Hedensted: En 53-årig kvinde fra Svendborg fik sig formentlig sit livs forskrækkelse, da hun kl. 9.40 torsdag formiddag kørte under motorvejsbroen Bredalvej ved Hedensted.
Pludselig blev hun nemlig ramt af en genstand, hvorfor forruden fik en flænge på ca. tre cm. Heldigvis blev det også ved forskrækkelsen, da kvinden bevarede både fatningen og herredømmet over bilen. Hun kører videre og anmelder episoden ca. 10 min senere.
Endnu er det tidligt i efterforskningen, hvorfor Sydøstjyllands Politi ikke kan sige, hvad der har ramt kvindens forrude. Ligeledes kan det heller ikke konkluderes, om der er tale om en forbrydelse, eller et køretøj blot har tabt noget fra sin last.
- Vi tager det ganske alvorligt, for det kan potentielt være rigtig farligt, hvis man bliver ramt af en sten på motorvejen, siger vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen, og fortsætter:
- Hvis nogen har set noget mistænkeligt på det tidspunkt, personer på broen eller overkørende køretøjer, hører vi gerne om det.
Politiet kan kontaktes på tlf. 114.