Hedensted: Første gang Hilma Ullum besøgte en presset småbørnsfamilie gennem Home-Start Familiekontakt, fik hun bekræftet, at personlig udvikling ikke har nogen alder.
Med 42 års pædagogerfaring har hun bagagen fuld af gode råd til alt fra opdragelse til sprogbrug, som hun i sin aktive karriere har været vant til at dele ud af. Den velmenende trang til at rådgive lå hende også på sinde, da hun startede i Home-Start, alligevel indså hun, at hun som familieven gjorde klogest i at lade rådene blive på tungen.
- Når man kommer ud til en familie, er kunsten at være lidt ydmyg over for familien. Man skal stille sig på sidelinjen og lytte til deres behov i stedet for at tromle dem ned, siger Hilma Ullum.
- Det har været sundt og godt for mig at opleve. Og det har været dejligt at kunne flytte sig på nogle punkter, selvom man er blevet 72 år, siger hun, der har været frivillig i Home-Start Familiekontakt Hedensted siden 2016.
Selvom jeg ikke har sagt, hvad familierne skal gøre, har de alligevel taget det, jeg er kommet med, til sig. Jeg kan mærke, at det, jeg er gået ind med ad bagdøren, er familierne gået ud med ad fordøren.
Hilma Ullum
Relevant for os alle
Hilma Ullum er en af 40 frivillige familievenner i Home-Starts Hedensted-afdeling.
En afdeling, der er lykkes med at aktivere et bredt korps af frivillige i en tid, hvor mange foreninger ellers hungrer efter frivillige hænder.
- Og folk henvender sig endda til os af sig selv, siger Trine Hansen, frivilligkoordinator i organisationen, der har til formål at hjælpe pressede småbørnsfamilier, der har svært ved at få enderne til at nå sammen i hverdagen.
I den forbindelse får de tilknyttet en familieven, der besøger dem to timer om ugen, hvor de tilbyder deres hænder og sociale væsen, eksempelvis i forbindelse med børnepasning, praktiske gøremål, samtaler eller noget helt fjerde. En mulighed, 23 pressede børnefamilier i Hedensted Kommune i øjeblikket gør brug af.
- Familie-temaet er relevant for os alle sammen. Det handler om nærhed, tillid, støtte og venskab. Det giver mening at komme ud til en familie, og derfor, tror jeg, er der så mange frivillige hos os, siger Trine Hansen.
Erstatning for en bedstefar
Efter 40 år i den finansielle sektor trak Jens Juel Jensen sig tilbage fra arbejdsmarkedet i 2014.
Her fik han masser af tid til sine børn og børnebørn.
- Men det viste sig, at det ikke var nok. Jeg havde brug for noget inspiration udefra, siger han.
- Jeg havde længe søgt efter en form for mentorordning, hvor jeg kunne hjælpe et ungt menneske, for jeg interesserer mig for familieliv og børn. Så var det, at min svigerinde fortalte om sine gode oplevelser med Home-Start i Oslo, siger 66-årige Jens Juel Jensen, der bor i Horsens.
I 2017 blev han frivillig i Home-Start Hedensted, og kort efter blev han tilknyttet en familie.
- Som frivillig oplever jeg at blive betragtet som en erstatning for en bedstefar. Jeg laver både ting sammen med børnene og forældrene, klipper hæk, planter kartofler og snakker om private ting, siger Jens Juel Jensen, der pointerer, at han ikke har nogen faglig baggrund at trække på.
- Men jeg kan bruge den erfaring, jeg har fået gennem mine egne børn og børnebørn. Og ligesom alle forældre har jeg jo også begået fejl, som jeg har lært af, siger han.
Årsmøde i Home-Start
Vil man høre mere om tilværelsen som frivillig i organisationen Home-Start Hedensted, kan man tage til lokalafdelingens årsmøde 9. april klokken 16 på Hedensted Skole.
Her kan man blandt andet høre et oplæg om relationspsykologi ved Finn Godrim, direktør i Institut for relationspsykologi, og møde en familie og dens frivillige familieven.
Deltagelse kræver tilmelding på Hedensted@home-start.dk.
Det gode eksempel
Som frivillige familievenner er Hilma Ullum og Jens Juel Jensen tilknyttet en familie i enten et halvt eller et helt år.
- Mens kontakten står på, bliver man en del af familien. Man giver noget af sig selv og får så meget den anden vej også, siger Hilma Ullum, der i øjeblikket er tilknyttet sin tredje Home-Startfamilie.
De faglige råd holder hun fortsat for sig selv, alligevel oplever hun at gøre en forskel.
- Selvom jeg ikke har sagt, hvad familierne skal gøre, har de alligevel taget det, jeg er kommet med, til sig. Jeg kan mærke, at det, jeg er gået ind med ad bagdøren, er familierne gået ud med ad fordøren, siger Hilma Ullum.
Et billede, Jens Juel Jensen kan tilslutte sig.
- Min tilgang er at agere det gode eksempel. I stedet for at korrigere forældrene, når jeg synes, de gør noget uhensigtsmæssigt, eksempelvis i forbindelse med opdragelse, så vælger jeg i stedet at handle anderledes, næste gang det er mig, der står i en tilsvarende situation, siger han.
Netop oplevelsen af at gøre en forskel er ifølge Trine Hansen afgørende, når man vælger at være frivillig. Og fortjenesten, bemærker hun, går begge veje.
- Som frivillig i Home-Start får du overskud tilbage i favnen, og du får bevis for, at du har et værd, siger Trine Hansen.