Skanderborgs stime blev stoppet i Thisted

Kristoffer Laursen stod glimrende for sit hold i store dele af kampen, men kunne ikke forhindre et nederlag til Mors/Thy Arkivfoto: Ole Nielsen

Skanderborgs stime blev stoppet i Thisted

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Skanderborg Håndbold gik helt kold i kampens sidste 20 minutter og tabte til Mors/Thy 22-26.

Håndbold: De har nærmest været urørlige i de seneste par runder. Fem kampe, fem sejre og en plads som nummer tre i herrernes håndboldliga. Torsdag aften var den sjette sejr i den grad indenfor rækkevidde, da Skanderborg mødte ligaens nuværende bundhold, Mors/Thy.

Vestjyderne kom godt nok til opgøret med fem point for tre kampe, men lignede alligevel en opgave, de formstærke østjyder kunne klare.

Kort inde i anden halvleg lignede det også en ny gevinst til Nick Rasmussens mandskab, da holdet kom på 15-10 og fortsatte de gode takter, som de første 30 minutter havde vist, hvor et stærkt bevægeligt Skanderborg-forsvar gav gode betingelser for målmand Kristoffer Laursen og udløste gode kontramuligheder til gæsterne, der spillede med stor kynisme.

Men bedst som Skanderborg så ud til at have taget det mentale overtag i Thisted, så faldt niveauet i angrebet. Tekniske fejl og brændte muligheder stod nærmest i kø og gav lige nøjagtigt den medvind, som værterne skulle bruge til at få hallen med sig.

Da Skanderborg efter 10 minutter blev ramt af en udvisning, fik et ellers svingende hjemmehold pludselig færden af point og gik fra 16-12 til 16-16. Gnisten var tændt på Bette Balkan, som øjnede muligheden for at komme væk fra den sidsteplads, som holdet har indtaget det meste af efteråret.

Og selvom det tidligere har knebet for vestjyderne i dette efterår, så har de seneste runder givet så meget selvtillid til holdet, at de ikke lader sådan en mulighed forpasse. Pludselig var det Mors/Thy, der havde styringen, kom i front og efterlod de hvidklædte Skanderborg-spillere i rollen, som dem der ikke måtte fejle.

Et pres, de ikke kunne stå imod. De tekniske fejl blev ved med at dukke op i angrebet, og usikkerheden forplantede sig på sådan en måde i begge ender af banen, at det, der i begyndelsen af anden halvleg lignede en ny sejr, endte med et nederlag på 22-26 til bundproppen fra Bette Balkan.

En maveplasker for et Skanderborg-hold, der udviste mentalt overskud før pausen, men endte aftenen med en kraftig påmindelse om, at der skal præsteres over samtlige 60 minutter, hvis man vil vinde i herrernes håndboldliga.

Håndboldliga, herrer
Mors/Thy - Skanderborg Håndbold 26-22 (9-12)Mors/Thy: Søren Nørgaard 7, Marcus Dahlin 4, Mads Kjeldgaard Andersen 4, Erik Toft 4, Allan Toft 3, Lasse Pedersen 2, Stefan Nielsen 1, Asbjørn Madsen 1

Skanderborg Håndbold: Jonas Samuelsson 5, Morten Balling 4, Mads Kalstrup 3, Marcus Mørk 3, Cornelius Kragh 2, Lars Skaarup 2, Nikolaj A. Nielsen 1, Kristian Bonefeld 1, Mathias Bitsch 1

Stillingen undervejs: 1-3, 2-6, 6-9, 9-12, 10-15, 17-16, 20-17, 25-20, 26-22

Udvisninger: Mors/Thy 2, Skanderborg 4

Skanderborgs stime blev stoppet i Thisted

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce