Nyt nederlag: Holstebros kontrafase smadrede Skanderborg

Ærgrelsen var stor hos Skanderborgs svenske fløj Jonas Samuelsson efter nederlaget til TTH Holstebro. Det andet i træk i ligaen til de grønblusede. Foto: Ole Nielsen

Nyt nederlag: Holstebros kontrafase smadrede Skanderborg

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Skanderborg havde store problemer i sit etablerede angrebsspil og det blev straffet hårdt af TTH Holstebro, der tog en sikker sejr på 29-24 i Skanderborg Fælledhal.

Håndbold: Skanderborg havde ifølge cheftræner Nick Rasmussen smidt de dårlige tendenser fra nederlaget i Thisted ud i Limfjorden.

Onsdagens kamp mod TTH Holstebro viste dog, at der stadig var spor at finde fra den indsats, der kostede de grønblusede det første pointtab i seks kampe.

TTH Holstebro vandt sikkert 29-24.

De uprovokerede fejl og brændte chancer var alt for mange mod vestjyderne og gjorde det svært for hjemmeholdet at holde trit med sin modstander.

For selvom Skanderborg havde nogenlunde styr på tingenes forløb i det etablerede forsvar, så blev det straffet hver gang Holstebros kontramaskine kom i gear.

Hjemmeholdet måtte se bort fra Markus Mørk, der var skrevet på holdkortet, men ikke deltog i kampen. En kapacitet, der var savnet i angrebet, hvor man savnede noget af den snert og hurtighed, der tidligere har kendetegnet Skanderborg i dette efterår. Holdet kom til chancer.

Derfor var man også nede med to ved pausen, 11-13, efter 30 minutter, der med al tydelighed viste, at det mandskab, som fik bedst styr på defensiven, havde gode muligheder for at trække sig sejrrigt fra opgøret. I den ligning havde gæsterne den klare fordel, at Simon Gade faktisk holdt en fornuftigt redningsprocent, mens det først var med indskiftningen af Bertram Obling, at hjemmeholdet fik lidt støtte fra sin målmand.

Det er dog ikke uden grund, at Holstebro har været en fast bestanddel af toppen i ligaen i de seneste sæsoner. Vestjyderne spiller solid håndbold uden de store udfald i begge ender af banen og besidder samtidig en evne til at straffe hver eneste fejl eller tvivlsomme skud fra modstanderen med en hurtig kontra.

Det gjorde ondt på et Skanderborg mandskab, som kæmpede det bedste de havde lært, men havde store problemer med at finde rytmen i deres offensiv og derfor løb ind i det andet nederlag i træk i ligaen.

Næste opgave for Skanderborg bliver lokalopgøret mod Bjerringbro-Silkeborg og skal hjemmeholdet skabe overraskelsen mod topholdet, så skal der igen strammes op for niveauet i angrebet. Det er den del, der er dyr for Nick Rasmussen og kompagni lige nu.

Vestjyderne var dygtige til at stoppe rytmen i værternes offensiv og få bagspillerne til at tage forhastede beslutninger, men det kneb også gevaldigt med koldblodigheden på de mange gode muligheder, der blev skabt. Et problem, de ikke havde hos modstanderholdet, som vandt kampen sikkert 29-24.

Håndboldliga, herrer
Skanderborg-TTH Holstebro 24-29 (11-13).Skanderborg: Morten Balling 5, Jonas Samuelsson 4, Cornelius Kragh 4, Kristian Bonefeld 3, Lars Skaarup 2, Mads Kalstrup 2, Mathias Bitsch 2, Morten Kirk Olesen 1, Mike Haack 1.TTH Holstebro: Magnus Bramming 5, Kasper Kildelund 5, Viktor Östlund 4, Lars Mousing 3, Vignir Svavarsson 2, Niels Lindholt 2, Kay Smits 2, Jonas Porup 2, Jac Karlsson 1, Malte Justesen 1, Peter Balling 1, Simon Gade 1.Udvisninger: Skanderborg 3, TTH Holstebro 1.Stillingen undervejs: 3-3, 3-6, 8-8, 9-12, 11-12, 11-13, 15-15, 16-20, 19-25, 22-29, 24-29Tilskuere: 1.334.
Skanderborg kom ofte til at sidde fast i vestjydernes defensiv. Her er det Morten Kirk Olesen, der er kommet for tæt på. Foto: Ole Nielsen
Skanderborg kom ofte til at sidde fast i vestjydernes defensiv. Her er det Morten Kirk Olesen, der er kommet for tæt på. Foto: Ole Nielsen

Dumme tekniske fejl

Spilstyrer Morten Balling var heller ikke tilfreds med kampen.

- Vi har ramt et par kampe, hvor vi ikke helt har fundet hinanden på banen. Jeg synes ikke, at vi skal lægge for meget i, at vi har tabt et par kampe. Omvendt skal vi ikke spille for mange af de her kampe, hvor vi laver for mange dumme tekniske fejl. Det har egentlig været kendetegnende for os, at vi har spillet med få fejl, hvilket har holdt de andre hold fra kontrachancer. Tvis slog os på kontra i dag. De straffede os hårdt, sagde bagspilleren og fortsatte:

- Vi spillede for dårligt angrebsspil og kom til for dårlige skud. Når vi havde chancen, så brændte vi. Defensivt gjorde vi det meget fint, men når vi lavede de her tekniske fejl, så blev vi bare straffet af et hold som Tvis, lød det.

Cheftræner Nick Rasmussen ærgrede sig over, at holdet ikke formåede at holde fast de gange, hvor de havde kæmpet sig tilbage.

- Vi hængte efter fra begyndelsen af kampen. Vi havde tre fire gange, hvor vi kom op og var på uafgjort, men hver eneste gang smed vi det væk igen to minutter efter. Fjerde gang det skete, havde vi ikke mere at komme med, sagde træneren og uddybede:

- Jeg var godt tilfreds med vores forsvar i første halvleg. Selvfølgelig kan man finde ting, der kan være bedre. I anden halvleg kom der lidt for mange fejl. Hvad angår angrebsspillet, så er jeg spændt på at se kampen igen og se hvor gode chancerne egentlig er. Hvis chancerne var dårlige, så var udnyttelsesprocenten vel som den nu engang var. Men som jeg sagde til spillerne, så var chancerne formentligt ikke så store, som vi selv mente i øjeblikket inde på banen. Nu skal vi finde tilbage til de ting, vi har leveret indtil nu. Angrebsmæssigt var det vel lidt bedre end mod Mors.

Nyt nederlag: Holstebros kontrafase smadrede Skanderborg

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce