Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

FN's generalsekretær: Situationen i Myanmar er katastrofal


FN's generalsekretær: Situationen i Myanmar er katastrofal

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Rohingya-muslimernes flugt fra militæret i Myanmar er resulteret i et hastemøde i FN's Sikkerhedsråd onsdag.

FN's generalsekretær, António Guterres, opfordrer Myanmar til at indstille en militæroperation mod rohingya-muslimerne i landet, efter at flere end 300.000 på kort tid er flygtet fra volden til nabolandet Bangladesh.

Det siger Guterres på et pressemøde forud for onsdagens hastemøde i FN's Sikkerhedsråd om situationen i Myanmar.

Den humanitære situation i landet er "katastrofal", tilføjer generalsekretæren ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Rohingyaerne er et undertrykt mindretal i det overvejende buddhistiske land.

De betragtes trods flere generationer i Myanmar som illegale indvandrere og har ikke ret til at få statsborgerskab i landet.

Siden 25. august er 313.000 ifølge FN flygtet fra Rakhine-provinsen, der grænser op til Bangladesh.

Samtidig forlyder det ifølge en talsperson for præsidenten, at 176 rohingya-landsbyer er forladt oven på masseflugten.

Det var 25. august, de seneste uroligheder brød ud. Det skete, da rohingya-oprørsgruppen Arakan Rohingya Salvation Army (Arsa) angreb politi og militær.

Det fik militæret til at lancere en modoffensiv, som det selv kalder "en rydningsoperation".

Guterres blev på pressemødet spurgt, hvorvidt han er enig i, at der er tale om en etnisk udrensning. Noget som FN's menneskerettighedschef, Zeid Ra'ad al-Hussein, sagde mandag.

Generalsekretæren svarede:

- Når en tredjedel af rohingya-befolkningen er nødt til at flygte ud af landet, kan du så finde et bedre ord for det?

Myanmars egentlige leder, modtager af Nobels fredspris Aung San Suu Kyi, er frem mod onsdagens hastemøde i FN's Sikkerhedsråd blevet kritiseret fra flere kanter for militærets hårde kurs over for rohingyaerne.

Hun skulle have talt i forbindelse med FN's 72. generalforsamling 20. september, men det har hun aflyst.

I stedet sender Suu Kyi, hvis officielle titel er statsrådgiver, Myanmars vicepræsident.