Evakueret ejendom i Vestergade er nabo til det tidligere hovedbibliotek. Biblioteksbygningen er under ombygning, og aktuelt laves der parkeringskælder. Ifølge bygherren bør arbejdet ikke være skyld i skader på etageejendommen.
AARHUS: Det er helt uforståeligt.
Sådan lyder meldingen fra Jens Winther, der som direktør for NorCap Development er bygherre for den aktuelle og omfattende ombygning af det tidligere hovedbibliotek i Mølleparken i Aarhus.
Bagsiden af bibliotekets bygning har adresse klos op af den etageejendom, som onsdag eftermiddag blev evakueret på grund af revner i væggene og nedfald af puds både i lejlighederne og i trappeopgang.
Derfor har blandt andre de evakuerede beboere koblet ombygningen sammen med skaderne i lejlighederne og opgangen.
- Det er en oplagt tanke. Men det er ubegribeligt for alle med tilknytning til byggearbejdet, at det skulle påvirke ejendommen i Vestergade på den måde. Alt arbejde er udført efter gældende regler, forklarer Jens Winther.
Den tidligere hovedbygning til Hovedbiblioteket i Aarhus skal omdannes til et hostel.
Desuden skal der opføres et boligbyggeri i op til seks etager med 85 lejligheder. Projekter løftes af Konsortiet Biblioteksparken A/S, der består af NorCap Development, Baunsøe Ejendomme, Catella Investment Management A/S og RHB Development med MT Højgaard som entreprenør.
I øjeblikket etableres der en ny parkeringskælder i byggeriet. Den slags kældre kan laves ved at hamre jernspuns ned i undergrunden, og det giver voldsomme vibrationer.
Men konsortiet bag arbejdet i det forhenværende hovedbibliotek har valgt en anden arbejdsmetode i forbindelse med støbningen af betonrammen om den ny parkeringskælder. Der bores i stedet huller, som fyldes med beton.
- Det giver ingen viberationer eller andre påvirkninger. Derfor er det helt usædvanligt, hvis arbejdet har udløst problemerne i ejendommen, forklarer Jens Winther.
Natten til torsdag var beboerne i Vestergade 69 indlogeret på hotel.
Torsdag mødes repræsentanter for Aarhus Kommune og bygningseksperter for at vurdere skaderne på etageejendommen.
Undersøgelserne skal afklare situationens alvor, og beboernes muligheder for at komme tilbage i lejlighederne.
Mødedeltagerne vil blandt andet studere kort, som fortæller om funderingen af ejendommen i Vestergade 69.
- Der er rigtigt mange åbne spørgsmål. Så det er for tidligt at sige noget om ansvar, udbedring af skader og et muligt økonomisk efterspil, vurderer Jens Winther.
Der er opstået en fejl:
Beskeden er sendt.