Peter snakker bare: Jeg forstår ikke, hvorfor jeg kan leve af det, jeg gør

Peter Dyreborgs drøm fra tiden i Aarhus Katedralskole er blevet opfyldt. Han lever af at tale. Foto: Claus Christensen

Peter snakker bare: Jeg forstår ikke, hvorfor jeg kan leve af det, jeg gør

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Peter Dyreborg tog til Aarhus som 16-årig for at komme hjemmefra og fik smag for sproget på Katedralskolen. Nu er han mester i poetry slam og bor teknisk set i et intercitytog.

AARHUS: For en journalist findes der næppe noget bedre end at ringe til en mand, der lever af at bruge sproget. Artiklen skriver næsten sig selv. Her er den:

Aarhus blev en station mellem Frederikshavn og resten af verden, da Peter Dyreborg ville hjemmefra. København var for stor, Aarhus passende.

- Jeg var kun 16 år dengang, kom ind på Aarhus Katedralskole og boede i bofællesskab i Tilst, fordi det var trygt, forklarer Peter Dyreborg.

Med to forældre, der begge var ufaglærte, lå det ikke umiddelbart i kortene, at han skulle gøre karriere i litteraturen.

- Men på Katedralskolen blev jeg introduceret til digteren Henrik Nordbrandt og begyndte at skrive digte. Ved skolens fællessamlinger læste jeg digte op og fandt ud af, at jeg havde talent for det mundrette og humoristiske, forklarer han.

Showet og poetry slam
"Den unge Peter Dyreborgs lidelser", torsdag 31. januar kl. 20-21.15. Teatret Svalegangen, Rosenkrantzgade 21, Aarhus C. Billet og info: www.svalegangen.dk/events/off-the-record/2018-2019/den-unge-peter-dyreborgs-lidelser/.

Poetry slam er sædvanligvis en litterær konkurrence i spoken word. De optrædende kaldes poetry slammere.

Der er regler, som kan variere: Deltagerne må kun fremføre originale værker. Der må ikke anvendes rekvisitter, musikinstrumenter og lignende. Udklædning og nøgenhed er ikke tilladt. Der er en tidsgrænse på 3 minutter og 10 sekunder.

Konkurrencen afgøres typisk ved, at udvalgte dommere blandt publikum giver point, men der findes også andre pointsystemer, herunder måling af højden på publikums bifald og stemmesedler.

I dag er han en skattet og populær mand ud i poetry slam og spoken word. Oprindeligt er poetry slam en konkurrence, som blander digtoplæsning med skuespil og stand up comedy.

Den særlige form kom til Danmark i 1999, og Peter Dyreborg var én af de allerførste slammere i landet. Han har tidligere vundet DM og Aarhus-mesterskabet. Og i dag optræder han blandt andet fast på Det Kongelige Teater.

Torsdag 31. januar kan han opleves på Teatret Svalegangen i et særligt litteraturshow, ikke i en konkurrence med andre optrædende, men i et soloshow baseret på de bedste tekster siden han begyndte at slamme for snart 20 år siden. Showet med titlen "Den unge Peter Dyreborgs lidelser" er desuden baseret på hans nyeste bog "Visitkort", der udkom sidste år.

Selv om Peter Dyreborg i dag bor i København, trækker showet tråde tilbage til hans opvækst i Nordjylland og til gymnasietiden på Aarhus Katedralskole.

Og egentlig synes han selv, han bor et helt andet sted: Teknisk set i et intercitytog, for han rejser rundt til sine optrædener, selv til Tyskland.

Smilets by

Han er ofte i Aarhus, hvor det hele begyndte, og hver gang, han stiger ud af toget, rammer en bestemt følelse ham.

- Nu er jeg i Smilets by, og jeg er så ked af, at det ikke er byens slogan mere. For Aarhus er smilets by. Sådan oplever mine kolleger det også. Jeg har et særligt forhold til stemningen i Aarhus. Der er smil på, siger Peter Dyreborg, der i dag er 42 år.

Han har et stampublikum i byen.

- Jeg har været med til at starte det hele. Med 10-15 tilhørere i kælderen under Ris Ras i Mejlgade, nogle gange på Katapult i Rosensgade med fem-ti mennesker og på små cafeer. Dengang var vi glade, når der overhovedet kom nogen, siger han.

Teenagedrømmen

I dag er det helt anderledes.

- På Katedralskolen var det en teenagedrøm, at jeg kunne leve af at optræde. Det kan jeg nu, og jeg lever godt. Jeg forstår stadig ikke, at jeg kan leve af det, jeg gør. Men på en underlig måde har jeg fået det gjort til min levevej. Jeg har 50-75 optrædener om året, hvor jeg før havde 100. Og jeg kommer både til Sverige, Norge og Tyskland. I Slesvig og Flensborg kan jeg optræde på dansk, men i Kiel er det på tysk. Dér har jeg optrådt for 2500 tilhørere, og det giver gode penge. I Skuespilhuset i København har jeg sat publikumsrekord med 750 tilhørere, siger Peter Dyreborg.

- Så selv om jeg kommer fra en egn, hvor man ikke taler meget, lever jeg af at tale, siger han, mens han slår over i vendelbomål.

Hans egen historie

I poetry slam og spoken word blander Peter Dyreborg den skriftlige litteratur med den mundtlige scenekunst, som han tog sine første spæde skridt med i gymnasiet, og som er den kunstneriske udtryksform, han stadig brænder for.

Soloshowet "Den unge Peter Dyreborgs lidelser" handler om kærlighed og parforhold på godt og ondt. Eller ... nok mest ondt. Og referencen til Goethes roman og mesterværk "Den unge Werthers lidelser" er selvfølgelig bevidst. Men da han lancerede showet sidste år, mente nogle vrede Goethe-fans på Facebook, at han besudlede Goethes værk. Showet er dog ikke baseret på Goethes historie, men er Peter Dyreborgs egen.

- Besudling eller ej ... for alle i Aarhus, der har hang til gode grin og finurlig poesi blandet med storytelling, er showet en god omgang tankevækkende, litterær underholdning, mener Peter Dyreborg, der også har udgivet syv bøger og har endnu en på vej til foråret.

Peter snakker bare: Jeg forstår ikke, hvorfor jeg kan leve af det, jeg gør

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce