Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

May til EU-kolleger: Giv mig en salgbar brexitaftale

Den britiske premierminister, Theresa May (t.h.), afleverede sent torsdag aften en appel til sine EU-kolleger om at sætte skub i forhandlingerne om Storbritanniens udtræden af EU-samarbejdet. Her ses hun ved mødets begyndelse i samtale med den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.

May til EU-kolleger: Giv mig en salgbar brexitaftale

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den britiske premierminister holder ved EU-topmøde døren åben for at betale mere for skilsmissen fra EU.

Den britiske premierminister, Theresa May, appellerer torsdag aften til de øvrige EU-landes ledere om at hjælpe med at give hende en brexitaftale, hun kan sælge til sit eget splittede parti og til vælgerne derhjemme.

- Jeg fornemmer i stigende grad en følelse af, at vi må arbejde sammen for at nå et resultat, som vi kan bakke op om og forsvare over for vores folk, siger May ifølge flere nyhedsbureauer, der er blevet briefet af hendes kontor.

May har taget ordet over middagen ved EU-topmødet torsdag aften.

Ifølge Ritzaus kilder var der ingen markante nye meldinger fra May i hendes korte indlæg.

Men hvad angår det beløb, briterne skal betale i forbindelse med udtrædelsen af EU, siger May, at der faktisk intet står i EU-traktatens artikel 50 - den såkaldte exitparagraf - om, at et udtrædende land skal betale.

Premierministeren henviser til det, hun sagde i en tale for en måned siden i Firenze i Italien.

Her satte hun ikke beløb på, hvad Storbritannien er klar til at betale. Men hendes udtalelser er blevet omregnet til, at det kunne være i omegnen af 20 milliarder euro. EU-Parlamentets formand, Antonio Tajani, har kaldt det "peanuts".

Torsdag aften skal May ifølge diplomatiske kilder have udtalt noget i retning af, at tilbuddet i Firenze-talen ikke nødvendigvis var sidste ord i dén sag.

Ifølge netmediet Politico erkender May, at brexitforhandlingerne har været i problemer over sommeren.

Men hun mener også, at de er kommet på sporet igen efter talen i Firenze.

Den britiske regering havde egentlig håbet, at topmødet i denne uge kunne markere et gearskift i forhandlingerne, så de gik fra kun at tale om skilsmissebetingelserne til også at tale om forholdet, efter brexit bliver en realitet - formentlig 29. marts 2019.

Stats- og regeringscheferne fra de øvrige 27 EU-lande holder fredag formiddag møde uden Theresa May.

Deres chefforhandler, Michel Barnier, og EU-præsident Donald Tusk har på forhånd gjort det klart, at de endnu ikke finder forhandlingerne modne til at tage det næste skridt, som May ønsker.