Pernille Blach Hansen skal gøre medarbejderne trygge ved ledelsen igen

Pernille Blach Hansen sætter sig til februar i direktørstolen i Region Midtjylland. Hun er ansat af et enigt bedømmelsesudvalg med regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i spidsen. Foto: Martin Ravn

Pernille Blach Hansen skal gøre medarbejderne trygge ved ledelsen igen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den nye regionsdirektørs første arbejdsopgave bliver at genskabe det, som kostede den gamle regionsdirektør jobbet. Tilliden til, at man som ansat i Region Midtjylland trygt kan åbne næbbet og ytre sig.

REGIONEN: Det er i virkeligheden fløjtende ligegyldigt, hvem den nye regionsdirektørs far er.

Alligevel er det svært ikke at nævne det, når nu Pernille Blach Hansen er datter af Mr. Region Midtjylland himself. Gennem 10 år var Bent Hansen ansigtet udadtil, indtil han i starten af 2018 trådte tilbage efter 35 år i amts- og regionspolitik.

Nu rykker Pernille Blach Hansen ind som regionens nye absolutte topfigur på det administrative område. I kontoret lige ved siden af det, der plejede at være hendes fars kontor i regionshuset i Viborg.

Og ja, det kan da godt være, at der er nogle af medarbejderne, der lige skal vænne sig til at se hende som mere end Bent Hansens datter, men som Pernille Blach Hansen selv siger:

- Jeg håber med tiden, at det er Bent, der vil blive kendt som Pernilles far.

Pernille Blach Hansen
  • Pernille Blach Hansen er 44 år gammel og bor i Viborg med sin mand og deres to sønner på 14 og 17 år.
  • Hun er uddannet i statskundskab fra Aarhus Universitet.
  • Blev nomineret til DJØF lederpris 2017 som årets private leder og har tidligere været nomineret til prisen som Årets Kommunale Topleder i 2006.
  • Har en fortid som politisk aktiv og sad i Folketinget for Socialdemokratiet fra 1998 til 2006.
Pernille Blach Hansen arbejder i dag for Lego i Billund, men kan i fremtiden cykle til arbejde. Hun bor privat i Viborg og får arbejdsplads i reigonens hovedkvarter på Skottenborg i Viborg. Foto: Martin Ravn
Pernille Blach Hansen arbejder i dag for Lego i Billund, men kan i fremtiden cykle til arbejde. Hun bor privat i Viborg og får arbejdsplads i reigonens hovedkvarter på Skottenborg i Viborg. Foto: Martin Ravn

Motiveret for at starte

Pernille Blach Hansen er 44 år og bor i Viborg.

Hun er gift, mor til to drenge på 14 og 17 år, og har de seneste otte år beklædt direktørstillinger i Grundfos og senest Lego i Billund, hvor hun er ansat lige nu.

Hun forventer at tiltræde sin nye stilling som regionsdirektør lige efter vinterferien næste år.

- Det er meningsfyldt en stilling, hvor jeg får mulighed for at gøre en forskel for borgerne i hele regionen. Det er jeg enormt motiveret af, siger Pernille Blach Hansen.

Det var dengang... Billedet her er taget i år 2000, hvor Bent Hansen var amtsborgmester og Pernille Blach Hansen var politisk ordfører for Socialdemokratiet. Arkivfoto: Henning Bagger/Scanpix
Det var dengang... Billedet her er taget i år 2000, hvor Bent Hansen var amtsborgmester og Pernille Blach Hansen var politisk ordfører for Socialdemokratiet. Arkivfoto: Henning Bagger/Scanpix

Skal rette op på tilliden

Som ny regionsdirektør tager hun over efter Jacob Stengaard Madsen, der i september blev fyret af et enigt forretningsudvalg.

Det skete som kulminationen på den snebold, der begyndte at rulle, da Jacob Stengaard Madsen en uge tidligere havde fyret hospitalsledelsen i Viborg.

De efterfølgende medarbejderprotester åbenbarede, at der længe havde eksisteret et særdeles dårligt samarbejdsklima mellem regionens øverste ledelse og medarbejderne.

De faglige repræsentanter redegjorde endvidere for, at der blandt medarbejderne eksisterede en udpræget frygt for at udtale sig kritisk over for ledelsen, og det blev i sidste ende afgørende for Jacob Stengaard Madsens ansættelsesforhold.

Nu bliver det Pernille Blach Hansens opgave at få samarbejdet og tilliden mellem ledelse og medarbejdere genoprettet.

- Jeg vil egentlig bare fortsætte med at være leder på den måde, jeg altid har været. Jeg baserer min ledelsesstil meget på gensidig respekt og åbenhed. Hvis der er noget, der er svært, så snakker vi om det over en kop kaffe. Selvfølgelig vil der komme svære beslutninger, og der kan ikke altid skaffes konsensus om det hele. Men vi skal i hvert fald kunne tale åbent sammen om tingene, siger Pernille Blach Hansen.

Både hård og blød

Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) har siddet i spidsen for ansættelsesudvalget, og for ham har det været altafgørende at vælge en kandidat, som kan reparere forholdet til medarbejderne.

- Pernille har den profil, vi har eftersøgt. Hun er åben og involverende samtidig med, at hun kan finde ud af at træffe beslutninger. Det er svært at finde nogen, der mestrer begge dele, men det føler jeg, at vi har fundet i Pernille, siger Anders Kühnau.

Hun er selv tidligere politiker. Vil det være en fordel for hende i forhold til at navigere i en politisk styret organisation som Region Midtjylland?

- Det er i hvert fald ikke en ulempe. Man behøver ikke selv at have været politiker for at forstå det politiske spil, men det er klart, at fordi hun har den baggrund og også har været direktør for Teknik og Miljø i Randers Kommune, så kender hun til samspillet mellem politikere og embedsmænd fra begge sider. Derfor tror jeg, at hun vil fungere godt i spændingsfeltet mellem det politiske og administrative niveau, siger Anders Kühnau.

Skæg og snot for sig

Pernille Blach Hansen selv understreger, at det er længe siden, hun har været aktiv i politik, men at hendes tid på Christiansborg naturligvis har givet hende nogle kompetencer at trække på.

Nu skal du sidde som direktør i en politisk styret organisation. Kan du som tidligere politiker lade være med at have en politisk holdning til tingene?

- Ja, det er jeg sikker på, at jeg kan skille ad. Jeg har aldrig nogensinde oplevet problemer med det, da jeg arbejdede som direktør i Randers Kommune, i Grundfos og i Lego Group. Og alle mennesker har jo i øvrigt personlige holdninger, også de der ikke har været politikere. Det er et spørgsmål om at agere professionelt, og jeg er selvfølgelig meget bevidst om, hvad min rolle som regionsdirektør er, siger Pernille Blach Hansen.

Pernille Blach Hansen skal gøre medarbejderne trygge ved ledelsen igen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce