Annonce
Horsens

Havarikommissionen: Flystyrtet på Fur er en ”kompleks” tragedie

Havarikommissionen har bjærget de svedne vragrester af den lille propelmaskine på Fur, der nu er fragtet til Sjælland. Her står kommissionens eksperter over for en svær opgave med at få klarlagt årsagen til det tragiske flystyrt. Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix
Det lille Rockwell Commander-fly, der styrtede ned med to lokale par ombord, er fragtet fra Fur til Sjælland. Her skal eksperter undersøge vraget i et forsøg på at forstå, hvordan ulykken kunne ske.
Annonce

Horsens: Weekendens tragiske flystyrt på limfjordsøen Fur, der kostede to kvinder livet og kvæstede to mænd fra Horsens-området, er en af de mest voldsomme flyulykker herhjemme i de senere år. Og Havarikommissionens efterforskning af sagen bliver kompleks.

Det fastslår teknisk undersøger i Havarikommissionen Kristian Sivertsen, som er en del af det hold af eksperter, der nu skal forsøge at finde ud af, hvordan det fatale styrt kunne ske.

Med hjælp fra Beredskabsstyrelsen bjærgede Havarikommissionen mandag flyvraget og fragtede det til Sjælland.

- Vi var på Fur og undersøgte havaristedet og flyet. Vi talte også med vidner og ville gerne have talt med implicerede, hvilket desværre ikke var muligt på grund af ulykkens omfang. Vraget er bjærget, og det står nu i Roskilde i vores hal til yderligere tekniske undersøgelser, siger Kristian Sivertsen.

Annonce

Styrtede efter take off

Styrtet skete, da det amerikansk producerede Rockwell Commander 114 søndag eftermiddag lettede fra flyvepladsen på Fur med de to par ombord.

Piloten var manden i det ene par, Jens Rahbek fra Merring syd for Horsens.

Af uvisse årsager kunne han ikke holde den lille propelmaskine i luften, og kort efter take off ramte den nogle træer og brød i brand.

De to kvinder, heriblandt pilotens kæreste Marie Borg, blev dræbt på stedet, mens mændene endte uden for flyet med svære skader.

De overlevende blev hastet til Rigshospitalet, og mens Jens Rahbek af sin familie tirsdag meldes uden for livsfare, er den andens mands tilstand p.t. ukendt.


Det er en relativt kompleks undersøgelse, og den kompliceres væsentligt af, at flyvraget er i den tilstand, det er, og at de implicerede er i den tilstand, de er.

Kristian Sivertsen


Eksperterne håber, at overlevende kan bidrage til at opklare årsagen til styrtet.

Annonce

Trækker oplysninger fra vraget

- Vi skal ikke umiddelbart tilbage til Fur og lave flere undersøgelser. Vi har set flyvepladsen og dannet os et overblik over omgivelserne og dokumenteret forholdene. Opgaven er fra nu af koncentreret om at finde ud af, hvad der skete. Forhåbentlig kan vi få oplysninger fra implicerede. Ellers er vi nødsaget til at bruge al den information, vi kan trække ud af vraget, men det er selvfølgelig svært, når det er i den tilstand, det er. Det var en voldsom brand, og den har sat sine spor, siger Kristian Sivertsen.

Han bemærker, at små fly som det forulykkede sjældent har det, der populært kaldes ”den sorte boks”; en flight data recorder, der blandt andet rummer optagelser af kommunikationen i cockpittet, som kan hjælpe efterforskerne med at klarlægge forløbet inden et styrt.

Der findes mindre avancerede alternativer til den type sort boks, man ser på større fly, men om en sådan var i brug op til søndagens styrt, kan Kristian Sivertsen ikke udtale sig om.

Han kan til gengæld fastslå, at Fur-tragedien er en af de alvorligste flyulykker herhjemme i flere år.

Annonce

Heldigvis en sjældenhed

- Det er en voldsom ulykke. Det er det altid, når der er omkomne.

- Til sammenligning havde vi sidste år et uheld med en Cessna i Aarhus. Der var ingen omkomne, men dog omfattende brandskader. Vi havde også en sag på Bornholm sidste år. Der opstod ikke brand, begge i flyet overlevede, men det var en lignende situation, hvor flyet endte oppe i nogle træer. Og så for to år siden havde vi også et fly, der brændte på Endelave - her overlevede alle også.

- Uheldene sker, men det er heldigvis meget sjældent, at de er så alvorlige som det her, forklarer Kristian Sivertsen, der som teknisk undersøger står over for en svær opgave.

Annonce

To rapporter undervejs

- Det er en relativt kompleks undersøgelse, og den kompliceres væsentligt af, at flyvraget er i den tilstand, det er, og at de implicerede er i den tilstand, de er, siger han.

Havarikommissionen ventes inden for en måned at være klar med en foreløbig rapport om ulykken.

Den foreløbige rapport ventes mestendels at rumme en beskrivelse af faktuelle forhold, mens der kan gå omkring et år, før en tilbundsgående undersøgelse ligger klar.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

HFS rystede topholdet

Odder

Bedre velfærd

Annonce