Horsens: Aleksandar Stankovic har været vidt omkring siden han forlod AC Horsens for fem år siden. Efter at have fået sin fodboldopdragelse i klubbens ungdomsafdeling var der ikke for alvor udsigt til spilletid, så istedet har målmanden været vidt omkring i jagten på spilletid.
Senest har den 25-årige keeper spillet for Brattvag i Norge, men den seneste måned har han trænet med i AC Horsens. Han har også været omkring klubber som Jammerbugt, FC Fredericia, Skive, Odder og Aarhus Fremad.
I første omgang trænede han med i AC Horsens som en vennetjeneste, så han kunne holde sig i gang, men klubben mangler en reserver til Matej Delac, efter Michael Lansing er rejst oven på sit kontraktudløb, og det kan blive en genvej til et comeback i barndomsklubben.
- Vi har ikke løst opgaven med at finde en reservemålmand til anden side, så Aleksandar Stankovic er også en kandidat. Han har vist sig fint frem i den periode, hvor han har trænet med, men vi har ikke truffet en beslutning endnu, understreger Niels Erik Søndergård, der er sportschef i AC Horsens.
Aleksander Stankovic fik en halvleg i testkampen mod Skive.
- Det var også et udtryk for, at vi gerne vil se ham an. Vi har et klart førstevalg i Matej Delac, så vi skal finde en backup, der kan være klar i tilfælde af skader eller en karantæne, siger Niels Erik Søndergård.