået kendskab til Unico.

- Jeg har brugt de sociale medier, særligt Facebook, rigtig meget til at markedsføre os, og jeg vil tro, at jeg har mere end fordoblet antallet af likes og følgere, siger Anders Udengaard.

At så mange følger med, tror han skyldes, at Unico er gode til at finde på mange nye ting.

- Vi gør, hvad vi kan for at holde folk på dupperne. Vi introducerer tit nye ting, og vi engagerer vores følgere ved eksempelvis at få dem til at stemme på, hvilken burger der skal være månedens burger i restauranten. Og så har vi mange konkurrencer, for det er også med til at trække folk ind, siger han.

Derudover peger han også på tilgængeligheden:

- Folk vil gerne have noget anderledes take-away. De er trætte af pizza. Vi har meget variation i vores retter, og vi har netop mulighed for at sammensætte en menu, der er for både børn, voksne og ældre.

På Unico samarbejder de med lokale leverandører. Det betyder, at du kan købe en bakke æg fra Olsgaard Gårdbutik, skaldyrssalat fra Havnens Fiskehus og juice fra Karensminde Frugtplantage, når du alligevel er i restauranten for at hente take-away.

- Vi er rigtig glade for vores leverandører, og jeg tror, at de er lige så glade for os. Vi samler det hele, så du ikke skal køre mange steder hen, siger Anders Udengaard.

Annonce

Store udgifter til sprit, mundbind og engangshandsker

For Anders Udengaard var det ikke en mulighed bare at sætte sig ned og vente på, at krisen drev over.

- Jeg tænkte selvfølgelig: 'Shit, hvad gør vi nu,' da landet lukkede første gang. Men det nytter ikke at sætte sig ned og sige: 'Det gider jeg ikke' med krydsede arme. Man skal finde løsningerne, og det er det, jeg har gjort med take away, siger han.

Desuden var det vigtigt for Anders Udengaard at tage hånd om sine ansatte.

- Det største ansvar, man har som selvstændig, er ansvaret for sine ansatte. Der er en hel masse mennesker, der er afhængige af det, jeg gør, siger han.

En udendørs pølsevogn med to go-gourmethotdogs, fadøl, frikadellesandwich og fritter har blandt andet været med til at sikre indtjening hos Unico gennem perioder med coronanedlukninger. Foto: Emma Ahlgreen Haa

Succesen har medført, at Anders Udengaard stort set ikke har haft sit personale sendt hjem.

- Vi sendte tjenerne hjem 11. marts, men allerede 10 dage efter var de tilbage igen. Og siden har vi ikke fyret men ansat. Jeg har blandt andet ansat en slagter, en bager og en kok, siger han.

Han vurderer, at omsætningen er steget med 60 procent i gennemsnit i forhold til de seneste 10 år. Der er dog også flere omkostninger ved at lave take-away, og derfor er tallene på bundlinjen ikke nødvendigvis meget bedre end de foregående år.

- Jeg bruger 6.000 kroner om måneden på plastichandsker, og dertil kommer sprit og handsker. Der går også mange penge på emballage, for med en siddende gæst skal der bruges én tallerken, mens maden til take-away skal pakkes i seks bøtter. Dertil kommer, at det er mere tidskrævende for mit personale at pakke maden. Jeg tror, at vi tjener mellem 40 og 60 procent mindre per gæst, når de ikke sidder i restauranten og spiser, siger han.

Annonce

Venter med at åbne

Med den nye genåbningsplan må Unico åbne på onsdag. Anders Udengaard åbner til en start kun for udeservering, mens indeserveringen må vente til fredag. Take-away fortsætter de med, men han ærgrer sig over den sene udmelding.

- Jeg glæder mig helt vildt til at få gæster igen. Vi vil bare gerne derhen, hvor vi kan sikre os, at gæsterne får den oplevelse, som vi gerne vil give dem, siger han og forklarer, at der er flere ting i forhold til afstandskrav, personale og varer, han skal have styr på inden åbningen.

Han håber på godt vejr, så gæsterne kan sidde på det store udeområde ved restauranten.

- Min udfordring er, at jeg ligger ved en golfklub, så jeg har normalvis rigtig mange gæster, der kommer ind spontant, og det kan de ikke, fordi de skal bestille bord, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Navne

Enner Mark Fængsel skal have ny leder

Annonce