Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Tunø og borgerinddragelse på den politiske dagsorden

Enhedslistens to medlemmer af byrådet Ditte Marie Thejsen og Leif Gjørtz havde to forslag med på byrådets dagsorden, som nu skal diskuteres videre på byrådets visionsseminar. Arkivfoto: Søren E. Alwan

Tunø og borgerinddragelse på den politiske dagsorden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Byrådet skal diskutere visioner for de næste fire år.

Odder: Når det nye byråd om kort tid drager på visionsseminar for at lægge linjerne for de kommende fire års arbejde, bliver der nok at diskutere. Ikke mindst efter valgperiodens første byrådsmøde.

Her havde Enhedslisten fremsat to forslag, som begge blev skudt til hjørnespark forstået på den måde, at forslagene skal indgå i drøftelserne på seminaret.

Det ene forslag handlede om Tunø, og om hvordan man kan få sat gang i en udvikling af øen.

- Tunø har en række udfordringer og særlige problematikker, og der er behov for en samlet plan og initiativer for at sikre udvikling og fremdrift på øen, lyder Enhedslistens argument for partiets ønske om et såkaldt §17,4 udvalg for øen.

Hele byrådssalen rundt var der som udgangspunkt opbakning til ideen om, at der skal gøre noget i forhold til Tunø.

- Vi vil gerne være med til at udvikle Tunø, for øen har større potentiale, men vi har brug for at drøfte, om det skal være særskilt for Tunø eller som en del af et generelt fokus på turisme, anførte Lone Jakobi (S).

- Jeg synes, det er et udmærket forslag, men skal alle områder så have et §17,4 udvalg, spurgte John Rosenhøj (DF), der også ønskede en dybere diskussion på visionsseminaret.

Det er et vildt vigtigt fokus, hvordan vi videreudvikler vores demokrati, og får borgerne til at engagere sig.
Lone Jakobi (S)
17,4 udvalg
Et §17, stk. 4-udvalg er et midlertidigt politisk udvalg, som en kommunalbestyrelse i henhold til Styrelsesloven kan nedsætte til at varetage særlige opgaver, eller til at fungere som rådgivende eller forberende udvalg for kommunalbestyrelsen, økonomiudvalget eller et af de stående udvalg.Navnet refererer til den paragraf i loven, der giver mulighed for at nedsætte sådanne udvalg.Sammensætningen af udvalget besluttes af kommunalbestyrelsen, som også fastlægger de nærmere regler for §17, stk. 4-udvalgets arbejde.

Nej til direkte linje

Samme skæbne led Enhedslistens forslag om, at kommunens lokalråd skal kunne sætte punkter direkte på byrådets dagsorden.

- Vi er helt med på at styrke lokalrådenes betydning. Jeg går ikke ind for forslaget i den her form, men vi skal have kigget på, hvad vi kan og vil, og hvordan vi gør det, sagde Lone Jakobi.

Kresten Bjerre (R) er også med på at styrke lokalrådene, men han var principielt imod, at lokalrådene skal have en direkte linje til byrådets dagsorden.

- Jo mere borgerinddragelse desto bedre, men hvorfor lokalrådene, spurgte Kresten Bjerre.

- Jeg tror ikke, forslagets form er den rigtige, men man kunne måske give lokalrådene høringsret eller høringspligt, anførte John Rosenhøj.

Den tanke er Konservative med på.

- Vi er nødt til at snakke om, hvordan vi får lokalrådenes arbejde ind i byrådet, sagde Niels Rosenberg.

Og det skal de så gøre på seminaret i Glud.

- Vi finder guld på Glud, sluttede Leif Gjørtz diskussionen (EL).

Tunø og borgerinddragelse på den politiske dagsorden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.