Annonce
Erhverv

Hatting A/S sendte virusinficeret sæd: 44 producenter blev ramt

PRRS-ramte grise behøver ikke blive særligt påvirkede af PRRS. Det kan derfor være svært umiddelbart at opdage. Arkivfoto: Benny F. Nielsen
Danske Svineproducenter, der repræsenterer halvdelen af de ramte landmænd, kræver erstatning og truer ornesædsproducenten Hatting A/S med retssag.
Annonce

Hatting: Hvis ikke man kan finde ud af en erstatning, der er nogenlunde tilfredsstillende for begge parter, må man gå via en stævning af Hatting A/S.

Sådan lyder den klare melding fra direktør for Danske Svineproducenter, Per Bardrum.

Baggrunden er en sag om spredning af den frygtede svinesygdom PRRS-virus tilbage i august 2019.

Her viste det sig, at en afdeling, som producerer ornesæd for Hatting A/S, var inficeret med PRRS-virus. Smitten spredte sig til sædproduktet, som virksomheden, der er Europas største producent af ornesæd, solgte videre til sine kunder.

Omkring 600 danske svineproducenter modtog sæd fra Hatting A/S i perioden, og 44 besætninger blev smittet med PRRS.

Det har påført de pågældende landmænd store økonomiske tab, og derfor kræver foreningen Danske Svineproducenter erstatning fra Hatting A/S på vegne af medlemmerne.

- Vi har hos Danske Svineproducenter 22 medlemmer, som vi har taget hånd om ud af de godt 40 smittede besætninger. Tabene løber efter vores vurdering op i en størrelsesorden på plus/minus 100 millioner kroner. Ingen kan endnu vide, hvor meget det præcist drejer sig om. Det er estimater. Det er først til sommer, man kan vide, om det er gået bedre eller værre, siger Per Bardrum.

Han mener, at Hatting A/S burde have gjort mere for at hindre udbruddet.

- Vi mener, der har været en kritisabel håndtering af forløbet. Der gik for lang tid, inden vi blev advaret. Nu er der siden blevet foretaget en lang række forbedringer af deres smittebeskyttelse. Dermed har man jo erkendt, at man kunne have gjort det bedre. Det er derfor, vores medlemmer siger: Det vil vi ikke finde os i, siger Per Bardum.

Dirketør for Hatting A/S Per Nyby Pedersen afviser, at Hatting A/S, der har hovedsæde på Oensvej syd for Horsens, har overtrådt reglerne.

- I bagklogskabens ulideligt klare lys kan man altid sige, at det, vi gjorde på det tidspunkt, var ikke tilstrækkeligt. Den måde, vi gjorde det på, var aftalt i branchen. Det var ikke noget, som Hatting fandt på. Det var SEGES Svineproduktion, som havde opstillet reglerne sammen med os. Det var, hvad vi på det tidspunkt mente, skulle være tilstrækkeligt. Det viste sig så ikke at være tilstrækkeligt. Det er selvfølgelig dybt ulykkeligt. Derfor har vi sagt: Hvad gør vi så? Derfor har vi nu lavet om på det, vi hidtil har gjort, fortæller Per Nyby Pedersen.

Tabene løber efter vores vurdering op i en størrelsesorden på plus/minus 100 millioner kroner.

Per Bardrum, direktør for Danske Svineproducenter

Annonce

Stævning på vej

Der foregår i øjeblikket drøftelser mellem parternes advokater om en eventuel erstatning, og svineproducenterne er ved at miste tålmodigheden, fortæller Per Bardrum.

- Forhandlingerne har ikke rigtigt ført til noget. De beløb, som Hattings advokater og Hattings forsikringsselskab, er kommet frem med, er slet ikke relevante. Der findes en dom fra en erstatningssag fra 2004, der giver en indikation af, hvad der rent faktisk skal betales, siger Per Bardrum.

Han og Danske Svineproducenter er derfor klar til at gå rettens vej, hvis ikke der kommer et brugbart forlig.

- Og hvordan det ender, kan vi ikke sige, for hver eneste dag kan Hatting jo vende tilbage og sige: Vi er klar til at forhandle med jer - på et grundlag, der er objektivt fornuftigt. For det, der er kommet nu, er ingenting. Vi er nu i gang med at arbejde på stævningen. Men vi er naturligvis altid åbne over for en dialog. Ellers kommer stævningen inden for en måneds tid, vurderer Per Bardrum.

Den melding tager Hattings direktør med ro.

- Der faldt en dom i 2004, da Hatting havde et medansvar for en tidligere PRRS-smitte. Det var dengang under nogle helt andre omstændigheder, og sagen stammede fra midt i 90'erne. På den baggrund ændrede man sine leveringsbetingelser i Hatting. Sammen med vores kunder lavede man en ansvarsfraskrivelse. Det er så den, der gælder, når Per Bardrum siger, at han vil have erstatning. Det kan han kun få op til en vis sum, fordi der er sket en ansvarsfraskrivelse. Men der kan udbetales kulance-erstatning, og det er bestemt en mulighed. Det er den diskussion, der finder sted nu blandt hærskarer af advokater. Den diskussion er ikke færdig, fortæller Per Nyby Pedersen.

Der er angiveligt ikke nogen af de berørte svineproducenter, der drejer nøglen om på grund af PRRS.

- Min vurdering er, at det kun er, fordi priserne er så gode nu, at de kan stå det igennem. Det er jo store indtægter, der mangler. Så med den synsvinkel, var det det bedst tænkelige tidspunkt, skaden skete, siger Per Bardrum.

PRRS

PRRS er en smitsom virus-infektion, der første gang blev påvist i Danmark i 1992.

Det var en rutinemæssig prøve hos Hatting A/S udtaget 22. juli, der gav udslag i, at en orne blev teste positiv for PRRS.

På baggrund af nye test blev der indført salgsstop 26. juli.

Virussygdommen viser sig ved influenzalignende tilstande, lungebetændelse, sene aborter og flere dødfødte grise.

Søerne får færre grise, og de smågrise, der overlever, er også påvirkede af det.

PRRS påvirker en grisebesætning i et års tid, efter besætningen er smittet.

Man slår ikke besætningen ned, som det vil være tilfældet med meget alvorlige sygdomme som f.eks svinepest.

Den PRRS-virus, der blev fundet hos Hatting, var en variant af den normale PRRS. Den har derfor fået navnet Horsens-PRRS.

Danske Svineproducenter

Danske Svineproducenter er foreningen for landmænd, der lever af at producere grise i Danmark.

Foreningen repræsenterer mere end halvdelen af so-besætningerne i Danmark.

Foreningen repræsenterer mere end en tredjedel af samtlige slagtesvin.

Ifølge foreningens direktør Per Bardrum er det typisk de store besætninger, der er medlem af Danske Svineproducenter.

22 ud ad ad de 44 producenter, hvis besætninger er ramt af PRRS, er medlem af Danske Svineproducenter.

Hatting A/S leverer ornesæd til hele landet. Arkivfoto: Benny F. Nielsen
Direktør fra Danske Svineproducenter Per Bardrum vil kræve erstatning til de medlemmer, der er blevet ramt af PRRS. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Rema-lager venter på mundbind: Vi ville ikke hamstre på forhånd

Annonce