Knuste ruder og tyverier fra biler i Tranbjerg får Østjyllands Politi til at patruljerer præventivt i området.
TRANBJERG: En bølge af tyverier fra personbiler har ramt Aarhus-forstaden Tranbjerg. Alene lørdag fik Østjyllands Politi 17 anmeldelser om tyverier, og hele weekenden har der været omkring tyve indbrud i biler.
Det fortæller TV2 Østjylland.
De fleste af tyverierne er foregået ved, at tyven har knust en rude og herefter stjålet hvad der lå fremme i bilen.
- Vi opfordrer folk til ikke at have tasker og lignende til at ligge synligt i bilerne, så tyvene bliver fristet, siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Morten Bang Rasmussen, til TV2 Østjylland.
Politiet anholdt lørdag aften en 19-årig mand, der efterfølgende blev sigtet for et brugstyveri af en personbil. Han er ligeledes sigtet for et af de øvrige tyverier i området, men blev efterfølgende løsladt.
Østjyllands Politi har på grund af de mange tyverier fra biler valgt at patruljere præventivt i området.
Politiet opfordrer folk - der ser eller hører noget mistænkeligt - til at ringe 112, så en patrulje hurtigst muligt kan komme derud.
Der er opstået en fejl:
Beskeden er sendt.