Annonce
Horsens HK

En legende i dansk håndbold gør comeback i ligaen: Her er HH's nye målmand

44-årige Rikke Schmidt med 104 landskampe, to OL-guldmedaljer og to Champions League-titler er den nye målmand i HH Elite. Foto: Scanpix
104 landskampe, to gange OL-guld og to gange vinder af Champions League står der på 44-årige Rikke Schmidts rekordliste efter 38 år som målmand.
Annonce

Horsens: Det bliver en legende i dansk håndbold, der bliver ny målmand for Horsens HK sammen med Frederikke Rasmussen i anden del af ligasæsonen.

44-årige Rikke Schmidt har spillet 104 landskampe, vundet Champions League to gange med Slagelse og vundet to gange OL-guld med Danmark.

- Lars Frederiksen har efterhånden ringet nogle gange for at få hjælp. Han forklarede situationen omkring målmanden Claudia Rompens hjernerystelse. Jeg havde stor forståelse for hans problem og ville gerne hjælpe igen, siger Rikke Schmidt.

- Jeg spillede liga frem til juni 2013 og har siden spillet 2. division og har netop været med til at spille Kolding IF op i jyllandsserien. Jeg føler, jeg har gjort en forskel, og holder mig i god form, men jeg kommer ikke for at vende op og ned på det hele. Jeg kommer for at hjælpe Frederikke Rasmussen, så hun kan få en pause, når hun trænger til det, siger Rikke Schmidt.

Annonce

Tre børn

Rikke Schmidt har været målmand, siden hun som seks-årig blev sat ind i buret i HK 71 i Egernsund ved Gråsten i 1981.

- Jeg var den eneste, der turde stå på mål, og jeg har stået der siden, siger hun.

Hun skiftede til Vidar Sønderborg i 1991, videre til Kolding IF i 1995 og kom til Slagelse i de tre mest succesrige år fra 2002 til 2005. Hun blev dansk mester i 2003 og 2005 og var med til at vinde EHF Cup'en i 2003. Hun var med til EM tre gange og VM tre gange.

Hun var bl.a. makker med Cecilie Leganger i målet i Slagelse.

- Vi vandt Champions League to gange med et fantastisk hold med Ausra Fridrikas, Bojana Popovic og Camilla Andersen, og Anja Andersen var en fremragende træner for os. Det var også i den periode, jeg var med til at vinde min anden OL-guldmedalje i 2004, og her spillede jeg meget mere end første gang, da Lene Rantala var førstemålmand, fortæller Rikke Schmidt.

Hun kom på All Star-holdet ved OL og blev kåret som OL's tredjebedste spiller overalt.

I 2005 skiftede hun til Aalborg, og i 2006 kom hun til Ikast/Bording.

I 2007 ringede Lars Frederiksen og hentede hende til Kolding.

Hun holdt en pause, mens hun fødte sin nu 11-årige datter, men spillede ni uger efter fødslen og fortsatte i Kolding/Vejen.

Næste pause brugte hun til at føde tvillinger, to drenge, der nu er syv år, men Lars Frederiksen hentede hende til Team Esbjerg.

Det er blevet hendes lod, at målmænd bliver skadet, og hun bliver indkaldt som afløser.

- Jeg er ikke typen, der ser masser af håndbold på tv, og jeg kender kun Emily Baunsgaard fra hendes tid i Kolding, men Frederikke Rasmussen er en sympatisk holdkammerat, og jeg håber at kunne give hende nogle fiduser, siger Rikke Schmidt.

Kontrakten er underskrevet og løber resten af sæsonen.

Rikke Schmidt arbejder som fysioterapeut. Hun tilrettelægger selv sit arbejde i Kolding Kommune og kan derfor få hele programmet med familie med tre børn og manden Anders Schmidt, arbejde og ligahåndbold i Horsens til at hænge sammen,

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Højeste antal nye coronatilfælde siden starten af oktober: Statsministeren er bekymret

Annonce