AARHUS: Fra foråret 2019 kan unge kvinder mellem 18 og 35 år, der har været i prostitution eller har været udsat for seksuelle overgreb, få hjælp og anonym rådgivning, når LivaRehab - center for rehabilitering af mennesker med skadevirkninger fra prostitution, sugardating, vold og seksuelle overgreb - med hjælp fra Trygfonden - åbner en afdeling i Aarhus.
Projektet vil tilbyde unge i hele Midtjylland støtte i form af anonym rådgivning og individuelt tilrettelagte såvel som gruppebaserede psykologforløb, jobcoaching og netværksaktiviteter.
Fra både Kristian Würtz (S), social- og beskæftigelsesrådmand i Aarhus Kommune, og Camilla Fabricius (S), 1. viceborgmester i Aarhus kommune og medlem af TrygFondens repræsentantskab i Region Midtjylland, er der glæde at spore over det nye tilbud:
- Her er tale om nogle mennesker med alt for mange ar på sjælen, som bliver hjulpet til at genfinde håb i sig selv - for sig selv. Det, synes jeg, er læren i projektet: med respekt og omsorg, kan selv den mest ulykkelige skæbne genrejses, siger Camilla Fabricius.
Kristian Würtz supplerer:
- Følgevirkningerne efter incest, prostitution eller seksuelle overgreb er ofte mange og komplekse. Det kan eksempelvis være misbrug, selvskadende adfærd, hjemløshed, ringe uddannelse eller manglende tilknytning til arbejdsmarkedet. Der er med andre ord behov for forskellige former for støtte og indsats. Det er et tiltrængt supplement til den indsats, der i forvejen eksisterer.
LivaRehab har hjulpet over 1000 unge
Kristian Würtz ser det også som en klar fordel, at organisationen har erfaring med og viden om, hvordan man hjælper unge med sociale problemer som følge af incest, prostitution eller seksuelle overgreb.
LivaRehab har eksisteret siden 2011 og har i den tid hjulpet over 1.000 mennesker. De har i dag to eksisterende centre i København og Vordingborg.
- De unge, der kommer hos os, har negative følgevirkninger af en hård barn- og ungdom. De tør sjældent fortælle offentlige myndigheder om deres liv, af frygt for at blive stigmatiseret eller økonomisk straffet, siger Flora Ghosh, direktør i LivaRehab.
Hun er glad for, at de midtjyske unge nu også får mulighed for at få hjælp:
- Vi har i de seneste år fået flere og flere henvendelser fra lokale socialfaglige medarbejdere og midtjyske unge, så jeg er glad og taknemmelig for, at det nu bliver muligt for os at starte en indsats med udgangspunkt i Aarhus.