Farvel bus: Nedskæringer rammer først og hårdest i Østjylland

I løbet af de kommende tre år vil Region Midtjylland spare 40 millioner kroner på driften af de regionale blå busser. Ifølge en tidsplan fra Region Midtjylland skal Djursland, den sydlige del af Aarhus Kommune samt Odder Kommune være de første områder til at mærke sparekniven. De tre områder mister busruter i 2019, mens andre dele af Region Midtjylland venter til 2020 og 2021. Arkivfoto

Farvel bus: Nedskæringer rammer først og hårdest i Østjylland

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Djursland, Odder og det sydlige Aarhus står øverst på liste over områder med udsigt til at få færre regionale busser og ringere rutenet. Det skyldes især letbaneåbninger til Grenaa og Odder, men borgmestre råber vagt i gevær.

ØSTJYLLAND: En stor spareplan for Region Midtjyllands blå busser står til at ramme først og hårdest i Østjylland.

I et oplæg til gennemførelsen af nedskæringerne på de blå busser er Djursland og området syd for Aarhus udset til at mærke sparekniven allerede i 2019.

Andre områder i Region Midtjylland kan vente til 2020 og 2021.

- Den tidsplan overrasker mig. Aktuelt er der ingen startdato for letbanen på Djursland, så vi vil ikke bare klappe hælene i, og se busserne forsvinde. Vi skal først og fremmest have en letbane i fuld drift. Desuden har vi en række vigtige ruter uden direkte sammenhæng med letbanen - eksempelvis på Djurslands nordkyst. Den ny letbane må aldrig blive et alibi for at forringe dem, siger borgmester Jan Petersen (S) fra Norddjurs Kommune.

Busserne og spareplanen
Region Midtjylland fastlægger serviceniveauet for og finansierer den regionale bustrafik samt privatbane- og letbanedrift. Kommunerne har ansvaret for den lokale bustrafik, handicapkørsel og flextur. Trafikselskabet Midttrafik koordinerer og planlægger trafikken, fastlægger takster og billetsystemer.

Region Midtjylland arbejder med at beskære den regionale busdrift med 40 millioner kroner. Trafikken rummer aktuelt omkring 100 busser.

Nedskæringerne skyldes, at udgifterne til busdriften gør stadig mere ondt i regionens budget. Siden 2007 er den kollektive trafik vokset fra at fylde 40 procent til nu 56 procent af budgettet i afdelingen for Regional Udvikling.

I 2018 står udgiften til at lande på 343 millioner kroner.
Syddjurs-borgmester Ole Bollesen (S) ser ingen muligheder for, at Region Midtjylland kan spare otte til 10 millioner kroner på busdriften på Djursland. Arkivfoto: Jens Thaysen
Syddjurs-borgmester Ole Bollesen (S) ser ingen muligheder for, at Region Midtjylland kan spare otte til 10 millioner kroner på busdriften på Djursland. Arkivfoto: Jens Thaysen

Spareøvelse i gang

I forsommeren 2017 lancerede Region Midtjylland en spareplan for de regionale busser.

I løbet af sommeren udløste planen voldsomme protester, og i sidste ende besluttede regionsrådet at udskyde besparelserne til 2018.

Nu er Region Midtjylland gået i gang med at sætte ny fart på arbejdet med at beskære den regionale busdrift med 40 millioner kroner. Onsdag skal politikerne i Region Midtjyllands udvalg for regional udvikling godkende en plan for arbejdet med besparelserne, og i materialet indgår der blandt andet et kort over tidsforløbet i processen.

Ifølge kortet skal der i 2019 laves ruteomlægninger og lukkes busruter for 15 millioner kroner. En lille del af beløbet hentes fra tre mindre områder i Midt- og Vestjylland, mens langt den største del af pengene findes ved spareøvelser på Djursland og i området fra Aarhus til det sydlige Odder Kommune.

I 2020 følges der op med yderligere besparelser for 15 millioner kroner i området fra Aarhus mod Nørre Snede, Silkeborg og Hobro i vest.

De sidste 10 millioner kroner hentes hjem i 2021 ved at trimme busdriften i et stort område omkring Viborg.

Fuldstændig urealistisk

I Syddjurs Kommune er borgmester Ole Bollesen (S) ikke tryg ved nedskæringerne på de blå busser.

- Det er en rigtig træls situation. Det forlyder, at der skal findes otte til 10 millioner kroner alene på busdriften på Djursland. Det finder jeg fuldstændig urealistisk, understreger Ole Bollesen.

Syddjurs-borgmesteren er villig til at debattere alternative muligheder for busdrift på Djursland. Det kan eksempelvis være i form af tilkaldebusser i tyndt befolkede områder.

I første omgang har Ole Bollesen sammen med Norddjurs-borgmester Jan Petersen og Odder-borgmester Uffe Jensen (V) bedt regionsrådsformand Anders Kühnau (S) om en drøftelse af sagen.

- Jeg forventer dialog fra Region Midtjylland - ikke en magtdemonstration, forklarer Jan Petersen.

Dialog og udgifter

På onsdagens møde vil regionens udvalg for regional udvikling blandt andet endevende dialogen med kommunerne.

- Det er et meget afgørende element. Vi går efter i samarbejde med kommunerne at lave fælles oplæg til fremtidens rutenet, ligesom der skal være enighed om fordelingen af udgifterne til busdriften. I dag betaler Region Midtjylland for busser, der udelukkende kører indenfor en enkelt kommunes grænse. Og det er ikke vores opgave, siger formand Jørgen Nørby (V) fra udvalget.

Ifølge Jørgen Nørby er letbanens kørsel på Djursland og til Odder et afgørende element for de kommende drøftelser med Norddjurs, Syddjurs og Odder kommuner.

- Omlægninger af busruterne kan kun ske med en letbane i drift. Andet giver ikke mening. Men der er selvfølgelig også ruter uden tilknytning til letbanen, og dem skal vi drøfte finansieringen af, fastslår formanden.

Borgmester Uffe Jensen fra Odder Kommune kan godt se, at letbanen påvirker behovet for busruter.

- Odder Kommune har allerede inddraget kommunens 12 lokalråd for at lave konkrete anbefalinger til Region Midtjyllands arbejde med at tilpasse busdriften, siger Uffe Jensen.

Farvel bus: Nedskæringer rammer først og hårdest i Østjylland

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce