Ny boligsituation på Smukfest: Folk sover i paphuse, tipier og igloer

Kristina Nielsen og Jannie Ravn har indviet deres nye paphus. Trods lidt pladsmangel synes de godt om den nye boligform på Smukfest. Foto: Flemming Krogh

Ny boligsituation på Smukfest: Folk sover i paphuse, tipier og igloer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Overnatningsmulighederne er mange på Smukfest. Gæsterne har gennem årene kunnet medbringe deres eget telt, sove i en øldåse eller i en campingvogn.

Skanderborg: Den er god nok. Det er pap. 150 miljøvenlige papboliger kommer i løbet af dette års Smukfest til at stå på rad og række i Skovlunden Camping, der er det nye bæredygtige campingområde.

Derudover er der 35 tipier og tre igloer, som sammen med paphusene er de tre nye boformer på Smukfest.

Foran et af paphusene sidder Kristina Nielsen og Jannie Ravn fra Aalborg. De har sovet i deres miljøvenlige papbolig og er yderst tilfredse.

- Det har været behageligt at sove i. Det er ikke så fugtigt og klamt at sove i som i et telt, fortæller Kristina Nielsen, der sammen med veninden Jannie er frivillige på pladsen.

Kristina Nielsen har tidligere på året været til Nibe Festival, hvor det ikke var en succes at sove i telt med den mængde regn, der kom.

Derfor sprang de på den nye pap-boligform - og de fortryder det ikke.

- Jeg var kritisk i starten og usikker på, om et hus af pap ville kunne holde, siger Jannie Ravn, der ikke er i tvivl om, at det var den rigtige beslutning efter en nat i deres paphus.

De har suppleret med en presenning over det, der i bogstaveligt forstand er tagpap, selvom det ikke bør være nødvendigt

- Better safe than sorry, siger Jannie Ravn og smiler.

Når Smukfest er ovre, afleverer gæsterne deres paphus i en genbrugsstation, der bliver stillet op. Her bliver pappet makuleret og oparbejdet til noget nyt pap, der eksempelvis bliver til toiletpapir eller konvolutter.
Eldbjærg Pollestad, formand for Skovlunden Camping på Smukfest
Mads Søgaard fra Sjælland har kastet sig ud i at samle et af de 150 paphuse. Heldigvis kommer frivillig hjælper Helle Kisbye ham til undsætning. Foto: Flemming Krogh
Mads Søgaard fra Sjælland har kastet sig ud i at samle et af de 150 paphuse. Heldigvis kommer frivillig hjælper Helle Kisbye ham til undsætning. Foto: Flemming Krogh

Fra hus til toiletpapir

I paphuset er der både en dør, et udluftningsvindue og en røgalarm, og så er den netop ideel for to personer som en engangshybel, der er beregnet til at holde én festival igennem.

- Det eneste minus er pladsen. Vi kan fint være der, men hvis folk har meget opbakning og alkohol med, vil det komme til at knibe. Det kunne have været helt optimalt, hvis det havde været en halv meter længere, siger Kristina Nielsen

De synes begge om den miljøvenlige tankegang - og især at husene bliver genbrugt efter festivalen.

- I år bor nogle af gæsterne i paphuse, og når Smukfest er ovre, afleverer gæsterne deres paphus i en genbrugsstation, der bliver stillet op. Her bliver pappet makuleret og oparbejdet til noget nyt pap, der eksempelvis bliver til toiletpapir eller konvolutter, fortæller Eldbjærg Pollestad, der er formand for Skovlunden Camping, som er festivalens nye campingområde.

Kammeraterne øst for Storebælt, Mikkel Aller, Peter Jakobsen, Brian Schultz og Joakim Lundqvist slog søndag lejr i deres tipi på Smukfest. Foto: Flemming Krogh
Kammeraterne øst for Storebælt, Mikkel Aller, Peter Jakobsen, Brian Schultz og Joakim Lundqvist slog søndag lejr i deres tipi på Smukfest. Foto: Flemming Krogh

Grå Camping for +40

Naboerne til de 150 paphuse er 35 tipier, der står forskudt rundt på græsset. Her kan man sove fire til seks personer, og så ligger de ligesom paphusene fem minutters gang fra Sherwood.

Fire mænd på +40 har stået sig ned foran den tipi, som skal være deres hjem den næste uge. Planen var egentlig et bad, men det udskydes med et hvil i campingstolene og en opknappet øl.

De fire kammerater, der kommer øst for Storebælt, har aldrig været på Smukfest før, men snakken om at tage af sted har været på tale i mange år.

- Det er et skønt sted. Vi ligger tæt på tingene. Vi holder Grå Camping, og det er bestemt også meningen, siger Brian Schultz, der sammen med kammeraterne er lidt uenige om, hvorvidt de skal sige, at de går under +40 kategorien eller ej.

For 20 år siden var de til Midtfyns Festival, og nu holder de reunion i deres nye bolig på Smukfest.

- Det er helt ideelt. Vi har fint med plads og i forhold til selve festivalen er pladsen helt perfekt, siger Peter Jakobsen.

- Og så er det en fordel, at vi kan stå oprejste i tipien, indskyder Brian Schultz.

De fire kammerater glæder sig til, at de resterende 34 tipier bliver fyldt op med festglade naboer. Dog behøver de ikke nær så meget fest omkring sig, som der er på Kærligheden. Foto: Flemming Krogh
De fire kammerater glæder sig til, at de resterende 34 tipier bliver fyldt op med festglade naboer. Dog behøver de ikke nær så meget fest omkring sig, som der er på Kærligheden. Foto: Flemming Krogh

30 sengepladser i igloer

Som den tredje og nye boform er tre kæmpe igloer sat op. Her kombineres både bæredygtighed, fællesskab og komfort med de 10 sengepladser i hver iglo og med et fælles bord i midten.

Både paphusene, tipierne og igloerne blev hurtigt udsolgt, og det glæder formand for Skovlunden Camping

- Vi har udvidet boformerne, da vi godt kunne tænke os at lave et campingområde, hvor der er fokus på bære- og væredygtighed. Det er et eksperiment, og frem til nu er det gået rigtig fint. Vi kigger på, hvordan det bliver i år og samler erfaring sammen og tager det med, når vi skal planlægge næste år. Men alt hvad der virker godt, vil man jo ofte gerne gøre mere af, så det må vi gøre op, når dette års festival er slut, siger Eldbjærg Pollestad, formand for Skovlunden Camping.

Drikkevarer skal der til, og så er det godt, at der er fint med plads i tipierne, der er beregnet til fire til seks mennesker.  Foto: Flemming Krogh
Drikkevarer skal der til, og så er det godt, at der er fint med plads i tipierne, der er beregnet til fire til seks mennesker. Foto: Flemming Krogh
Tre nye igloer er også en af de nye boformer. Her er der i hver plads til 10 mennesker med et fælles bord i midten. Foto: Flemming Krogh
Tre nye igloer er også en af de nye boformer. Her er der i hver plads til 10 mennesker med et fælles bord i midten. Foto: Flemming Krogh

Ny boligsituation på Smukfest: Folk sover i paphuse, tipier og igloer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce