Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Horsens-unge får studietur til Boston

De 24 legatmodtagere drager til Boston i forbindelse med efterårsferien i oktober.

Horsens-unge får studietur til Boston

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

horsens - 24 unge fra Horsens- og Vejle-området fik i går både rejsegavekort og skulderklap for deres indsats på en ungdomsuddannelse i området.

Den glade giver var Insero Horsens og Familien Hede Nielsens Fond, som hvert år - nu for 9. gang - uddeler legater til elever, som har klaret sig særlig godt inden for de teknisk- og naturvidenskabelige fag, og som samtidig har udmærket sig som gode studiekammerater.

Tidligere var legatet 10.000 kr., der var øremærket køb af it-udstyr, men i dag køber unge it-udstyr, når de har brug for det, forklarede Insero-direktør Mogens Vig Pedersen, da pengegaven sidste år blev erstattet af rejsegavekort.

For andet år i træk er belønningen en inspirationstur til universitetsbyen Boston, der ifølge Mogens Vig Pedersen er "toppen af poppen" inden for det naturvidenskabelige.

Kan ikke blive større

På programmet er besøg på både virksomheder og universiteter, bl.a. på Harvard, Turfts University og ikke mindst Massachusetts Institute of Technology.

- Inden for naturvidenskab kan det ikke blive større, og sidste års tur var så stor en succes, at vi har valgt at gentage den, siger direktøren, som håber, at turen kan være med til at inspirere de unge, når det gælder fremtidig videreuddannelse og karriere.

Han havde i går inviteret til uddeling på Horsens Kunstmuseeum, hvor både formanden for Familien Hede Nielsen Fond, Peter Sven Sørensen, og Inseros bestyrelsesformand, Ulrik Kragh, gav de 24 unge et par ord med på vejen:

- I er alle sammen verdensmestre her i området. Det er rigtig flot, men det er endnu sjovere at være verdensmester i en global verden. I Boston får I at se, hvor overliggeren sidder, sagde formand Ulrik Kragh.

- I er dygtige, I er gode kammerater, og I viser vejen for andre. Det er derfor, I modtager legater her i dag, fastslog han.

Alle legatmodtagere bliver desuden medlem af en særlig talentgruppe, som Insero Horsens har oprettet. Her kan de i fremtiden mødes og dyrke netværk med nuværende og tidligere legatmodtagere.