Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Skanderborg Kommunens miljøafdeling led et eklatant nederlag

Gården Østermarksvej 11 består af en markant bygningsmasse. Gårdejeren ønsker nu næsten en fordobling af antallet af dyreenheder. Samt en udvidelse med en klimastald på 1.040 m2 og en slagtesvinestald på 3.120 m2. Foto: Bollerup

Skanderborg Kommunens miljøafdeling led et eklatant nederlag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Natur- og Miljøklagenævnet har underkendt en miljøgodkendelse fra Skanderborg Kommune for en markant udvidelse af et svinebrug, der har mødt massiv modstand fra naboer.

SKANDERBORG: Det var ikke en enkelt detalje, det var en lang række af elementer i en miljøgodkendelse fra Skanderborg Kommune til udvidelse af en svinefarm nær Bjedstrup, der ikke var i orden.

Det har Natur- og Miljøklagenævnet fastslået efter, at klagesagen - der var rejst af en række naboer - har ventet på en afgørelse i næsten to år. Godkendelsen, der nu er underkendt, gav kommunen 18. marts 2014.

Politikerne i byrådets Miljø- og Planudvalg har fået en orientering om sagen, fordi nogle af de vindende naboer er bekymret efter, at gårdejeren for svinefarmen på Østermarksvej 11, Karl Ole Jokumsen, har bedt om at få lavet en ny godkendelse.

Den sagsbehandling er allerede i gang, og kommunens miljøchef Hans Brok-Brandi vurderer, at kommunen vil være færdig med en ny godkendelse om cirka halvanden måned. Der indgår så en høringsrunde. Man kan bede om at få tilsendt udkastet til en afgørelse, hvis man senest 29. marts kontakter kommunen.

Klagenævnet påpeger væsentlige fejl og mangler
Udvidelse
Svinefarmen Østermarksvej 11 er godkendt til 26.000 smågrise og 15.000 slagtesvin, svarende til 505,24 dyreenheder.Der søges om en udvidelse til 38.000 smågrise på 5.850 stipladser og 27.600 slagtesvin på 6.120 stipladser, svarende tilmaksimalt 977 dyreenheder.

Udvidelsen skal ske med en ny klimastald på 1.040 m2 og en slagtesvinestald på 3.120 m2.

30 borgere/naboer har klaget over kommunens første miljøgodkendelse og fået medhold.

Ifølge klagerne er Østermarksvej 11 ikke eneste svinefarm i området. Der er yderligere tre, og en samlet produktion nær 200.000 slagtesvin årligt, hvilket giver naboerne en række gener med støv, støj, lugt og trafik,

Det er nationale regler

Claus Leick (SF), der er formand for Miljø- og Planudvalget, fortæller, at nogle naboer har undret sig over, at de lokale politikere ikke kan hindre en sådan udvidelse af en svinebedrift.

- Men det kan vi ikke, da det er ikke en politisk sag. Hvis gårdejeren får en godkendelse og opfylder de krav, der er i den og i den nationale lovgivning, så kan vi som byrådspolitikere ikke lægge os hindrende i vejen, siger Claus Leick.

- Men da nogle af naboerne har kontaktet mig, har jeg valgt, at det samlede udvalg skulle have en orientering i sagen. Jeg har desuden besluttet, at vi vil invitere de pågældende naboer til et orienteringsmøde. Ikke et egentligt borgermøde, men vi vil gerne gennemgå reglerne på området, siger Claus Leick.

Kan man have tillid

Har du tillid til den kommunale sagsbehandling, når man taber en sag, hvor klagenævnet påpeger ikke enkelte, men flere fejl i kommunens godkendelse?

- Selvfølgelig skal vi ikke lave sådanne fejl, det er der ingen tvivl om. Nu ligger der en ny ansøgning, og vi skal rette os ind efter de objektive kriterier, der skulle have været fulgt i første runde. Jeg ved ikke, hvad der er sket i den her sag. Men det er ikke mit indtryk, at Skanderborg Kommune taber mange sager i Natur- og Miljøklagenævnet, siger Claus Leick.

Så på den led har han tillid til forvaltningen.

Sagsbehandling er systematisk

Hans Brok-Brandi bekræfter, at det er sjældent kommunen taber klager over miljøgodkendelser.

- Vi har også en kvalitetshåndbog, hvor vi systematisk følger de principielle afgørelser, der falder i Natur- og Miljøklagenævnet, ikke kun i Skanderborg Kommune men i alle kommuner. Og selv om vi i det her tilfælde synes, at ankenævnets afgørelse er forkert, så er det sådan, det er. Og det retter vi ind efter, siger han.

Han beklager, at landmanden Karl Ole Jokumsen nu er blevet bremset i at udvide sin svineproduktion i to år på grund af klagesagen.

- Han har nu spildt to år, og det er ærgerligt for landmanden. Da naboerne er meget kede af udvidelsen, forventer jeg, at vi igen får en klagesag. Så kan der gå endnu to år, før vi har en endelig afgørelse og tilladelse, siger Hans Brok-Brandi.

Redaktionen har desværre ikke haft held til at få en kommentar fra Karl Ole Jokumsen. Vi har lagt en besked på en telefonsvarer og besøgt stuehuset ved gården, men der var ingen hjemme og udelukkende østeuropæisk klingende navne på navneskiltet.