x
Annonce
Ikast-Brande

Brande IF: Tak til en masse – og et par løftede pegefingre

Brande IF’s lederpokal gik til ungdomstræner, cafeteriapasser og blæksprutte i al almindelighed, Thomas Boldreel, der her flankeres af BIF-formand Michael Koch (t.h.) og afgående bestyrelsesmedlem Brian Kristensen (t.v.). Foto: Mikael Lund
Generalforsamling i Brande IF bød på hæder til flere sportsfolk.

Brande: Der var nogle, der skulle mindes, flere der skulle hædres og mange flere, der skulle takkes, men der var også en løftet pegefinger til en særlig type forældre på Brande IF’s generalforsamling, som blev afholdt på 1. sal i klubhuset på Brande Stadion torsdag aften.

Den løftede pegefinger rettede formand og klubchef Michael Koch mod de forældre, der er af den opfattelse, at foreningen udelukkende er til for lige præcis deres unikke barns skyld.

- Foreningssport handler om fællesskab, fastslog formanden, der også brugte et bornholmerur som analogi: Fjerner man bare et af tandhjulene, virker uret ikke.

Nogle af de ”tandhjul”, der får ”bornholmeruret” Brande IF til at køre rundt, er de frivillige, der træner klubbens mange hold, dem, der passer cafeteriet, kridtholdet, der sørger for, at der er streger på banerne samt BIF-Cupudvalget, og de fik alle en stor tak for indsatsen, ligesom klubbens sponsorer og samarbejdspartnerne Brande Old Boys, BIFortiden, Ikast-Brande Kommune og kommunalpolitikerne fik tak for støtten. Med takken til kommunen fulgte dog også en løftet pegefinger:

- Vi er altså kun frivillige, påpegede Michael Koch med tanke på de flere og flere praktiske opgaver, der på grund af besparelser bliver overladt til foreningerne, senest flytning af mål i forbindelse med græsslåning.

Annonce

Pokaler og nåle

Til tre af klubbens ledere var der en helt særlig hæder: Ungdomstræner, cafeteriapasser og blæksprutte i al almindelighed, Thomas Boldreel, modtog BIF’s lederpokal, førsteholdets ”maskinmester”, Lasse Skov, der også er hjælpetræner for klubbens bedste pigehold, fik Holger Mehlsens mindepokal, og BIF-Cupformand Kent Nielsen, der i flere omgange siden 1978 har været involveret i klubbens frivillige arbejde, fik overrakt Kapper-pokalen, i øvrigt fire år efter han modtog lederpokalen.

Dermed var det imidlertid ikke slut med at hædre de frivillige: Ole Radoor, som ikke var til stede, havde på forhånd fået overrakt BIF’s sølvnål for 10 års arbejde som træner og i bestyrelsen, og samme hæder blev Betina Koch Jensen og Kent Nielsen til del. De to fik samtidig DBU Jyllands sølvemblem, hvilket kræver minimum 15 års frivillig indsats.

Frivillighedens år markeret

Sammen med resten af de 25 fremmødte udover fire af klubbens syv bestyrelsesmedlemmer havde han indledt generalforsamlingen med at mindes to trofaste støtter, der var faldet bort i 2019, med et øjebliks stilhed: Ungdomstræner Ulrik Jørgensen og Jan Helleberg, der foruden en årrække som ungdomstræner også var fast inventar i forbindelse med BIF-Cup.

2019 var udnævnt til ”frivillighedens år” i Brande IF, og det fik klubbens mange trænere og ledere at mærke på flere måder. Først og fremmest da de blev inviteret til at overvære pokalfinalen, hvor det efter straffesparkskonkurrence endelig lykkedes FC Midtjylland at hjemføre trofæet, men også en hyggeaften med Europas bedste fodboldspiller anno 1977, Allan Simonsen, i øvrigt i samarbejde med BIFortiden og en helt håndgribelig julegave var der også blevet råd til.

I sin formandsberetning forsatte Michael Koch med at konstatere, at Forenings-Danmark ikke er ved at dø, men ved at forandre sig.

- Vi er meget interesseret i at lave aktiviteter ed andre. Vi tror på, at forandringerne er kommet for at blive – men det er samarbejde så sandelig også, pointerede han og nævnte planerne om at etablere streetfodbold-faciliteter i samarbejde med Urban Street Zone og et nyligt indgået samarbejde med BGU som eksempler på dette.

Også fodbold-fitness i FCM-regi under overskriften ”Tab & Vind” fik et par ord med på vejen:

- Det er kammeratskab på allerhøjeste plan – det handler ene og alene om fællesskab, fastslog BIF-formanden. Kasserer Lars Schmidt Hansen gennemgik herefter regnskabet, der indeholdt en ekstraordinær indtægt på 100.000 kroner i forlængelse af FC Midtjyllands salg af Rasmus ”NK” Nissen Kristensen til Ajax. Salget udløste i henhold til FIFA’s regler om solidaritetsbetaling beskedne 1.000 euro til ”NK’s” barndomsklub, men i 2019 fik man forhandlet en aftale på plads klubberne imellem, der udløste den ekstra betaling. Pengene er i øvrigt blevet placeret i en særlig ”Rasmus NK-fond”.

Trods færre hold og dermed lavere holdgebyrer havde BIF-Cup givet et markant højere overskud end i 2018, hvor facit blev et plus på godt 55.000 kroner. Ved at gennemgå udgiftsposterne med en tættekam blev det tal i 2019 forøget til knap 140.000 kroner.

På trods af et fald i kontingentindtægterne, som kassereren bl.a. tilskrev, at vintertræningen for ungdomsspillerne i år har været gratis samt manglen på damseniorer, udviste regnskabet et beskedent overskud på 15.400 kroner foruden de 100.000 kroner fra FCM. Sat lidt på spidsen svarer overskuddet til det beløb, der blev udløst, da samme Rasmus Nissen blev solgt fra Ajax til RB Salzburg, og en anden tidligere BIF-spiller, Rasmus Lauritsen, skiftede til den svenske klub IFK Norrköping. Selvom transferbeløbene for de to spillere var vidt forskellige, udløste de stort set det samme til Brande IF, fordi Rasmus Lauritsen nåede at spille et helt år i BIF, efter han var fyldt 12, mens det for Rasmus NK’s vedkommende kun blev til en enkelt måned.

Vedtægtsændringer vedtaget

Tre bestyrelsesmedlemmer var på valg: Christoffer Harrild Nielsen og Birgitte Skov Sørensen blev begge genvalgt, mens Brian Kristensen forlod bestyrelsen i øvrigt for anden gang. Denne gang overlod han pladsen til Anette Pedersen. Som 1. suppleant genvalgtes Lars Antonsen, mens Marco Jørgensen blev valgt som 2. suppleant. Leif ”Lundberg” Jensen blev genvalgt som fanebærer.

Bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer blev enstemmigt vedtaget, så nu er Brande IF ikke længere hjemmehørende i Brande, men i Ikast-Brande Kommune, ligesom bestyrelsen ikke længere er forpligtet til at annoncere generalforsamlingen ”i bladene”, som der hidtil har stået i vedtægterne. Fremover skal forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, desuden indsendes til formanden senest 2 måneder i forvejen. Endelig kan de valgte revisorer fremover erstattes af et revisorfirma, hvilket er et krav fra kommunen, og på den konto blev Partner Revision udpeget til at revidere klubbens regnskaber i fremtiden.

Under eventuelt påpegede Jan Svendsen, der er formand for BIFortiden, det paradoksale i, at kun en sjettedel af klubbens indtægter stammer fra kontingenter, når der er så stort fokus på forpligtende fællesskaber. Oldboys-formand Torben Jakobsen gav tilsagn om ”en betragtelig økonomisk håndsrækning”, hvis streetfodboldplanerne realiseres og efterlyste svar på, om de penge, ”de gamle drenge” havde givet til et pigefodboldprojekt, havde haft nogen effekt. Svaret var både og:

- De er svære at fastholde, erkendte Michael Koch.

Leif ”Lundberg” Jensen kom med en lille opsang i forhold til oprydningen på stadion og pegede bl.a. på udskiftningsboksene på bane 1, bannerne på kunstgræsbanen og et stadionur, der ikke virkede til sæsonens sidste kampe. Det sidste er der ved at blive fundet en økonomisk løsning på, muligvis i form af en LED-ur, og reklamebannerne på kunstgræsbanen vil også blive udskiftet i den nærmeste fremtid, ligesom spillerboksene er ved at blive sat i stand.

Generelt udtrykte Michael Koch dog ikke den store tiltro til, at den udliciteringsrunde, der netop er blevet sat i gang vedrørende de opgaver, der hidtil er blevet udført af kommunens entreprenørafdeling, vil forbedre situationen; tværtimod tror han på yderligere forringelser, sagde han.

Klubbens fornemste hæder, Kapper-pokalen, gik i år til Kent Nielsen, som de seneste år har været formand for BIF-Cupudvalget. Foto: Mikael Lund
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Politiet og kommunen advarede om at besøge Den Genfundne Bro: - Hvis der havde været for mange her, var vi gået igen

Hedensted

On the Corner kan ikke få corona-lån: Vi ved ikke, hvornår hjælpepakkerne kommer

Hedensted

Påskefrokost og familiesamvær er rykket udenfor: Vi er nødt til at gøre, som Mette siger

Annonce