Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Patienter med blødende mavesår bliver overset ved 112-opkald

Et nyt studie har vist, at omkring en tredjedel af de patienter, der ringer 112 med behandlingskrævende mavesår ikke får den hurtigst mulige ambulancehjælp, selv om de potentielt kan være i livsfare. Symptomerne er ganske enkelt svære at blive kloge på for de sundhedsfaglige visitatorer på 112-vagtcentralen. Foto: Iris/Scanpix

Patienter med blødende mavesår bliver overset ved 112-opkald

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Selv om det kan være akut livstruende, så får patienter med mavesår ikke altid så hurtig ambulancehjælp, som de burde.

REGIONEN: Et mavesår er ikke noget at spøge med. I slemme tilfælde kan der gå hul på mavesækken, og så er risikoen for at dø stor.

Alligevel sker det, at ambulancerne ikke kører med højeste hastegrad til patienter med blødende eller perforeret mavesår (hul i mavesækken). Simpelthen fordi symptomerne kan være så diffuse, at telefonpasserne på vagtcentralen ikke kæder dem sammen med mavesår.

Det viser et nyt studie, som har sammenlignet forløb for patienter med mavesår med forløb for patienter med hjertestop, brystsmerter, svigt i vejrtrækning, slagtilfælde og traumer.

- Vi har netop set på denne gruppe patienter, fordi vi ved, at hurtig behandling kan reducere dødeligheden. Uheldigvis kan symptomerne på selv alvorlige mavesår være svage og diffuse. Det er formentlig en del af forklaringen på, at de i mindre grad modtager den hurtigste ambulance sammenlignet med de øvrige patientgrupper, forklarer lægestuderende Kasper Bonnesen, der har gennemført studiet som led i et forskningsår i Region Midtjyllands Præhospitalet, der også bemander vagtcentralen, som tager mod alle sundhedsrelaterede 112-opkald.

Her er symptomerne på mavesår
  • Mavesår er et sår i mavesækken eller tolvfingertarmens slimhinde.
  • Det mest almindelige symptom er mavesmerter, som kommer og går og kan svinge meget i styrke gennem dagen. Smerterne kan lindres ved at spise eller tage syrereducerende medicin.
  • Et mavesår kan også udvikle sig til at blive blødende, hvilket kan vise sig som blodig opkast eller give blodig eller sort, tjærelignende afføring. Det kan også resultere i træthed som følge af blodmangel.
  • I grelle tilfælde kan der gå hul på mavesækken. Det kaldes et perforeret mavesår, og det er en livstruende tilstand. Det vil typisk give pludselige, kraftige mavesmerter.
  • Mavesår skyldes ofte en bakterie, men kan også være en bivirkning ved længere tids brug af medicin, der indeholder acetylsalicylsyre samt blodfortyndende medicin.

Hver tredje blev overset

I studiet indgik 263 patienter, som fik konstateret blødende eller perforeret mavesår, da de var kommet på hospitalet.

Men kun 63 procent af dem havde fået tilsendt den hurtigste ambulance (hastegrad A), da der blev ringet 112.

Til sammenligning blev der sendt A-kørsler af sted til 93 procent af patienterne med brystsmerter og 83 procent af patienterne, der havde været udsat for et traume.

Der var også en overvægt af patienter med alvorlige mavesår, som slet ikke blev tilbudt en ambulance.

6,5 procent af patienterne med mavesår blev i stedet rådet til eksempelvis at tage til egen læge eller vagtlæge. Til sammenligning gjaldt det kun for omkring én procent af de øvrige diagnoser.

Ny viden skal bruges

Kasper Bonnesen håber, at hans studie kan blive en øjenåbner for den måde, landets 112-vagtcentraler arbejder med at genkende symptomerne på mavesår.

- Udfordringen er, at symptomerne på alvorligt mavesår kan være så diffuse, at patienternes akutte tilstand er svær at opdage. Derfor bør man tilbyde det sundhedsfaglige personale, der tager imod 112-opkald særlig undervisning i at spørge ind til patienternes symptomer og brug af medicin, både smertestillende og blodfortyndende. Man kan også overveje at udvikle den spørgeguide, som bruges i alle AMK-vagtcentraler, siger Kasper Bonnesen.

Lone Nikolajsen har været hovedvejleder på projektet og er til daglig professor i anæstesiologi på Aarhus Universitetshospital. Også hun mener, at det samlede sundhedsvæsen nu bør arbejde på at lukke det hul, som er blevet afdækket.

- Vi kan formentlig blive skarpere til at identificere, hvilke patienter, der er i særlig risiko for mavesår ved at bruge eksisterende viden om patienten på tværs af sundhedsvæsenet. Vi er for eksempel blevet rigtig dygtige til at sikre en hurtig og koordineret indsats til patienter med blodprop i hjertet. Med en lignende tilgang til patienter med mavesår, vil vi også kunne tilbyde dem den rette behandling i tide, siger hun.

Patienter med blødende mavesår bliver overset ved 112-opkald

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.