Aflysninger fortsætter: Ny køreplan skal sikre stabil drift på hele letbanen

På bare seks minutter ankommer og afgår der tog i alle tre retninger fra Lystrup Station. Den manøvre har vist sig at være lige lovlig optimistisk. Derfor justeres planen, så der kan komme en mere stabil drift på hele letbanen. Arkivfoto: Kim Haugaard

Aflysninger fortsætter: Ny køreplan skal sikre stabil drift på hele letbanen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En køreplan med lidt 'mere luft i' skal stabilisere trafikken på Grenåbanen. Først derefter kommer letbanen til at køre med fuld drift.

AARHUS/DJURSLAND: 30. april 2019 var en festdag for Aarhus Letbane. Efter to år og otte måneder var Grenåbanen bygget om fra dieseldrevet nærbane til elektrisk drevet letbane. Festen fes dog ret hurtigt ud og efter en kaotisk første uge med fuld drift og store forsinkelser valgte Midttrafik og Aarhus Letbane at indskrænke trafikken på letbanen.

Kvartersdriften mellem Aarhus H og Mårslet blev erstattet af halvtimesdrift og de daglige myldretidsafgange mellem Aarhus H og Hornslet blev aflyst frem til 16. maj i forsøget på at sikre en mere stabil drift. Ole Sørensen, planchef i Midttrafik, forudsagde allerede ved den lejlighed, at der var risiko for, at letbanen også efter 16. maj ville blive nødt til at fortsætte med halvtimesdrift mellem Aarhus H og Mårslet.

Den forudsigelse fik han mere ret i, end han nok havde ønsket. Midttrafik har netop justeret planen over planlagte aflysninger, så den nu gælder helt frem til 30. maj. Ind til da vil der således kun køre to tog i hver retning mellem Aarhus H og Mårslet, lige som myldretidsafgangene på Grenåbanen også er aflyst.

- Vi arbejder på at lave en ny køreplan med lidt mere luft i for togene på Grenåbanen, forklarede Ole Sørensen tirsdag til Århus Stiftstidende.

Det er endnu uvist, hvornår den nye køreplan er klar til drift.

- Vi satser på omkring 30. maj, men det kan både blive lidt før og lidt efter den dato, vurderer planchefen.

Aflyste tog Aarhus H-Mårslet frem til 30. maj. Illustration: Midttrafik.dk
Aflyste tog Aarhus H-Mårslet frem til 30. maj. Illustration: Midttrafik.dk

Bøvl i Lystrup

Dermed er der udsigt til lidt længere rejsetider for enkelte passagerer i letbanetogene.

- Stabilitet fremfor alt, kalder Ole Sørensen det.

Et af de steder - hvor det især har knebet med at få trafikken til at hænge sammen - er i Lystrup. Ifølge køreplanen ankommer der først et tog fra Lisbjerg, som skal vente på tog, der går i hver retning på selve Grenåbanen. Først herefter kan toget fra Lisbjerg returnere mod Aarhus via den nye strækning mod Lisbjerg. Det hele sker inden for seks minutter to gange i timen.

Når manøvren lykkes, er det kollektiv trafik, når det er bedst med korte og effektive skiftetider mellem togene. Når manøvren mislykkes, betyder det ventetid for passagerer, der skal skifte tog i Lystrup på op til en time, afhængigt af hvilket togskifte man misser.

Og den manøvre er mislykkedes alt for mange gange, siden trafikken på Grenåbanen blev genoptaget. Derfor bliver køreplanen justeret.

Samtidig med åbningen af letbanetrafikken på Grenåbanen blev trafikken på den inderste del af Odderbanen udvidet til fire tog i timen. Den er nu midlertidigt indskrænket til to tog i timen. Arkivfoto: Henrik Lund
Samtidig med åbningen af letbanetrafikken på Grenåbanen blev trafikken på den inderste del af Odderbanen udvidet til fire tog i timen. Den er nu midlertidigt indskrænket til to tog i timen. Arkivfoto: Henrik Lund

Det havde været smartere at vente

Midttrafik havde ellers taget sine forholdsregler og begyndte med en lidt forsigtigt drift. For eksempel starter og slutter togene på Grenåbanen på Aarhus H og ikke i Mårslet, som det egentlig er planen. Det skete for at undgå at eventuelle forsinkelser på de nyåbnede strækninger skulle forplante sig til Odderbanen og ødelægge den stabile drift der.

Ole Sørensen erkender, at det nok havde været smartere at vente med myldretidsafgangene på Grenåbanen og kvartersdriften mellem Aarhus H og Mårslet.

- Vi burde i stedet have udvidet kørslen i etaper. Men vi troede på, at det kunne lade sig gøre. Nu kan vi se, at det var en fejl.

Midttrafik håber dog på, at den ekstra luft - der nu bliver lagt ind i køreplanen - senere kan tages ud igen, når de ansatte hos Aarhus Letbane får mere erfaring med trafikken på Grenåbanen.

Aflysninger fortsætter: Ny køreplan skal sikre stabil drift på hele letbanen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce