Byrådets ambitioner brister: Ældreplejen i Aarhus mangler private spillere

Aarhus Byråd vil have flere private hænder i gang på ældreområdet i Aarhus. Men den mission kniber det alvorligt med at fuldføre. Arkivfoto

Byrådets ambitioner brister: Ældreplejen i Aarhus mangler private spillere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Aarhus Kommune kæmper for at få virksomheder ind i ældreplejen. Men missionen er aldrig for alvor lykkedes, og rådmand beklager. Fagforening efterlyser ro på området, mens tidligere leverandør vil have kommunen til åbne mere for pengepungen.

AARHUS: Det er aldrig let at sige farvel til 1.100 kunder.

Men det gik forbløffende nemt, da direktør Miriam Toft de sidste dage i januar besluttede at trække Aleris Hjemmepleje fra markedet i Aarhus.

- Det handlede i bund og grund om ikke at gå på kompromis med virksomhedens målsætninger for kvaliteten. Aarhus Kommune annoncerede nye afregningspriser, og dem kunne vi ikke levere pleje efter Aleris-standarder til, fortæller Miriam Toft fra Aleris.

Med Aleris Hjemmeplejes farvel bristede Aarhus Byråds målsætning om at have tre private leverandører af hjemmehjælp.

Og det er ikke den eneste gang, at byrådets ambitioner om private aktører i ældresektoren er punkteret.

I 2015 og 2016 gav et kommunalt partnerskab med Forenede Care på plejehjemmet Bøgeskovhus i Viby voldsomme problemer, og i den kommunale madservice er det tilsyneladende umuligt at opfylde en målsætning om at have mere end et firma på banen.

- Jeg har ikke en klar og entydig forklaring på udfordringerne. Men jeg er ked af, at kommunen ikke kan give de ældre flere valgmuligheder, siger Jette Skive (DF), rådmand for sundhed og omsorg i Aarhus.

Den private ældrepleje
  • Aarhus Kommune visiterer borgere til at modtage hjemmepleje, praktisk hjælp og mad.
  • Med en godkendelse i hånden kan borgeren vælge mellem kommunens tilbud og godkendte private leverandører. De seneste år har Aarhus Kommune fundet leverandører ved at gennemføre udbud.
  • I 2014 havde Aarhus Kommune succes med et udbud af hjemmepleje og praktisk hjælp. Det kom tre virksomheder på markedet, men to af dem gik efterfølgende konkurs. Det sidste firma, Aleris Hjemmepleje, trak sig fra markedet per 1. april 2018.
  • Efterfølgende har kommunen i hjemmeplejen indført en såkaldt godkendelsesmodel, som giver mulighed for løbende at indgå kontrakter med leverandører. Aarhus kommune har stillet en række krav, som leverandører skal leve op til.
  • I 2011 lavede Aarhus Kommune et udbud af den kommunale madservice. Der kom to virksomheder på banen, men den ene trak sig i begyndelsen af 2015. Siden har Det Danske Madhus været ene om at stå for Aarhus Kommunes madservice til visiterede borgere. I øjeblikket gennemfører kommunen et nyt udbud af den kommunale madservice.
  • Aarhus Kommune driver i partnerskab med Forenede Care et plejehjem, Bøgeskovhus. Partnerskabet skal evalueres i efteråret 2019.
Formand Lone Hindø (S) fra Aarhus Kommunes udvalg for sundhed og omsorg erkender, at kommunen er på kant med lovkravene indenfor den kommunale madservice. Arkivfoto
Formand Lone Hindø (S) fra Aarhus Kommunes udvalg for sundhed og omsorg erkender, at kommunen er på kant med lovkravene indenfor den kommunale madservice. Arkivfoto

Den svære lov

Aarhus Byråds ambitioner om at have private leverandører på ældreområdet kommer ikke ud af den blå luft.

Serviceloven stiller krav til antallet af private aktører, og eksempelvis skal borgerne være i stand til at vælge mellem mindst to leverandører af hjemmepleje. Den ene kan være kommunen selv, så der skal altså være mindst en privat leverandør.

På samme måde skal der som udgangspunkt være to leverandører af mad til ældre i eget hjem. Kommunen kan nøjes med en leverandør, men så er den i stedet tvunget til at tilbyde fritvalgsbeviser til køb af mad hos alternative udbydere af mad.

I dag har kommunen en enkelt leverandør af hjemmepleje. Desuden leverer kommunen selv hjemmepleje, så på det punkt opfyldes loven.

Til gengæld volder det store problemer at skabe konkurrence på den kommunale madservice. Siden marts 2015 har Aarhus Kommune udelukkende haft Det Danske Madhus som leverandør - og der er ikke udbudt fritvalgsbeviser til køb af mad i eksempelvis supermarkeder.

Kommunen har heller ikke egen madproduktion.

- Vi må erkende, at det er vanskeligt at opfylde lovkravene. Aarhus Kommune gør alt det mulige for at skabe konkurrence til fordel for borgerne. Men eksempelvis på madområdet har vi en stærk leverandør, som ingen tilsyneladende vil konkurrere med, understreger formand Lone Hindø (S) fra Aarhus Byråds udvalg for sundhed og omsorg.

I en årrække var Aleris Hjemmepleje med domicil i Skejby den mest stabile private leverandør af hjemmepleje i Aarhus Kommune. Men det sluttede brat, da virksomheden ikke så sig i stand til at levere den nødvendige kvalitet til den pris, som Aarhus Kommune vil betale  Arkivfoto
I en årrække var Aleris Hjemmepleje med domicil i Skejby den mest stabile private leverandør af hjemmepleje i Aarhus Kommune. Men det sluttede brat, da virksomheden ikke så sig i stand til at levere den nødvendige kvalitet til den pris, som Aarhus Kommune vil betale Arkivfoto

Kaotiske tilstande

Situationen omkring Aarhus Kommunes madservice lever et stille liv.

Til gengæld har der i flere omgange været stort fokus på Aarhus Kommunes problemer med at få private virksomheder i gang i hjemmeplejen.

I efteråret 2014 gennemførte Aarhus Kommune et udbud, der bragte tre firmaer ind på markedet for hjemmepleje og praktisk hjælp. Men siden gik to af dem konkurs, og per 1. april 2018 valgte Aleris Hjemmepleje at trække sig fra markedet på grund af kommunens prissætning. Det skete efter et mislykket kommunalt udbud.

Efterfølgende indførte Aarhus Kommune en ny model, hvor virksomheder løbende har mulighed for at blive godkendt til at levere hjemmepleje. Aktuelt er der en enkelt aktør på markedet - Berits Hjemmepleje med 1.100 kunder.

Dermed er antallet af kunder med privat hjemmehjælp halveret i forhold til i 2014.

Ifølge formand Jan Radzewicz fra Ældrerådet i Aarhus kan de seneste års indsats for at bringe flere virksomheder ind i den lokale ældrepleje ikke kaldes en succes.

- Som udgangspunkt er det godt med konkurrence samt valgmuligheder, og det ville være dejligt med flere aktører. Men i den nuværende situation kan kommunen lige så godt stå for en stor del af opgaverne. Det er i hvert tilfælde på hjemmeplejeområdet lige så fint som de kaotiske tilstande, der i perioder har hersket, forklarer Jan Radzewicz.

Jette Skive (DF) er rådmand for sundhed og omsorg i Aarhus Kommune. Hun ser store kvaliteter i at have private leverandører af ældrepleje og mad. Arkivfoto
Jette Skive (DF) er rådmand for sundhed og omsorg i Aarhus Kommune. Hun ser store kvaliteter i at have private leverandører af ældrepleje og mad. Arkivfoto

Afgørende pris

Fagforeningen FOA Aarhus rummer en stor del af de ansatte på ældreområdet.

Formand Inge Jensen Pedersen følger med bekymring Aarhus Kommunes anstrengelser for at indlemme flere private virksomheder på ældreområdet.

- Det giver en usikkerhed, at forudsætningerne på arbejdsområdet hele tiden er i forandring. Desuden har vi i hjemmepleje oplevet flere konkurser i private firmaer, og det skaber masser af uro i en situation med soldit arbejdspres. Der er simpelthen brug for ro, understreger Inge Jensen Pedersen.

Både Lone Hindø og Jette Skive er klar over, at kommunen bruger en del ressourcer på at lave udbud og håndtere krise-situationer i forbindelse med private aktører i ældreplejen.

Sådan var det eksempelvis i 2015 og 2016, da kommunen sammen med Forenede Care indledte et partnerskab om driften af plejehjemmet Bøgeskovhus i Viby. Plejehjemmet fik massiv kritik fra blandt andre pårørende og sundhedsfaglige tilsyn.

- Men det er besværet værd. Det frie valg er en kvalitet, som jeg godt kan lide. Vi lærer hele tiden, og der er eksempelvis strammet voldsomt op for at undgå konkurser i hjemmeplejen, forklarer rådmanden.

Ansatte under pres

Vanskelighederne med at bringe private spillere ind i ældreplejen har flere gange været på dagsordenen i Aarhus Byråd.

Hos Aleris Hjemmepleje er der ingen tvivl om, at politikerne må bide i et surt æble for at skabe mere konkurrence til fordel for borgerne.

- På hjemmeplejeområdet giver Aarhus Kommune en betaling per borger, som matcher kommunens egen udgift for hver borger. Men kommunen har stordriftsfordele på grund af en langt større volume, og den kan holde udgifterne nede med eksempelvis et fælles lønkontor for samtlige kommunale sektorer. Det er derfor nødvendigt at give de private aktører lidt bedre betaling for at tiltrække kvalitetsleverandører, vurderer direktør Miriam Toft.

Den logik kan rådmand Jette Skive ikke få øje på.

- Vi kan ikke forsvare overfor borgerne, at kommunen bruger skattekroner på at betale for meget for en ydelse på ældreområdet, forklarer hun.

Byrådets ambitioner brister: Ældreplejen i Aarhus mangler private spillere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce