Populært rockjubilæum: Århusiansk festival melder tæt på udsolgt

Ruts DC spiller for første gang i Danmark . Foto: Raven Berlin

Populært rockjubilæum: Århusiansk festival melder tæt på udsolgt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Punken nåede måske aldrig den helt store popularitet i Danmark, men genren kan alligevel sælge billetter. Pære Punk 40 er næsten udsolgt.

AARHUS: "Punken er ikke død, den lugter bare sådan," lyder et udsagn, som ingen vist helt ved, hvor stammer fra.

Rigtigheden i ordene må den enkelte læser afgøre med sig selv, men ud fra billetsalget til Pære Punk-jubilæet fredag 14. og lørdag 15. september tyder det på, at første del af sætningen i hvert fald er rigtig. Festivalen kan nemlig stort set melde udsolgt. Tirsdag meldte spillestedet ud, at der kun er fem usolgte partoutbilletter. Lørdag er endagsbilletterne væk, mens der endnu er enkelte billetter i salg for dem, der gerne vil til koncert fredag.

I tiden omkring 1978 var det nok at hænge et par plakater op, der lovede punk-musik på programmet, for at fylde byens spillesteder. Sådan er det langt fra længere. Alligevel er medarrangør og sanger i Dream Police John Østergaard alias Johnny Concrete ikke forundret over, at festivalen på Atlas formentlig ender i totalt udsolgt.

- Næh, jeg er ikke overrasket. Overordnet er Pære Punk 40 en begivenhed, der fortjener at blive udsolgt. Programmet er unikt, billetprisen overkommelig, og øllet er garanteret koldt, lover han.

Pære Punk 40 fredag
Programmet for fredag
  • NRG - Dannet i 1981 i den københavnske forstad Albertslund og eksisterede oprindelig indtil 1989. Bandet spillede adskillige gange i Aarhus op gennem 80'erne. Gendannet i 2009 og spiller efter eget udsagn punk med surf-tendenser og Hüsker Dü, Ramones og King Gizzard.
  • Never - Københavnsk duo bestående af Jack Sander Giersing og Tomas Ortved. Never beskriver sig selv som eksplosiv rockmusik, der river og rusker, men med melodiske og forførende overraskelser. Tsunami-rock hvor man hiver efter vejret, inden et nyt angreb sætter ind. Teksterne er minimalistiske med et glimt i øjet.
  • Emenkaya - Århusianere der spiller mismodig, misantropisk og melodiøs hardcore/punk med inspiration fra amerikanske bands som No Trend, Hüsker Dü og The Wipers. Medlemmerne er også kendt fra Cola Freaks og Under Al Kritik. Bandet udgav i 2012 et album på dagen, hvor bandet officielt gik i opløsning. Der er altså tale om en unik chance for at se et af de glemte bands fra Aarhus' undergrund.
  • Heroes 2 None - Oi!/streetpunk-band fra Aarhus, der rejste sig i asken fra Last Seen Laughing, da denne gruppe blev opløst i 2016. Medlemmerne er veteraner på den århusianske punkscene med fortid i The Zero Point, War Of Destruction, Skaloot, The Hoolies, The Guv'nors, The Outfit og Last Seen Laughing.
  • Ruts DC - Tidligere skulle man være påpasselig med at udråbe enkelte bands som hovednavn på punkfestivaler, da idoldyrkelsen ikke var noget, publikum gik op i. Men denne festival er helt sikkert en undtagelse. Og hovednavnet er de engelske legender Ruts DC. Dannet i London i 1977 som Ruts, banebrydende i et helt unikt musikalsk udtryk, der blandede punk, heavy rock og reggae. Da sangeren Malcolm Owen i 1980 døde af en overdosis skiftede bandet navn til Ruts DC, mistede pusten og opløstes i 1983. Efter gendannelsen i 2007 har bandet efterhånden opnået en form for kultstatus og har på det seneste turneret flittigt i hele verden.
Medarrangør og sanger i Dream Police Johnny Concrete. Pressefoto
Medarrangør og sanger i Dream Police Johnny Concrete. Pressefoto

Fire går igen

Forud for den oprindelige Pære Punk Festival på Husets Musikteater i 1978, var der næppe mange der kendte Sods, Lost Kids, Kliché, Dream Police, Brats, Slim og No Knox. Og det er da heller ikke fordi plakaten denne gang lyser med gigantiske, folkekære navne. Men til forskel fra for 40 år siden optræder til jubilæet enkelte musikere, der på ingen måde er ukendte.

For eksempel er der fire gengangere fra 1978. Peter Peter (guitarist) og Tomas Ortved (trommeslager) fra Sods, der senere skiftede navn til Sort Sol, Jens Valo, der spillede keyboard i første udgave af Kliché og Johnny Concrete - frontmand i Dream Police.

Kun sidstnævnte kommer denne gang med et band af samme navn. Jens Valo smuttede fra Kliché sådan cirka på det tidspunkt, hvor bandet for alvor slog igennem. Han spiller til Pære Punk 40 med sit seneste projekt No God. Peter Peter kommer til Aarhus som gæst i det københavnske band Halshug, mens Tomas Ortved går på scenen med sit sideprojekt til Sort Sol, duoen Never.

Hvor den oprindelige punkfestival udelukkende var med århusianske og københavnske bands, er 40-års jubilæet velsignet af et større engelsk band inden for genren. Nemlig de engelske veteraner Ruts DC, der blev kendt på en omgang hård punkrock med lån fra heavyrocken, krydret med en hel del reggae. Ruts, som navnet oprindeligt var, havde et par hits hjemme i England - blandt andet 'Babylon's Burning'.

Pære Punk 40 lørdag
Programmet for Pære Punk 40 lørdag
  • Jan Sneum & Friends - Ikonisk fotograf, radiojournalist, redaktør af adskillige opslagsværker om rockmusik med mere. Sneum var selv tilstede i 1978 og knipsede billederne, der pryder bagsiden af "Pære Punk"-LP-coveret (1979). Sneum vil fortælle anekdoter, svare på spørgsmål og underholde gæster på scenen.
  • No God - Tidligere medlemmer af blandt andet Kliché og De Må Være Belgiere er garant for en omgang meget aggressiv gang minimalisme, avantgarde, kaos.
  • The Razor Blades - Fyens første punkband dannet tilbage i 1979 får comeback ved festivalen. Bandet debuterede i april 1980 på Tagskægget i Aarhus i forbindelse med de legendariske '10'er punk'-arrangementer. Når nu debuten fandt sted i Aarhus er det vel kun naturligt, at gruppens comeback efter opløsningen i 1984 også bliver i Aarhus.
  • Peter Peter + Halshug - Peter Peter, kendt for sin tid som guitarist i Sods, Sort Sol og Bleeder Group, vil sammen med hardcore-punkbandet Halshug spille et udvalg af numre fra begges produktioner.
  • Dream Police - Eneste genganger på plakaten i forhold til den oprindelige festival i 1978.
  • The NimbWits - Københavnsk punk, rock og metal leveret af fem musikere, der har været aktive i en lang række punk og metalbands fra 1978 og fremefter.
  • Bollocks - Danmarks svar på Ramones.
Kliché i tiden omkring deres debutalbum Supertanker. Jens Valo, der ses til venstre, spiller til Pære Punk 40 med No God. Nummer to fra højre er i øvrigt Lars Hug. Arkivfoto: Scanpix
Kliché i tiden omkring deres debutalbum Supertanker. Jens Valo, der ses til venstre, spiller til Pære Punk 40 med No God. Nummer to fra højre er i øvrigt Lars Hug. Arkivfoto: Scanpix

Liveudgivelse

Med tæt på udsolgt er der risiko for, at nogle går forgæves. De får dog senere mulighed for høre lyden af Pære Punk 40. Koncerterne bliver nemlig indspillet med henblik på udgivelse.

- Vi indspiller hele molevitten og tænker at udgive en dobbelt live-LP. De fleste bands har meldt positivt tilbage omkring projektet. De resterende tager jeg fat i til arrangementet. Jeg kan sagtens forestille mig, at Dream Police desuden udgiver en live plade med de numre, der ikke kommer på Pære Punk 40-projektet, fortæller Johnny Concrete.

Der var ingen markering af 10-årsjubilæet for Pære Punk. I 2003 blev sølvbrylluppet så fejret i Børnenes Hus i Hjortensgade. Tiden er nu kommet til 40-års festen. Men hvad med om ti år?

- Pære Punk 50? Heh, til den tid er jeg 68 og med lidt held har jeg oldebørn. Men, aldrig sige aldrig, og med lidt hjælp og en lænestol på scenen kan jeg da prøve at give et par vers af "Johnny, Johnny" (et af Dream Polices bidrag til "Pære Punk" LP' en .)

Sods anno 1979. Yderst til venstre Peter Peter, der optræder med Halshug. Med brillerne ses Tomas Ortved, der spiller med sit sideprojekt Never. Arkivfoto: Bjarne Lüthcke/Scanpix
Sods anno 1979. Yderst til venstre Peter Peter, der optræder med Halshug. Med brillerne ses Tomas Ortved, der spiller med sit sideprojekt Never. Arkivfoto: Bjarne Lüthcke/Scanpix
Brohovedet af den spæde københavnske punkbevægelse er netop ankommet med Kalundborg-Århus færgen for at deltage i Pære Punk Festival i Huset 9.-10- november 1978.  Midt i billedet ses Peter Peter, der dengang spillede med Sods. 40 år senere går han på scenen sammen med Halshug. Arkivfoto: Pierre Sales/Scanpix
Brohovedet af den spæde københavnske punkbevægelse er netop ankommet med Kalundborg-Århus færgen for at deltage i Pære Punk Festival i Huset 9.-10- november 1978. Midt i billedet ses Peter Peter, der dengang spillede med Sods. 40 år senere går han på scenen sammen med Halshug. Arkivfoto: Pierre Sales/Scanpix

Populært rockjubilæum: Århusiansk festival melder tæt på udsolgt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce