Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Kendt bilforhandler kører igen med dobbelt million-overskud

Allan Hansen Automobiler sælger brugte biler i primært den dyrere ende. De seneste år har interessen for leasing dog været stigende, hvorfor det særskilte leasingselskab nu genererer et større overskud.Arkivfoto: Martin Ravn

Kendt bilforhandler kører igen med dobbelt million-overskud

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Daugård - Det foregår bogstaveligt talt med høje omdrejninger hos Allan Hansen Automobiler A/S i Daugård.

Den 35 år gamle virksomhed har gennem årene solgt på den gode side af 40.000 biler i den dyrere klasse, og vurderet ud fra det nyligt offentliggjorde årsregnskab er der ingen udsigt til, at foden bliver lettet fra speederen.

Godt 1400 biler fik ny ejermand med en omsætning på 353 mio. kr. til følge - mere end 30 mio. kr. højere end forrige regnskab. Det er særlig firmabiler op til 800.000 kr. og personbiler op til 300.000 kr., der er solgt.

Samtidig har den seks år gamle leasingafdeling for første gang overgået salgsdelen med et overskud på 4,8 mio. kr.

- Leasing kommer til at vinde mere og mere frem - det er helt sikkert kommet for at blive. En større andel af kunderne vil gerne kende deres eksakte omkostninger, og eftersom vi afsætter mange dyre biler, giver leasing en mulighed for at opgradere. Mange kommer sågar med et specifikt ønske om at lease en bil, som vi så efterfølgende henter hjem, så hvis der skal skiftes gear, bliver det til et højere, siger ejer Allan Hansen, som lige nu har ca. 370 biler på landevejen.

Overkom ny registreringsafgift

Det gode resultat bliver i høj grad tilskrevet investeringen i en ny 2500 kvm stor udstillingshal, så størstedelen af vognparkens 260 brugtbiler året rundt står under tag og således altid fremstår nyere og mere attraktive. Og så har titlen som Danmarks bedste brugtvognsforhandler heller ikke trukket i den negative retning, lyder det med den klassiske jyske beskedenhed.

Begyndelsen af det nye regnskabsår var ellers alt andet end fryd og gammen. På grund af regeringens beslutning om at sænke den højeste del af registreringsafgiften fra 180 pct. til 150 pct. faldt Allan Hansens vognpark fra den ene dag til den anden med halvanden mio. kr. i værdi.

- Det gjorde ondt, for det skabte ikke samtidig en større interesse eller nye kunder. En bil til 500.000 kr. blev kun 20.000-30.000 kr. billigere, og det rykker ikke det vilde. Med det i tankerne er jeg rimelig stolt af resultatet. Ud fra vores omsætning er det jo ikke et voldsomt overskud - vi tjener vores penge på at køre mange biler igennem med tilfredse kunder, siger Allan Hansen.

Bilforretningen blev etableret i 1981 med en enkelt ansat.

I dag beskæftiger de to selskaber flere end 30 mand i både salg, klargøring og værksted.