Annonce
Horsens

30-årig lokalformand valgt som ny spidskandidat for Liberal Alliance

Mads Pihlman Kristensen er lokalformand for Liberal Alliance og nu også kommende spidskandidat ved kommunalvalget i november næste år. Privatfoto
Mads Pihlman Kristensen skal forsøge at generobre Jakob Billes plads i Horsens Byråd ved kommunalvalget i november næste år. Han betegner sig selv som et "lille hak mindre kompromissøgende" end Jakob Bille.
Annonce

Horsens: 30-årige Mads Pihlman Kristensen bliver spidskandidat for Liberal Alliance ved kommunalvalget i november næste år.

Mads Pihlman Kristensen, der også er lokalformand for partiet, blev valgt til posten af en enig bestyrelse på et møde tirsdag aften.

De øvrige kandidater på listen bliver offentliggjort i starten af det nye år, oplyser partiet.

Mads Pihlman Kristensen tager over efter partiets nuværende byrådsmedlem, Jakob Bille, der fornylig meddelte, at han ikke så det muligt at forene et spidskandidatur med sit civile arbejde.

Trods sin unge alder har Mads Pihlman Kristensen i flere år været en af de bærende kræfter i partiet, som formand for partiets lokale ungdomsafdeling fra 2017, lokalformand fra 2019 - og en af de meget aktive sparringspartnere for først Dan Ingemann Jensen ved kommunalvalget i 2013 og siden Jakob Bille.

Ved kommunalvalget i 2017 var han også opstillet som kandidat og fik 211 stemmer.

Mads Pihlman Kristensen er født og opvokset i Nim, men flyttede til Horsens i forbindelse med, at han begyndte at læse HTX i byen. Han blev senere uddannet pædagog, og i dag arbejder han som underviser i specialklasserne på Mølholm Skole i Vejle.

Annonce

Optimistisk - men også realist

Den nye spidskandidat glæder sig til at komme et skridt længere "ind i maskinrummet".

- Det er vigtigt, at vi som parti vinder værdikampen og oplyser om, hvad vi synes, der fungerer. Det er ikke at hæve skatter og afgifter, og jeg ser frem til at gå hårdt til modstanderne - på politik og ikke personer, siger han.

- Hvordan ser du dine og partiets muligheder ved det kommende valg?

- Jeg vil sige, at vi er optimistiske, men også realistiske. Partiet har været igennem en svær tid, men jeg synes, at vi på landsplan ser tendenser til medvind med en stjernedygtig leder i Alex Vanopslagh, der for mig at se er det bedste bud på en rigtig liberal statsminister. Vi brager nok ikke ind i byrådet med tre-fire mandater, men jeg tror bestemt på, at vi kan generobre Jakob Billes mandat, siger Mads Pihlman Kristensen.


Vi brager nok ikke ind i byrådet med tre-fire mandater, men jeg tror bestemt på, at vi kan generobre Jakob Billes mandat.

Mads Pihlman Kristensen (LA), spidskandidat ved kommunalvalget


Hvad er forskellen på dig og Jakob Bille?

- Vi er meget enige om det meste og samarbejder jo i dag om stort set alt, men som tidligere ungdomsformand er jeg måske et lille hak mindre kompromissøgende end Jakob. Jeg er bestemt også interesseret i at søge indflydelse i byrådet, men det seneste budgetforlig er et godt eksempel på, at der er grænser for, hvad både jeg og Jakob vil være med til, siger han.

Liberal Alliance valgte at stå uden for det budgetforlig, der blev indgået for nogle uger siden, da et flertal besluttede, at kommuneskatten skal hæves med 0,2 procentpoint over to år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Løvbjerg-købmand: Mundbind vil gøre hverdagen mere tryg for personalet og kunderne

CORONAVIRUS

Live: Smittetal sætter kedelig rekord - over 900 nye coronatilfælde i Danmark

Horsens

Det mener læserne: Øgede krav om mundbind vækker både glæde og vrede

Annonce